Folk med depression indlægges unødigt på hospital
Danskere med depression bliver oftere indlagt for sygdomme, der måske godt kunne være behandlet i det nære sundhedsvæsen uden indlæggelse, viser nyt studie fra Aarhus Universitet.
Hvis forebyggelse og behandling fungerer optimalt, og patienten også følger lægens anvisninger om at tage medicin, kan mange hospitalsindlæggelser undgås.
Konklusionen lyder, at hvis man lider af depression, har man markant større risiko end andre for at opleve hospitalsindlæggelser, som måske kunne være undgået med øgede ressourcer og nye samarbejdsmuligheder i primær- og akutsektoren. Det gælder f.eks. forhøjet blodtryk, forværring af KOL, forværring af hjertesvigt, komplikationer til diabetes, urinvejsinfektioner og lungebetændelse.
Samtidig viser de mange analyserede data, at danskere med depression også har større risiko for at blive indlagt med samme sygdom igen inden 30 dage efter, at de er blevet udskrevet.
Resultaterne fremgår af et stort registerstudie fra forskningsgruppen MEPRICA – Mental Health in Primary Care – ved Aarhus Universitet. Studiet bygger på data indsamlet fra fem millioner voksne danskere i perioden 2005-2013. Og det er netop publiceret i British Medical Journal.
Sygdom undervurderes blandt depressive
”Vi ved, at man lever kortere, hvis man lider af depression – først og fremmest fordi fysiske sygdomme hos mennesker med depression ofte er underdiagnosticerede og underbehandlede. Dette studie tyder på, at der er plads til forbedring i det nære sundhedsvæsen. Vi mangler gode studier, som kan fortælle hvad der skal gøres, men det handler formentligt om et komplekst samarbejde mellem patienten, patientens netværk, egen læge, kommune og lægefaglige specialister,” siger professor Mogens Vestergaard fra MEPRICA.
Studiet er udarbejdet i samarbejde med seniorforsker ved Aarhus Universitet, Dimitry S. Davydow fra University of Washington, Seattle. Han peger på, at tidligere forskning har vist, at et øget samarbejde mellem primærsektoren og den ambulante indsats på andre områder både kan være effektivt og spare penge.
”Og vores studie tyder nu på, at der kan være grund til at se nærmere på mulighederne, når det specifikt gælder depression og andre mentale lidelser,” siger Dimitry S. Davydow.
