Inhalationssteroid øger risiko for indlæggelse hos patienter med svær KOL

Ny dansk forskning viser, at der er en øget risiko for indlæggelse med pneumoni forbundet med brug af inhalationssteroid (ICS) i behandling af patienter med svær KOL.

Det retrospektive kohortestudie er netop publiceret i Clinical Microbiology and Infection, og undersøgelsen viser, at der er op til 50 procent øget risiko for indlæggelse med lungebetændelse ved brug af højdosis inhalationssteroid til behandling af patienter med svær KOL.

”Inhalationssteroider er blevet tiltagende udfordret på deres plads i behandling af patienter med KOL, og vi har set, at behandlingen er forbundet med mange bivirkninger som eksempelvis øget forekomst af diverse typer bakterier, dysreguleret blodsukker og osteoporose. Derfor undersøgte vi, om denne patientgruppe i højere grad bliver indlagt med lungebetændelse end tilsvarende patienter, der ikke får inhalationssteroid,” siger forskeren bag undersøgelsen, Christian Rønn, læge og ph.d.-studerende, Lungemedicinsk Sektion, Medicinsk Afdeling, Herlev-Gentofte Hospital.

I alt 52.100 patienter blev inkluderet i undersøgelsen og opdelt i fire grupper – dem som ikke blev behandlet med ICS (n = 15.755), dem som fik lavdosis ICS (n = 12.050), en gruppe der fik moderat dosis ICS (n = 12.488) samt en gruppe, som fik højdosis inhalationssteroid (n) = 11.807). I alt 5.909 (11,3 procent) af deltagerne blev indlagt på hospital med lungebetændelse inden for det første år efter baseline - fordelt med 1.176 patienter (7 procent) i gruppen der ingen ICS fik, mens der var 1.145 patienter (9 procent) der blev indlagt fra lavdosis-gruppen. Af dem der tog en moderat dosis inhalationssteroid blev 1.616 patienter (13 procent) indlagt med pneumoni, og i gruppen der blev behandlet med en højdosis ICS kom 1.974 patienter (17 procent) på hospitalet med lungebetændelse. Med stigende ICS-doser observerede forskerne en lavere FEV₁, hyppigere brug af orale kortikosteroider og højere forekomst af astma.

Markant dosis-respons

”Data viser, at ICS-behandling var forbundet med en markant øget risiko for indlæggelse på grund af lungebetændelse, ligesom vi fandt en markant dosis-respons sammenhæng mellem ICS-dosis og risikoen for hospitalsindlæggelse for lungebetændelse. Dette så vi, selv om vi regulerede vores analyse for forskellen i lungefunktion mv. grupperne imellem,” fortæller Christian Rønn. 

ICS-brug var stærkt forbundet med hospitalsindlæggelse for lungebetændelse (hazard ratio [HR], 1,3; CI, 1,2-1,3) (ICS vs. ingen ICS-brug), og risikoen for indlæggelse på grund af lungebetændelse steg ved hver øgning af ICS-doseringstrin: lavdosis: HR, 1,1 (CI, 1,0-1,2); moderat dosis: HR, 1,2 (CI, 1,1-1,3) og højdosis: HR, 1,5 (CI, 1,4-1,6).

”50 procent er et højt tal. Det svarer til, at det er omkring hver femtende, man behandler med inhalationssteroid i et år, der bliver indlagt med lungebetændelse, som bivirkning. Det er selvfølgelig en alvorlig bivirkning med en markant dødelighed,” pointerer Rønn.

Udskriv ICS ved behov og ikke af vane

Der appellerer forskeren også til, at landets praktiserende læger, der behandler hovedparten af KOL-patienterne, overvejer, om det er nødvendigt at ordinere inhalationssteroid til den enkelte patient. 

”Vores forskningsresultater er nok særlig relevante for de praktiserende læger, fordi brugen af inhalationssteroider formodentligt er mere omfattende, end hvad vi hidtil har troet. Der er antageligvis mange patienter med KOL, der går ved egen læge, som aldrig bør have ICS,” lyder det fra Christian Rønn, som samtidigt understreger, at lægerne ikke skal være bange for at bruge ICS men dog bør overveje i hvert enkelt tilfælde, om inhalationssteroid er nødvendigt.

”Tidligere har det lidt været en autoreaktion, at hvis patienterne har svær KOL, så skal de også have ICS. Men lægen bør altid undersøge, om der reelt er indikation for inhalationssteroid og løbende revurdere behandlingen,” siger Christian Rønne og peger på, at når en patient har mange forværringer og forhøjet eosinofile tal, er det tid til at finde ICS frem.

”I retningslinjerne står der, at hvis patienten har over 300 celler/µL, vil der formentlig være gavn af ICS, og det samme gør sig gældende, hvis patienten har to eller flere årlige eksacerbationer. Ligger patienten på grænsen med en årlig eksacerbation og eosinofile på over 0,1 - så er det i hvert fald et skud værd at forsøge sig med ICS,” siger lægen og fortsætter:

”Ydermere bør lægen sikre, at patienterne får den rette dosis inhalationssteroid. For vores forskning peger også hen imod, at der er noget at hente alene ved at reducere dosis. De, der får mest ICS, har en 50 procent øget risiko for at blive indlagt med lungebetændelse, mens de, der får mindst inhalationssteroid, har en 10 procent øget risiko. Der er altså en forholdsvis stor reduktion i risikoen ved at mindske dosis af inhalationssteroid.”

Eosinofile målinger vurderer ICS-behov

Bedst af alt vil det dog ifølge forskeren være løbende at tjekke patienter på ICS. Netop sådanne tiltag undersøger Rønns afdeling i et igangværende studie.

”I studiet randomiserer vi patienter til, hvorvidt de skal have ICS som normalt, eller om de skal have ICS ud fra eosinofiltal. Halvdelen af deltagerne får altså ICS alt efter deres eosinofiltal tal – vi lader ganske enkelt det styre, om de skal behandles med inhalationssteroid eller ej,” fortæller Rønn.

Hver tredje måned får deltagerne taget blodprøve og får målt deres eosinofile tal, så forskerne hele tiden har overblik over deres helbred. Og når de eosinofile er over 300 celler/µL, bliver patienten sat i behandling med ICS, mens behandlingen stoppes, når tallet igen er under.

”Det er rimeligt ligetil og noget, man også ville kunne bruge i almen praksis. Om det optimerer ICS behandling af patienter med KOL må tiden vise, for vi er endnu ikke i mål,” siger Christian Rønn.