Farmaceuter monitorerer depression
Farmaceuter skal spille en større rolle for patienter med psykisk sygdom. Det mener det britiske Royal Pharmaceutical Society, RPS, som netop har udgivet en rapport med titlen ’No health without mental health: How can pharmacy support people with mental health problems’.
Foreningen foreslår i rapporten, at apoteksansatte farmaceuter bl.a. gennemgår de psykiatriske patienters medicinforbrug og rådgiver disse om motion og rygestop. Formålet med medicinovervågningen skal være at udligne uligheden i behandlingen af patienter ved bl.a. at sikre, at flere psykiatriske patienter tager deres ordinerede medicin. Det vil også nedsætte risikoen for hospitalsindlæggelser.
I rapporten skriver RPS, at mange mennesker med psykiske problemer oplever en dårligere behandling og pleje, end de burde, og at dette i vid udstrækning handler om at få den rette medicinske behandling. Apotekere kan støtte folks mentale sundhed, bl.a. ved at hjælpe dem med få mest muligt ud af deres medicin, men også ved at holde øje med deres generelle sundhed og velvære, hedder det. Det kan f.eks. handle om at spotte tidlige tegn på psykiske problemer, have overblik over den langsigtede tilstand og give medicinsk ekspertrådgivning til kolleger.
I lyset af den voksende efterspørgsel og det fortsatte pres på sundhedssystemet, er det vigtigt, at regeringen og sundhedsmyndighederne får det bedste ud af alle dem, der arbejder med sundhed – og mental sundhed er ingen undtagelse, skriver RPS i rapporten, der rummer en række anbefalinger til, hvordan apotekere kan udnyttes bedre som led i den tværfaglige indsats for at hjælpe mennesker med psykiske problemer.
