Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Akut behov for delt behandlingsansvar

Store grupper af dobbeltbelastede patienter er i dag kastebolde i sundhedsvæsnet. Og nu haster det med at gøre noget, mener formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

Der er ingen tvivl om, at en stor del af de mennesker, der både har et misbrugsproblem og en psykisk diagnose, svigtes af systemet. De falder ned mellem sektorerne i sundhedssystemet og ingen har ansvaret for at samle dem op.

Derfor ser formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, et akut behov for at gøre noget:

”Jeg synes, at man skal indføre et delt behandlingsansvar, sådan at når det gælder dobbeltbelastede mennesker, så skal en misbrugsekspert og en psykiater gå sammen om at kreere et behandlingsprogram. Det kaldes i udlandet shared care, men findes ikke i Danmark. Og det er skidt, fordi det sætter patienterne i en alvorlig klemme.

Indtil da skal de praktiserende læger fortsætte med at henvise til misbrugssektoren for misbrugsproblemet – og til en speciallæge, hvis der er en veldefineret psykisk lidelse oveni, påpeger formanden.

De vises sten skal findes

Anne Lindhardt understreger, at systemets svigt ikke går ud over alle 140.000 danskere med dobbeltdiagnoser, men primært dem, hvis psykiske lidelse er angst, depression eller personlighedsforstyrrelse.

For dem gælder, at alkoholafhængigheden i den psykiatriske og psykosociale indsats opleves som en barriere for behandling af den psykiske lidelse. Og omvendt kan mennesker med psykiske lidelser opleves som vanskelige at håndtere i alkoholbehandlingsinstitutioner.

Her er problemet, mener Anne Lindhardt, at der, sådan som vores behandlingssystem i dag er skruet sammen, ikke findes behandlingsprogrammer, der på en og samme tid retter sig mod misbruget og den grundlæggende psykiske lidelse. De to sektorer – den sociale sektor og behandlingssektoren – har endnu ikke fundet de vises sten, hvad angår samarbejde og fælles ansvar.

Retningslinjer på vej 

Men det håber Psykiatrifondens formand, at de gør meget snart. I februar kommer nye nationale kliniske retningslinjer for behandling af mennesker med psykisk lidelse og samtidig afhængighed af alkohol. Heri anbefales det blandt andet, at personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse tilbydes en integreret/koordineret behandling, hvor alkoholafhængigheden og den psykiske lidelse behandles samtidigt. Det er ikke god praksis at afvise personer fra behandling af en psykisk lidelse, hvis de samtidig har en alkoholafhængighed, eller at afvise personer fra behandling af alkoholafhængighed, hvis de samtidig har en psykisk lidelse, hedder det i kommissoriet.

Samarbejde nødvendigt

Hvis man virkelig vil undgå denne praksis, mener Anne Lindhardt imidlertid, at retningslinjerne skal gøre det delte ansvar meget mere klart. Og det håber hun sker:

”Vi har et meget stort behov for, at der bliver sat retningslinjer op for, hvordan man kan etablere og praktisere et delt ansvar – frem for at sige, at ansvaret ligger enten i den ene eller den anden sektor. Som jeg ser det, handler det om lovmæssigt forpligtet samarbejde, ansvarsfordeling og fælles behandlingsplaner, hvor det klargøres, hvem der gør hvad, og hvem der er ansvarlig," siger hun og mener, at problematikken omkring de dobbeltbelastede patienter rører ved hele det grundproblem, at der på trods af forskellige tiltag i dag er nogle skarpe grænser mellem regionens behandlingssystem og de opgaver, der ligger i det kommunale, sociale system.

Og det går ikke bare ud over folk med dobbeltdiagnoser, men også alle mulige andre ifm. rehabilitering. Så det er en stor vanskelighed, som der er et stort behov for at få gjort noget ved. Og jo før, desto bedre, mener Psykiatrifondens formand.

Det vurderes, at godt halvdelen af de mennesker, der søger behandling for alkoholafhængighed, er dobbeltbelastede, dvs. at de også har en psykisk lidelse.

De nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen kommer i første halvdel af februar.