Stort dansk studie: Kræftpatienter har mere end dobbelt risiko for ny psykisk lidelse

Risikoen for at få en ny psykisk lidelse er markant forhøjet efter en kræftdiagnose. Det første år er særligt kritisk, men overrisikoen kan fortsat påvises mere end ti år senere, viser et landsdækkende dansk registerstudie. Forskerne efterlyser en mere systematisk psykiatrisk indsats som en del af kræftbehandlingen.

Kræftpatienter havde samlet set en hazard ratio på 2,3 for efterfølgende at få registreret en psykisk lidelse sammenlignet med personer uden kræft. 

Risikoen var størst umiddelbart efter kræftdiagnosen. I løbet af det første år fik 14 procent af mændene og 15 procent af kvinderne med kræft enten en psykiatrisk diagnose i hospitalsvæsenet eller udskrevet psykofarmaka. Blandt personer uden kræft gjaldt det tre procent.

Den estimerede kumulative forekomst af et nyt psykiatrisk udfald 25 år efter kræftdiagnosen var 45 procent blandt mænd og 49 procent blandt kvinder. I den kræftfri sammenligningsgruppe var de tilsvarende tal 33 og 39 procent.

Det viser det danske registerstudie med 289.391 voksne patienter, der fik en førstegangsdiagnose af kræft mellem 1995 og 2015, og 1.031.057 matchede personer uden kræft. Studiet er offentliggjort i British Journal of Cancer.

Patienter, der allerede havde en registreret psykisk lidelse, blev udelukket fra hovedanalysen, så forskerne kunne undersøge forekomsten af nye lidelser efter kræftdiagnosen.

”Vores data viser, at der er en stor forskel på kræftramte og kræftfrie, når det kommer til at udvikle psykiske lidelser,” siger Christoffer Johansen, klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Det første år skiller sig markant ud

Forskerne definerede et nyt psykiatrisk udfald som enten en psykiatrisk diagnose registreret ved en ambulant kontakt eller indlæggelse i hospitalspsykiatrien eller en indløst recept på udvalgte former for psykofarmaka.

Når de to dele af endepunktet blev analyseret hver for sig, havde kræftpatienterne i det første år efter diagnosen 5,2 gange højere risiko for en psykiatrisk hospitalskontakt og 5,5 gange højere risiko for at få udskrevet psykofarmaka end sammenligningsgruppen.

Risikoen faldt forholdsvis hurtigt derefter, men forsvandt ikke. Efter fem til ti år var risikoen for det samlede psykiatriske endepunkt fortsat 1,8 gange højere. Mere end ti år efter kræftdiagnosen var den 40 procent højere end blandt personer uden kræft.

For henholdsvis psykiatriske hospitalskontakter og udskrivning af psykofarmaka var risikoen fortsat omkring 20 procent højere mere end ti år efter kræftdiagnosen.

”Det giver jo stof til eftertanke, at risikoen stadig er så høj efter ti år. Det er påfaldende, at det nærmest er en tilstand, der følger med det at være kræftoverlever,” siger Christoffer Johansen.

Angst, depression og rusmiddellidelser fylder mest

De højeste forekomster og relative risici blev fundet for angstlidelser, unipolar depression og rusmiddellidelser. Blandt psykofarmaka var det især antidepressiva og anxiolytika, der blev udskrevet.

Kræftdiagnosen var dog ikke forbundet med en ensartet øget risiko for alle psykiatriske lidelser. Forskerne fandt ikke en generelt øget risiko for skizofreni, personlighedsforstyrrelser eller posttraumatisk stressforstyrrelse sammenlignet med den kræftfri gruppe.

Der var derimod en øget risiko for blandt andet unipolar depression og tilpasningsreaktioner. Forskerne understreger, at posttraumatisk stressforstyrrelse og tilpasningsreaktioner blev analyseret som to forskellige diagnosegrupper. Det kan være en del af forklaringen på, at resultaterne for posttraumatisk stressforstyrrelse adskiller sig fra nogle tidligere studier.

