Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Husstøvmideallergikere er voldsomt underbehandlede

Mennesker med husstøvmideallergi i Danmark er voldsomt underbehandlede, mener speciallæge, Ph.D. Kirsten Sidenius fra Allergi og Lungeklinikken Helsingør og opfordrer læger til at være mere opmærksomme på problemet.

”Vi skal simpelthen bare se at komme i gang med at behandle folk med både subkutan og sublingual immunterapi i langt højere grad end i dag. Vi ved, at der går rigtig mange rundt uden at være diagnosticerede; disse bør diagnosticeres og have symptomatisk behandling. Er behandling med lokalsteroider, antihistamin osv. ikke tilfredsstillende, eller er der uacceptable bivirkninger, bør allergivaccination tilbydes,” siger hun.

Hun mener, at både befolkningen og læger har alt for lidt fokus på allergi. Mange mennesker tror, at det er normalt at hoste og/eller være snottet. Læger bør generelt være hurtigere til at give deres patienter et tjek for allergi, når de klager over eller virker til at lide af kronisk snue/langvarig forkølelse eller har astma eller astmalignende symptomer. Lav en priktest eller tag en blodprøve for specifikke allergener (og suppler med eosinofile) – og en lungefunktion, lyder det fra Kirsten Sidenius, som mener, at ’vi på den måde ville nå rigtig langt’.

Rent samfundsøkonomisk er hun ikke i tvivl om, at regnestykket er særdeles positivt. For husstøvmider koster i Danmark 1300 årsværk pr. år.

”Det kan godt være, at vaccinationerne er relativt dyre. Men i forhold til hvad manglende behandlinger koster i årsværk, er det peanuts. Så samfundsøkonomisk er argumentet derfor ikke, at det er dyrt, men at det er for dyrt at lade være med at behandle mennesker med husstøvmideallergi,” siger Kirsten Sidenius og tilføjer, at man i øvrigt ville hjælpe en meget stor gruppe mennesker til en langt bedre livskvalitet, end de har i dag, hvis der kom fokus på diagnostik og generel behandling af husstøvmideallergikere.