Flere tilbydes gratis vaccination mod pneumokoksygdom
Flere sårbare grupper tilbydes nu gratis vaccination mod pneumokokker. Fremover vil eksempelvis yngre personer med kronisk hjerte- og lungesygdom få gavn af tilbuddet.
Hvert år dør 200 danskere af en lungebetændelse, som har udviklet sig til invasiv pneumokoksygdom - eksempelvis blodforgiftning eller hjernehindebetændelse. Vaccinen er relativt effektiv og billig og kan gives sammen med influenza-vaccinationen, og Folketingets partier og regeringen iværksatte i april 2020 en vaccinationspakke, som skulle bidrage til, at flere sårbare personer beskyttes mod alvorlige infektionssygdomme.
Vaccinationspakken indeholder blandt andet et tilbud om gratis vaccination mod pneumokokker til alle fyldt 65 år og til visse personer under 65 år i særlig høj risiko for alvorlig sygdom med pneumokokker. Nu udvides tilbuddet, så gratis vaccination mod pneumokokker også kommer til at omfatte eksempelvis personer under 65 år med kronisk hjerte- eller lungesygdom.
”Målet er at nedbringe antallet af sårbare patienter, som også kan rammes af andre alvorlige infektionssygdomme end corona. Netop det er særligt vigtigt nu, da det kan medvirke til at dæmpe presset på vores sundhedsvæsen henover vinteren," siger sundhedsminister Magnus Heunicke.
Følgende grupper bliver nu – uanset alder - omfattet af tilbuddet:
- Personer med diabetes
- Personer med kronisk hjertesygdom
- Personer med kronisk lungesygdom
- Personer med kronisk nyresygdom
- Personer med kronisk leversygdom
- Svejsere (personer, hvis erhverv omfatter at svejse)
Både de eksisterende og de nye målgrupper kan blive vaccineret hos egen læge, på apoteker og på private vaccinationsklinikker. Ved tvivl om hvorvidt man tilhører målgruppen, skal man kontakte sin egen læge.
Det udvidede tilbud om pneumokokvaccination er gældende fra onsdag d. 15. december, hvor bekendtgørelsen træder i kraft.
