Dupilumabs effekt hos patienter med astma og vedvarende luftvejsobstruktion
I det 52-ugers fase III-studie LIBERTY ASTHMA QUEST forbedrede Dupixent (dupilumab) versus placebo hurtigt og signifikant lungefunktionen hos patienter med vedvarende luftvejsobstruktion (PAO), som også havde forhøjede type 2-inflammatoriske biomarkører ved baseline.
Det viser international forskning, der netop er publiceret i Annals of Allergy, Asthma & Immunology. Her peger data på, at hos deltagerne forbedrede dupilumab sandsynligheden for at vende luftvejsobstruktion (hazard ratio versus placebo 1.616 [95 procent konfidensinterval, 1.272-2.052] og 1.813 [1.291-2.546].
Dertil reducerede behandlingen signifikant alvorlige eksacerbationer med 69 procent (relativ risiko, 0,411; 95 procent konfidensinterval [0,327-0,516] og med 75 procent (0,252 [0,178-0,356]; P < 0,0001) hos patienter med vedvarende luftstrømsobstruktion (PAO) med henholdsvis eosinofile ≥ 150 celler/µL eller FeNO ≥ 25 ppb og eosinofiler ≥ 300 celler/µL og FeNO ≥ 25 ppb.
Lignende resultater blev observeret i patientundergrupper uden PAO.
De primære populationer af interesse var patienter fra den overordnede intention-to-treat-population i QUEST, som havde PAO ved baseline, defineret som et post-bronkodilatator FEV1/FVC-forhold på mindre end 0,7 (70 procent), med forhøjede type 2-biomarkører ved baseline (eosinofile ≥ 150 celler/µL eller FeNO ≥ 25 ppb; eosinofiler ≥ 300 celler/µL og FeNO ≥ 25 ppb). Patienter uden PAO ved baseline (post-bronkodilatator FEV1/FVC ratio ≥ 0,7) blev også vurderet.
Demografiske og sygdomskarakteristika
Ud af 1.902 deltagere med moderat til svær astma, havde 685 (54 procent) i dupilumab-gruppen og 354 (55 procent) i placebogruppen PAO ved baseline.
Af disse patienter havde de fleste også forhøjede type 2-biomarkører ved baseline; 80 procent af deltagere i dupilumab-gruppen og 85 procent af deltagere, der fik placebo, havde eosinofiler ≥ 150 celler/µL eller FeNO ≥ 25 ppb. Desuden havde 32 procent af de dupilumab-behandlede patienter og 33 procent af de placebo-behandlede patienter eosinofiler ≥ 300 celler/µL og FeNO ≥ 25 ppb.
I patientundergrupper med forhøjede type 2-biomarkører var de med PAO oftere mænd, havde ofte været ryger, oplevet større alvorlige eksacerbationer i tidligere år og først være blevet diagnosticeret med astma i en senere alder end dem uden PAO ved baseline. Tiden siden første diagnose af astma var 15,96 til 22,34 år på tværs af patientundergrupperne, med en alder ved debut fra 24,8 til 31,3 år.
Årlig rate af alvorlige eksacerbationer
Dupilumab versus placebo reducerede signifikant den årlige rate af alvorlige eksacerbationer (AER) med 59 procent (risikoforhold, 0,411; 95 % CI, 0,327-0,516; P < 0,0001) hos patienter med PAO og eosinofiler ≥ 150 celler/µL eller FeNO ≥ 5 procent 25 ved baseline (0,252; 0,178-0,356; P < 0,0001) hos patienter med PAO og eosinofiler ≥ 300 celler/µL og FeNO ≥ 25 ppb ved baseline.
Undergruppeanalyser afslørede, at hos patienter med PAO og eosinofiler ≥ 150 celler/µL eller FeNO ≥ 25 ppb ved baseline, var ko-varianter forbundet med en signifikant større reduktion i eksacerbationsrisiko hos dupilumab-behandlede patienter med følgende: et større antal eksacerbationer i tidligere år, højere alder ved astma-debut og kortere tid siden diagnosen.
Fraværet af en allergisk astmafænotype var forbundet med en signifikant større reduktion i eksacerbationsrisiko hos dupilumab-behandlede patienter uden PAO med eosinofiler ≥ 150 celler/µL eller FeNO ≥ 25 ppb ved baseline (P = 0,04).
Højere alder ved astma-debut var forbundet med en signifikant større reduktion i eksacerbationsrisiko hos dupilumab-behandlede patienter uden PAO med eosinofiler ≥ 300 celler/µL og FeNO ≥ 25 ppb (P = 0,04).
Der blev ikke observeret andre signifikante interaktioner med risiko for eksacerbationer.