Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

Insulinresistens øger risikoen for slagtilfælde hos T2D-patienter

Skrevet af Signe Juul Kraft den i kategorien Diabetes.

EASD: Insulinresistens er forbundet med en øget risiko for slagtilfælde hos mennesker med type 2-diabetes (T2D).

Det viser en ny, stor undersøgelse, der blev præsenteret på årsmødet i EASD.  

Insulinresistens er et centralt træk ved T2D, og niveauerne varierer fra patient til patient. I det svenske studie brugte forskerne estimeret eGDR (glucose disposal rate) som et mål for insulinresistens. eGDR har tidligere vist sig at være en god indikator for insulinresistens og beregnes ved hjælp af en formel, der inddrager patienternes taljeomkreds, HbA1c (gennemsnitligt blodsukkerniveau) og om de har forhøjet blodtryk. Sundhedsjournaler blev brugt til at beregne eGDR for 104.697 T2D-patienter i Sverige. Deltagerne havde en gennemsnitsalder på 63 år, og 44,5 procent var kvinder. De blev fulgt i gennemsnitligt 5,6 år, hvor 4.201 (fire procent) havde fået et slagtilfælde.

Analysen viste, at jo højere en persons insulinresistens var, desto større var risikoen for at få et slagtilfælde. Dem med den laveste insulinresistens (den højeste eGDR) var 40 procent mindre tilbøjelige til at få et slagtilfælde end dem med den højeste insulinresistens. Der blev justeret for alder, kolesteroltal, rygning, hjertesygdomme og andre traditionelle risikofaktorer for slagtilfælde.

Undersøgelsen fandt også, at højere insulinresistens var forbundet med en højere risiko for død efter et slagtilfælde. Dem med den laveste resistens var 28 procent mindre tilbøjelige til at dø i opfølgningsperioden end dem med den mest alvorlige insulinresistens. Yderligere analyse viste, at højt blodtryk var stærkere forbundet med slagtilfælde end taljeomkreds eller HbA1c.

”Vi fandt ud af, at hos personer med type 2 -diabetes var en lav eGDR, et simpelt mål for insulinresistens, forbundet med en øget risiko for slagtilfælde og dødelighed. eGDR kan bruges til at hjælpe T2D-patienter med bedre at forstå og håndtere deres risiko for slagtilfælde og død. Det kan også have betydning i forskningen. I denne æra med personlig medicin vil en bedre stratifikation af type 2-diabetespatienter hjælpe med at optimere kliniske forsøg og yderligere vital forskning i behandling, diagnose, pleje og forebyggelse,” konkluderer studiets forfattere.