Sputum eos kan give flere svar end blod- og udåndningsprøver ved svær astma

ERS: Sputumprøver kan være et nyttigt værktøj til patienter med eosinofil svær astma, hvor biologisk behandling ikke længere virkero og hvor blodprøver og udåndingsprøver (FeNo) er i normalområdet. 

Det viser et nyt, dansk retrospektivt studie (abstract #PA880), der blev præsenteret søndag på årets ERS-kongres i Barcelona ved en Poster session.

Resultaterne viser, at den gennemsnitlige eksacerbationsrate faldt fra 1,34 til 0,2 pr. år efter behandlingsskifte fra et biologisk lægemiddel til et andet efter en forhøjet sputumprøve.

I spidsen for studiet står Torben Smidt-Hansen, der er afdelingslæge for Afdeling for Lungesygdomme og Allergi på Aarhus Universitetshospital.

Han forklarer, at sputum eos kan være relevant at undersøge for patienter med svær eosinofile astma, der bliver behandlet med biologisk medicin, men som har luftvejssymptomer på trods af normalværdier for FeNo og blodeosinofile.

“Det lader til, at sputumprøver for nogle patienter kan være en god biomarkør, som vi kan anvende i højere grad, end vi gør i dag. Sputum eos kan her være en god vejledende faktor som supplement til FeNo og blodprøver, hvis en patient ikke har effekt af en biologisk behandling,” siger han.

Undersøgelsen er et retrospektivt studie, der inkluderede i alt 11 patienter med svær eosinofile astma, der havde en medianalder på 68 år. Patienterne var tidligere blevet behandlet med et anti-IL5 biologisk lægemiddel i gennemsnitlig 479 dage, før de skiftede til et andet biologisk præparat.

Som supplement - ikke erstatning

I dag anvendes primært FeNo eller blodeosinofile for at undersøge, om der er inflammation i luftvejene, hvilket kan være indikator for, at en patient ikke har tilstrækkelig effekt af et givent biologisk lægemiddel. Sputumprøver anvendes i dag flere steder, men ikke i så udbredt grad som det potentielt vil kunne.

Hvorfor sputumprøverne kan give flere svar hos nogle patienter end blod- og udåndingsprøver er dog uvist.

“Det kan være, at fordi blodet er perifert i vene-systemet, så giver det et andet resultat for nogle patienter end ved sputum, som kommer lige nede fra bronkierne. Sputum kan derfor være en god biomarkør at anvende for at identificere de patienter, hvor det er relevant at skifte fra en biologisk behandling til en anden,” siger Torben Smidt-Hansen.

Sputumprøverne kan dog ikke stå alene, men skal anvendes som supplement til blodprøver og FeNo, forklarer han. Selvom studiets resultater og sputumprøver i sig selv ikke er revolutionerende nyt, så kan det give anledning til en mindre ændring i praksis. 

“Vi vil nu i højere grad kunne identificere de patienter, hvor det er relevant at skifte fra et biologisk præparat til et andet ved en sputumprøve. Det er særlig relevant, fordi biologisk behandling er dyr, og derfor vil det være optimalt, hvis vi i højere grad har en større viden om, hvem og hvornår et skifte vil være mest fordelagtigt,” siger Torben Smidt-Hansen.

Om det retrospektive studie:

I alt deltog 11 patienter med svær eosinofile astma, der havde en medianalder på 68 år. 

Patienterne var tidligere blevet behandlet med et anti-IL5 biologisk lægemiddel i gennemsnitlig 479 dage, før de skiftede til et andet biologisk præparat.

Seks ud af de ialt 11 patienter tog en mediandosis på fem mg oralt kortikosteroid dagligt. 

Medianniveauet af eosinofiler i induceret sputum var fem procent (1;28), blodeosinofiler var på et lavt niveau med en median på 0,07 x 109/l, og gennemsnittet for FeNO var 30 ppb (10;90). Median FEV1 % forudsagt var 80 procent (50;113).

Den gennemsnitlige eksacerbationsrate var 1,34 pr. år, som faldt til 0,2 om året efter behandlingsskifte. Median ACT steg fra 20 til 21,5 (18; 24). 

Der blev ikke foretaget sputumprøver efter ny behandling.