Eksperter: Yngre psykiatere skal ikke frygte lithium

Lithium til behandling af bipolar lidelse er et effektivt og sikkert valg, men til trods for det har lægemidlet aldrig vundet tilstrækkelig stor udbredelse, konstaterer to professorer i psykiatri.

Hvordan får man udbredt behandling med lithium til patienter med bipolar lidelse? Og skal man som psykiater være bekymret for at starte behandlingen op? De spørgsmål var flere eksperter med til at besvare på et møde om lithium i klinisk praksis, som blev afholdt af Medicinske Tidsskrifter 29. maj.

Svarene fra eksperterne er stort set enslydende: Man skal være forsigtig ved opstart af lithium, men der er ingen grund til at vælge lægemidlet fra. René Ernst Nielsen, professor i psykiatri på Aalborg Universitetshospital, siger:

”Lithium er et præparat, der er lidt mere vanskeligt end andre lægemidler. Men det er ikke farligt at starte lithium op, hvis man ved, hvordan man opstarter, monitorer og fortæller patienten om bivirkninger. Det kræver bare en forståelse af behandlingen, og at man går til det med respekt,” siger René Ernst Nielsen, der desuden er præsident for forskningsnetværket International Group for the Study of Lithium treated patients (IGSLi).

Udbredelse er en udfordring

Grundstoffet lithium er et ældre lægemiddel, som i mange år har været førstevalg til behandling af bipolar lidelse i både de danske og de fleste internationale retningslinjer. 

Udbredelsen af lithium har dog stort set altid været en udfordring, og i en årrække har forbruget af lithium været faldende eller stagnerende. Det viser blandt andet et dansk registerstudie, der i februar 2025 blev publiceret i European Pharmacology. Studiet har opgjort den farmakologiske behandling af patienter med bipolar lidelse i perioden 2001-2015, og resultaterne viser, at lidt under 20 procent af patienterne blev behandlet med lithium.

En af grundene til det lave forbrug af lithium er, at det terapeutiske vindue er relativt smalt. Giver klinikeren for høj en dosis, risikerer patienten lithiumforgiftning, som kan være en alvorlig tilstand. Er dosis for lav, har patienten ikke den optimale effekt. Desuden lægen løbende monitorere patienten for bivirkninger som påvirkning af nyrerne, hypercalcæmi og påvirkning af stofskiftet.

Alternativer til behandling af bipolar lidelse med lithium er ofte antipsykotika – for eksempel quetiapin – eller et antiepileptika som valproat eller lamotrigin. Det er alle lægemidler, der er mere udbredte og bruges til flere diagnoser.

Lithium kan måles

Lars Vedel Kessing, der er overlæge og professor ved Psykiatrisk Center København, opfordrer til, at man rådfører sig med en mere erfaren kollega, hvis man som yngre psykiater ikke har prøvet lithiumbehandling før. Men opgaven er overkommelig, hvis man har kendskab til bipolar lidelse og lithium, mener han:

”For med lithium er vi faktisk i stand til at måle serumniveau af lithium i patientens blod. Så vi kan se, om patienten faktisk tager medicinen, og det er en stor fordel i forhold til mange andre typer af psykofarmaka, hvor adhærens er et stort problem,” siger Lars Vedel Kessing og tilføjer:

”Det er desuden en unik fordel ved lithium, at man kan måle dosis i blodet, og at der samtidig er en sikker sammenhæng mellem serum lithium-niveau og såvel effekt som bivirkninger. Det kender vi ikke for mange andre psykofarmaka.”

Pas på nyrepåvirkning

Nyrepåvirkning ved lithiumbehandling er en af de mest hyppige bekymringer ved brug af lægemidlet. Det oplever Charlotte Strandhave, der er overlæge og klinisk lektor på Nyremedicinsk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital. Hun er med til at rådgive psykiatere, der henvender sig om lithiumbehandling og har også selv patienter i behandling på afdelingen, hvor en alvorlig nyresygdom skal håndteres i kombination med lithiumbehandling.

”Fra et nefrologisk synspunkt mener jeg ikke, at en psykiater skal være bekymret for at starte lithiumbehandling op. Jeg er ikke selv bekymret, hvis man har respekt for det lægemiddel, man har med at gøre og husker, at lithium blandt andet kan give nyrepåvirkning og kronisk interstitiel nefrit,” siger Charlotte Strandhave og uddyber:

”Men man skal huske at have et løbende monitoreringsprogram, anvende laveste effektive dosis, undgå intoksikationer. Desuden skal patienterne uddannes i, hvad de skal gøre, hvis de er i fare for dehydrering - en tilstand, der kan øge lithiumniveauet i blodet og forårsage forgiftning.”

Kliniske profiler er ikke præcise

Selv efter mange år med lithiumbehandling til patienter med bipolar lidelse ved man stadig ikke på forhånd hvilke patienter, der responderer godt på behandlingen. Men på Medicinske Tidsskrifters møde om lithiumbehandling gav den canadiske forsker Anne Duffy fra Dalhousie University et overblik over de kliniske profiler, der ifølge forskningen på området er ’lithium responders’:

Typisk har disse patienter et episodisk sygdomsforløb, og ofte har depressioner været dominerende tidligt i forløbet. Patienterne er som regel også i stand til at blive helt normaltfungerende klinisk og psykologisk efter en episode. Samtidig har de ofte familiemedlemmer med psykiske lidelser præget af humørsvingninger, men ikke skizofreni. Og de har ofte haft en opvækst med et intelligensniveau på normal eller over middel.

René Ernst Nielsen mener dog endnu ikke, at disse forskningsdata kan bruges til at udvælge patienter til lithiumbehandling i Danmark.

”Problemet er, at man ikke med særlig stor specificitet kan bruge disse data til at plukke patienter ud. Og indtil vi har flere data, er det bedre at eksponere alle patienter med bipolar lidelse for behandlingen og bagefter evaluere på effektivitet og tolerabilitet. For så er vi sikre på, at vi ikke misser nogle, der kunne have haft gavn af behandlingen, fordi vi for tidligt skubbede dem væk,” siger René Ernst Nielsen.

Lars Vedel Kessing påpeger desuden, at det er utroligt, hvordan man efter mange års forskning stadig ikke har fundet gener eller biomarkører, der kan forudsige respons på lithium:

”Det fortæller os hvor kompliceret, psykisk lidelse er. Men jeg tror på, at det i fremtiden må være muligt at finde en kombination af gener, der kan forudsige lithiumrespons,” siger han.