Lang vej endnu til mindre brug af tvang
I stedet for at nedbringe den samlede brug af tvang i psykiatrien, har regionerne skruet op for alle andre – mindre indgribende – former for tvang end bæltefikseringer. Særligt er brugen af beroligende medicin steget.
Det bekymrer Sundhedsstyrelsen, som ifølge årsopgørelsen for hele 2017 finder det særligt bekymrende, at det går for langsomt med at nedbringe brugen af tvang over for børn og unge.
Opgørelsen viser, at man på landsplan er nået længst, når det gælder målet om at halvere andelen af personer, der bæltefikseres og halvere antallet af bæltefikseringer over 48 timer. Her er der opnået et fald i brugen både det seneste år og siden starten af målingerne. Men tallene viser fortsat en stor stigning i næsten alle de øvrige tvangsformer.
To regioner i front
Især Region Syddanmark og Region Hovedstaden har opnået positive resultater med at reducere bæltefikseringer. Antallet af bæltefikseringer i hovedstaden er således faldet med 53 procent.
Region Hovedstadens Psykiatri har netop lavet en ny handleplan for nedbringelse af tvang, hvor målet er at lytte endnu mere til patienternes perspektiv og integrere recovery-tilgangen yderligere.
Ifølge en partnerskabsaftale mellem regionerne og Sundhedsministeriet skal regionerne halvere tvangsanvendelsen i psykiatrien i 2020.
“Vi er ikke i tvivl om, at regionerne bakker op om målsætningerne med at nedbringe brugen af tvang, men vi er nu halvvejs i perioden, og der er altså lang vej igen for at nå målene. I tre af regionerne er der endog meget lang vej igen. Vi ved, at det kræver en gennemgribende kulturændring at vende udviklingen, og det kræver simpelthen, at ledelsen på alle niveauer vedvarende har fokus på det. Men vi er nødt til at tage bestik af, om der fremover skal andet og mere til for at nå målet,” siger enhedschef Janet Samuel.
Fokus på børn og unge
Et særligt fokus peger hun på, at der er behov for, når det gælder børn og unge. Årsopgørelsen viser, at alle regionerne ligger over baseline i forhold til både antallet og andelen af børn og unge, der bliver tvangsindlagt. På landsplan er antallet af børn, der tvangsindlægges, steget med 58 procent siden 2013.
Erfaringer fra regionerne viser, at forebyggelse og tidlig opsporing af børn og unge, der er i høj risiko for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, er en væsentlig faktor, hvis brugen af tvang skal ned. Derfor er det vigtigt at arbejde sammen på tværs af kommuner og regioner for at forebygge indlæggelser, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
