Nemmere at skræddersy ADHD-behandling
Det har i mange år været svært at målrette behandlingen af ADHD til den enkeltes behov. Godkendelsen af nye behandlinger – senest Intuniv til børn med ADHD – er et godt skridt på vejen mod en mere skræddersyet ADHD-behandling til gavn for patienterne.
Det mener en ekspert, som også glæder sig over, at den nye medicin virker over hele dagen og ikke kun i få timer.
”Det er et godt skridt på vej mod en mere skræddersyet behandling, at vi nu får flere behandlingsmuligheder, så vi bedre kan finde frem til den medicin, der virker bedst på den enkelte patient,” siger Jakob Ørnberg, der er børne- og ungdomspsykiater og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov.
Hans udtalelser falder i en pressemeddelelse fra Shire, der netop har fået godkendt Intuniv (guanfacin) til børn og teenagere med ADHD og sidste år fik godkendt Aduvanz (lisdexamfetamin) til voksne med ADHD.
Målrettet og mere effektiv
Et dansk studie fra forrige år viste, at valget af ADHD-behandling er præget af stor tilfældighed afhængig af hvilken læge, barnet møder, og at denne tilfældighed har stor indflydelse på behandlingsresultatet for det enkelte barn. Sidste år kom der så et norsk studie, der dokumenterer, at når lægen rutinemæssigt inkluderer andre medicinske behandlinger end standardbehandlingen og systematisk skifter medicin for børn med ADHD, stiger behandlingseffekten med 40 procent, fordi børnene ender på den medicin, der passer bedst til netop dem med høj effekt og færrest bivirkninger.
Det sidste er der i stigende grad mulighed for med de seneste godkendelser af ny medicin til behandling af ADHD.
Og det glæder Jakob Ørnberg sig over:
”Det har været en udfordring, at medicinen i starten var udviklet til at passe til børn og deres hverdag på 8-9 timer. Hverdagen er en anden i dag med lange skoledage og fritidsaktiviteter, der også kræver koncentration sidst på dagen. I dag ved vi også, at mange ikke vokser fra deres ADHD og derfor også som voksne har behov for medicin – som dækker deres behov også sidst på dagen, så de har støtte til at indgå i de sociale relationer med familie og venner om aftenen. Derfor er det godt, at lægemidlerne nu virker i længere tid eller hele døgnet.”
