Skip to main content

Første patient i fase III-forsøg af langtidsvirkende antistof mod svær astma

GlaxoSmithKline (GSK) har givet første dosis langtidsvirkende monoklonale anti-IL-5-antistof til første patient i et fase III-forsøg, der undersøger præparatets effekt i behandling af svær eosinofil astma. 

SWIFT-2-studiet er en del af et klinisk fase III-program, der evaluerer sikkerheden og effekten af ​​GSK3511294 (GSK'294), et biologisk præparat der er designet til at sikre en langvarig suppression af IL-5 hos patienter med svær eosinofil astma med blot en injektion hver sjette måned. 

IL-5 er et cytokin, der er ansvarlig for spredning, aktivering og overlevelse af eosinofiler, der spiller en rolle hos over 50 procent af de patienter, som lider af svær astma, hvilket gør det til et dokumenteret mål for behandling ifølge GSK.

Fase III-programmet for GSK’294 involverer tre undersøgelser og 2.450 patienter for at vurdere effekten og sikkerheden af ​​anti-IL-5-behandlingen.

SWIFT-1 og SWIFT-2-studierne vurderer GSK'294 blandt deltagere, der har svær ukontrolleret astma med en eosinofil fænotype på trods af standardbehandling med mellemhøj til høj dosis inhalerede kortikosteroider samt en yderligere inhalator.

En anden undersøgelse - NIMBLE - vil vurdere, om patienter med svær astma med en eosinofil fænotype, der har god effekt af behandling med mepolizumab eller benralizumab, kan fastholde den effekt, når de skifter til behandling med GSK’294.

”Omkring 10 procent af alle astmapatienter lider af de uundgåelige symptomer på svær eosinofil astma, og kun en ud af fire patienter, der er i målgruppen til en biologisk behandling, får den i øjeblikket,” siger Christopher Corsico, senior vicepræsident for udvikling i GSK. 

”Disse patienter kan drage fordel af mere målrettede behandlinger for at opnå en bedre astmakontrol. Vi mener, at GSK'294 kan give en anden mulighed for denne patientgruppe - en mulighed, der bygger på den positive påvirkning nuværende anti-IL5-behandlinger har, og som potentielt også har den fordel, at patienten kun skal have en subkutan injektion hver sjette måned,” tilføjer Corsico.