Ny viden på vej om psykiske effekter af pandemier
Forskning i pandemier og i hvordan de påvirker mennesker i almindelighed og de psykisk syge i særdeleshed er af gode grunde ikke-eksisterende. Derfor er der ingen, der helt præcist ved, hvordan reaktionerne udfolder sig, og hvad der er det rigtige at gøre samfundsmæssigt for at afbøde de negative mentale effekter.
Dette vil en nyt dansk forskningsprojekt råde bod på, idet professor Søren Dinesen Østergaard fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitetshospital netop er gået i gang med et studie, der har fået titlen Mental Health Consequences of the COVID-19 Pandemic. Det er støttet af en hastebevilling på godt en mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.
”Jeg regner med, at de første resultater af vores undersøgelse kommer så hurtigt, at de kan være med til at guide behandlingen af mennesker med psykiske lidelser under den verserende pandemi,” siger han.
Konsekvenser i to tempi
Han mener, at det er forventeligt, at pandemien påvirker personer, som lever med eller er i risiko for at udvikle psykisk sygdom, og det er også den fornemmelse han har fået fra sine kolleger i psykiatrien, som melder om mange symptomer hos patienterne, der virker til at være udløst af coronapandemien og de samfundsmæssige foranstaltninger, de ændringer, den giver anledning til. For mennesker, der i forvejen lider af psykiske sygdomme som angst, OCD, depression og skizofreni, ser det således ud til, at en hverdag med coronavirus er ekstra foruroligende, mens den for sårbare mennesker, der endnu ikke har udviklet psykisk sygdom, formentlig kan være en direkte sygdoms-trigger.
”Jeg tror, vi kommer til at opleve konsekvenserne i to tempi. Først en akut forværring hos folk, der i forvejen lever med psykisk sygdom og dernæst en form for 'post-coronareaktion', hvor vi ser en kæde af afledte effekter, som rammer befolkningen bredere. Vi kommer til at se reaktioner på mistede jobs, dårlig økonomi, afbrudt skolegang, familier under pres, vold i hjemmet, selvmedicinering med alkohol og stoffer, nedsat motion og ja… fortsæt selv listen,” siger Søren Dinesen Østergaard og peger på, at der vil blive behov for at begrænse skaderne, hvilket vil kræve en stor indsats, som han håber man vil prioritere fra samfundets side.
Vigtigt at være forberedt
Studiet fra Aarhus deler sig i to, hvor forskerne i første omgang vil fokusere på den akutte fase og undersøge, om mennesker med kontakt til psykiatrien oplever forværring af deres symptomer pga. de mange ændringer i samfundet og frygten for coronavirus. Og når coronakrisen er slut vil man i anden del af studiet via data fra de danske sundhedsregistre se på antallet af tilfælde af psykisk sygdom før, under og efter epidemien. Hypotesen er, at man vil kunne se en markant stigning i antallet af psykiske lidelser i tiden efter corona-pandemien.
"På sigt kan vores resultater give viden om, hvordan psykiatrisk behandling skal dimensioneres under og efter en pandemi. Vi håber selvfølgelig alle, at vi ikke kommer til at opleve denne situation igen, men det er bare vigtigt, at man fra samfundets side er godt forberedt,” siger Søren Dinesen Østergaard.
Den eneste viden man foreløbig har om, hvordan pandemien påvirker befolkningen mere generelt er fra USA, hvor en ny undersøgelse viser, at en meget stor andel af befolkningen føler sig svært pressede på grund af pandemien, både mentalt og økonomisk. Og samme mekanismer mener den aarhusianske professor er på spil herhjemme.