Christoffer Johansen peger på, at en kræftdiagnose kan opleves som en fundamental trussel:

”Kræft er en sygdom, som man ved, at man kan dø af. Det er en trussel på livet. Derfor er det også en psykisk belastning at få en kræftdiagnose, og det kan udløse reaktioner som depression, angst eller frygt for tilbagefald,” vurderer han.

Mænd havde særlig høj relativ risiko for angst

Studiet viste flere markante kønsforskelle. Mænd med kræft havde samlet set en hazard ratio på 2,5 for et nyt psykiatrisk udfald sammenlignet med mænd uden kræft. Blandt kvinder var hazard ratioen 2,0.

Særligt ved angstlidelser var forskellen mellem kønnene tydelig. Mænd med kræft havde 8,5 gange højere risiko for at få registreret en angstlidelse end mænd uden kræft. Blandt kvinder med kræft var risikoen 3,6 gange højere end blandt kvinder uden kræft.

Den absolutte forekomst af diagnosticerede angstlidelser var dog betydeligt lavere end forekomsten af det samlede psykiatriske endepunkt. Incidensraten var 2,9 tilfælde per 1.000 personår blandt mænd med kræft og 2,4 tilfælde per 1.000 personår blandt kvinder med kræft.

Mænd havde også en højere forekomst af rusmiddellidelser end kvinder. Incidensraten var 3,6 tilfælde per 1.000 personår blandt mænd og 1,9 blandt kvinder.

Forskerne peger blandt andet på kønsforskelle i mestring, hjælpesøgende adfærd og brug af social støtte som mulige forklaringer. De fremhæver, at kvinder oftere søger social støtte og anvender følelsesmæssige mestringsstrategier, mens mænd i højere grad kan reagere med undgåelse. Studiet kan dog ikke fastslå årsagen til kønsforskellene.

Størst risiko ved kræftformer med dårlig prognose

Den psykiatriske risiko varierede betydeligt mellem kræftformerne og var højest ved flere af de sygdomme, der er forbundet med en dårlig prognose.

Sammenlignet med personer uden kræft var risikoen for studiets samlede psykiatriske endepunkt:

• 11,9 gange højere ved kræft i bugspytkirtlen
• 10,3 gange højere ved kræft i hjernen eller nervesystemet
• 8,8 gange højere ved kræft i spiserøret
• 8,3 gange højere ved lungekræft
• 7,0 gange højere ved leverkræft

Risikoen var lavere ved blandt andet modermærkekræft, testikelkræft, skjoldbruskkirtelkræft, brystkræft og prostatakræft, men var også ved disse kræftformer forhøjet sammenlignet med personer uden kræft.

”De kræftformer, der har den absolut dårligste prognose, er samtidig dem, der giver den største risiko for at udvikle en psykisk lidelse,” siger Christoffer Johansen.

”Man kan se, at kræftformer, hvor livsperspektivet enten er meget kort, eller der er udsigt til meget dårlig livskvalitet, slår ud i forhold til det at udvikle en psykisk lidelse,” siger han.

Forskerne vurderer, at psykisk belastning ved en dårlig prognose og usikkerhed om sygdomsforløbet kan være med til at udløse angst og depressive symptomer.

Forskerne efterlyser psykiatri som en del af kræftbehandlingen

Forskerne mener, at resultaterne understøtter behovet for en mere systematisk opsporing af psykiske symptomer blandt kræftpatienter, særligt i det første år efter diagnosen.

I originalstudiet peger de blandt andet på rutinemæssig screening for psykiatriske symptomer, målrettede tilbud til højrisikogrupper og psykoedukation af både patienter og behandlere for at fremme tidlig opsporing og mindske stigmatisering.

Forskerne skriver desuden, at supervision eller vurdering ved specialister i psykiatri eller psykiatriske sygeplejersker ideelt bør være en integreret del af udredningen og behandlingen af kræft.

