Ny app skal gøre livet lettere for borderline-patienter
Et nyt digitalt værktøj til patienter med borderline skal ikke blot føre til færre selvmord og mindre selvskade, men også give langt bedre muligheder for at forebygge. Det satser man på i Region Syddanmark, hvor værktøjet nu tages i brug.
I november 2015 begyndte 50 borderlinepatienter i et pilotprojekt, der skal vise, om en ny digital form for behandling kan være med til at forhindre disse patienter i at gøre skade på sig selv og begå selvmord.
Det nye digitale værktøj rummer en online, elektronisk selvmonitorering, behandling og kontakt via en app til mobiltelefonen og en webportal. Det fungerer på den måde, at mobiltelefonen af sig selv registrerer patientens fysiske aktivitet, mobilitet og brug af telefonen, mens stemningsleje, søvnvarighed og alkoholindtag registreres ved at patienten hver dag svarer på nogle spørgsmål i app’en. Alle indsamlede data er straks tilgængelige på nettet for både patient og behandler, som dermed får styrket dialogen og det fælles fodslag, som er så vigtigt i relationen.
”Vi satser på at få et bedre overblik over patientens dagligdag og på den måde finde ud af, hvad der for eksempel fører til, at han eller hun gør skade på sig selv. På den måde tror jeg, at vi kan mindske både selvskade og selvmord, lige som vi får en kvalitativ gevinst i forhold til at forebygge,” siger Claus Færch, afdelingschef på Telepsykiatrisk Center, der sammen med det fynske firma Monsenso står bag udviklingen af app’en.
Bedre forebyggelse
Det nye værktøj giver også behandlerne mulighed for at lave prognoser for, hvornår patienten vil have det hvordan, og dermed for at råde patienten ift. at forebygge en reaktion. Og det opfylder således det generelle mål på Telepsykiatrisk Center, hvor man har en lang række digitale værktøjer under udvikling: at give patienterne mere viden, flere handlemuligheder og øget indflydelse på deres egen behandling.
”Ud over den behandling vi giver patienterne på vores klinik, støtter app’en dem også i at få en større sygdomsindsigt, hvilket er vigtigt, for at de kan leve bedst muligt med sygdommen og få en forbedret livskvalitet,” siger Claus Færch.
Teknologisk ser han det nye værktøj til borderline-patienterne som et spændende projekt, som han venter sig rigtig meget af, fordi det stadig er nyt, at man bruger sensordata i arbejdet med sindet:
”Det spændende er, at der har vist sig en god sammenhæng mellem de selvvurderede data, og hvad de objektive målinger viser. Det giver et rigtig fint grundlag for kvalificering af risikoprofiler af patienterne og i forhold til at bruge målingerne forskningsmæssigt.”
Clinician's guide to Monsenso from Monsenso on Vimeo.
