Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Nyt lægemiddel mod overdreven søvnighed om dagen på det danske marked

Patienter med narkolepsi og obstruktiv søvnapnø, OSA, kan nu se frem til et nyt lægemiddel, Sunosi (solriamfetol), der virker mod overdreven søvnighed om dagen og hjælper patienterne til at holde sig vågne.

Sunosi, som i fase III-studier har vist signifikant effekt på søvnighed i løbet af dagen, er nemlig nu på markedet, og det betyder, at mulighederne for at behandle patienter med narkolepsi og OSA bliver bedre, fortæller professor, overlæge, dr.med. Poul Jennum, Dansk Center for Søvnmedicin, Rigshospitalet.

”Det er positivt, at vi nu har et yderligere behandlingstilbud til patienter med narkolepsi og obstruktiv søvnapnø - og lovende, at der er flere lægemidler på markedet,” siger han.

”Sunosi skal nu prøves i daglig klinik. Erfaringsmæssigt er der god effekt i kliniske forsøg. Når lægemidlet prøves hos patienter med forskellige sygdomme, kan effekten være anderledes, og der kan forekomme bivirkninger,” siger Poul Jennum, der endnu ikke har prøvet at give det nye lægemiddel til sine patienter.

Signifikante forbedringer i vågenhed

Sunosi er, ifølge den biofarmaceutiske virksomhed Jazz, der har udviklet produktet, det første lægemiddel, der hæmmer genoptagelsen af både dopamin og norepinephrine, og som er godkendt til behandling af EDS, excessive daytime sleepiness, hos voksne med narkolepsi eller obstruktiv søvnapnø (OSA).

Både narkolepsi og obstruktiv søvnapnø er karakteriseret ved, at patienterne er unaturligt trætte i løbet af dagen og ikke kan holde sig vågne.

Kliniske fase III-studier af Sunosi har vist statistisk signifikante forbedringer i vågenhed, sammenlignet med placebo. De godkendte doser er 75 eller 150 mg daglig for patienter med narkolepsi og 37,5 mg, 75 mg og 150 mg om dagen for OSA.

Det forudsætter, at patienter med obstruktiv søvnapnø ikke har haft gavn af en såkaldt CPAP, som holder luftvejene åbne om natten.

De hyppigste bivirkninger, der sås i den kliniske afprøvning, var hovedpine (11 procent), kvalme (6,6 procent) og nedsat appetit (6,8 procent).