”Her er et problem, vi er nødt til at forholde os til. I dag er kræftbehandlingen centreret om den fysiske behandling, og der er ikke rigtig lagt an til behandling af både psykiske symptomer og egentlige sygdomme, når man gennemgår et behandlingsforløb,” siger Christoffer Johansen.

Han foreslår, at de psykologiske aspekter inddrages allerede fra begyndelsen af kræftbehandlingen, eller at almen praksis får en klar plan for den langvarige opfølgning af patienternes mentale helbred.

”Man kunne overveje at lave nogle mekanismer, hvor de psykologiske aspekter håndteres og inddrages allerede fra begyndelsen af behandlingen. Eller man kunne lægge opgaven ud til den praktiserende læge og lave en plan for, hvordan kræftpatienters mentale helbred skal følges over tid,” siger han.

Psykofarmaka er ikke nødvendigvis udtryk for psykisk sygdom

En central metodisk begrænsning er, at forskerne anvender indløste recepter på psykofarmaka som markør for en psykisk lidelse. Det øger følsomheden og gør det muligt at medtage patienter, som behandles i almen praksis eller hos en privatpraktiserende psykiater. Men det betyder også, at nogle patienter kan blive registreret uden at have en selvstændig psykiatrisk diagnose.

Antidepressiva og antipsykotika kan eksempelvis anvendes mod kroniske smerter, migræne, urininkontinens, irritabel tyktarm og andre somatiske tilstande. Anxiolytika kan desuden blive udskrevet ved kortvarige belastningsreaktioner eller søvnløshed.

Forskerne gennemførte derfor en række sensitivitetsanalyser. Da de krævede mindst to indløste recepter inden for samme lægemiddelgruppe, faldt incidensraten fra 59,9 til 38,8 tilfælde per 1.000 personår. Kræftpatienterne havde dog fortsat dobbelt så høj risiko som sammenligningsgruppen.

Da forskerne udelukkede anxiolytika og quetiapin, faldt hazard ratioen fra 2,3 til 2,1. Da de forsøgte at tage højde for brug af antidepressiva og antipsykotika mod somatiske lidelser, var hazard ratioen fortsat 2,3.

I en yderligere analyse inkluderede forskerne personer, som allerede havde haft en psykisk lidelse før kræftdiagnosen. Her var den absolutte forekomst som forventet højere, men kræftpatienterne havde fortsat omkring dobbelt så høj risiko som personer uden kræft.

Registerstudiet kan ikke endeligt fastslå årsagen

Studiets styrke er den meget store, landsdækkende population, den lange opfølgningsperiode og muligheden for at undersøge både mere alvorlige psykiske lidelser behandlet i hospitalspsykiatrien og tilstande behandlet med medicin uden for hospitalerne.

Kræftpatienterne blev matchet med personer uden kræft på alder, køn, indeksdato, socioøkonomisk position og fysisk komorbiditet. Medianopfølgningen var 14,9 år blandt kræftpatienterne og 16,1 år i sammenligningsgruppen.

Der er dog tale om et observationelt registerstudie. Det dokumenterer en stærk og vedvarende sammenhæng mellem en kræftdiagnose og efterfølgende psykiatrisk behandling, men kan ikke endeligt fastslå, at kræftdiagnosen i sig selv er årsag til alle de registrerede lidelser.

Studiet kan samtidig undervurdere den psykiske belastning, fordi psykiske lidelser ofte ikke bliver opdaget eller behandlet. Personer, som ikke søger hjælp, får behandling uden for det registrerede sundhedsvæsen eller har symptomer, der ikke fører til en diagnose eller recept, bliver ikke registreret som tilfælde.

Forskerne understreger desuden, at ulighed i adgangen til psykiatrisk behandling fortsat kan forekomme i Danmark, blandt andet som følge af geografiske og socioøkonomiske forskelle.