Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift


Depression accelererer kroppens aldring

Danske forskere vil finde ud af, om behandling for depression kan hindre aldringsprocessen. Perspektivet er at blive i stand til at forebygge f.eks. Alzheimer.

Inden længe håber et hold danske forskere at kunne komme i gang med at se på, om medicinsk behandling kan sinke forkortelsen af de telomerer, der styrer aldringsprocessen. Initiativtager er professor, overlæge, dr.med. Poul Videbech fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning, Psykiatrisk Center Glostrup. Hvornår projektet indledes, afhænger af hans forsøg på at finde penge til projektet.

Poul VidebechVores tese er, at behandling for depression kan beskytte telomererne. Det vil være rigtig interessant at finde ud af, hvorvidt det er tilfældet

Poul Videbech

Lykkes det at få projektet på skinner, håber han, at det kan føre til en større forståelse af aldringsprocesserne – og hvad der kan påvirke dem. Det vil i så fald have enorme perspektiver i forhold til f.eks. at kunne forebygge Alzheimers som følge af depression.

”Vi ved, at jo flere depressioner man har, desto kortere bliver telomererne. Og vores tese er, at behandling for depression kan beskytte telomererne. Det vil være rigtig interessant at finde ud af, hvorvidt det er tilfældet,” siger Poul Videbech.

Depression forklarer sygdom

En ny international metaanalyse hjælper de danske forskere på vej. Den tyder således på, at depression speeder aldringsprocessen op ved at forkorte telomererne. Og det, mener Poul Videbech, er interessant, fordi det kan være en forklaring på, hvorfor der er så mange somatiske sygdomme koblet til depression – f.eks. hjertesygdomme og andre arterosklerotiske sygdomme.

Metaanalysen viser, at depression og depressionssværhedsgrad er associerede med forkortning af telomerer – korte DNA sekvenser, der er relateret til aldring af cellerne samt til en række processer, der er forbundet med cellestabilitet. Analysen omfattede 38 studier med i alt 34.000 deltagere. Og forskerne fandt ikke alene en signifikant association mellem depression og telomerlængde, men altså også mellem depressionssværhedsgrad og telomerlængde.