Behandling bør skræddersys til patientens typologi

Det er et faktum, at sund kost og regelmæssig motion er en afgørende del af diabetesbehandlingen.

Hvorfor træner og spiser patienten så ikke, som lægen anbefaler? Det har professor Henning Langberg fra Center for Sund Motivation svaret på.

Diabetesforskere er enige om, at livsstilsændringer er hjørnestenen både i forebyggelse og behandling af rigtig mange livsstilsrelaterede sygdomme – herunder type-2 diabetes. Budskabet bliver igen og igen overleveret fra læge til patient. Alligevel falder rigtig mange diabetespatienter hurtigt tilbage i deres gamle kost- og motionsvaner. Men hvorfor gør patienterne ikke bare, hvad lægen siger, hvis det er afgørende for deres liv?

Det kan undre. Og eftersom manglende adherence er et stort problem i diabetesbehandlingen, arbejder forskere på at finde svaret, fortæller professor Henning Langberg, der er leder af Center for Sund Motivation, som udspringer fra forskningsenheden CopenRehab ved Københavns Universitet.

”Vi har i sundhedssystemet en tyrkertro på, at det motiverer patienter at høre, at livsstilsændringer vil gøre dem sundere om 5-10 år. Men den gevinst er tilsyneladende ikke stor nok til, at patienten kan motivere sig til at fastholde de sunde vaner i dagligdagen. Derfor giver rigtig mange op og gør i stedet for som de plejer,” siger han og fortsætter:

”Man har i årevis troet, at folk gav op, fordi de ikke vidste, hvad der var godt for dem, og at det derfor var et spørgsmål om at lave flere oplysningskampagner, men de har ikke haft den store effekt, ” siger han.

I stedet skal behandlingen skræddersyes i forhold til, hvad der motiverer den enkelte, forklarer Henning Langberg. Og med inspiration fra det pædagogiske område og erfaring fra klinisk praksis har han og de øvrige forskere ved Center for Sund Motivation udviklet en model med fem forskellige motivationstyper.

”Nogle mennesker bliver motiveret af at dyrke holdsport, andre foretrækker at løbe alene. Nogle elsker alt, hvad der kan måles og vejes og har lyst til at dele deres resultater på Facebook, mens det for andre er en pinsel at måle blodsukker, fordi det ikke interesser dem, og de ikke kan huske tallet et minut efter. Den viden om patienten er relevant – både for lægen, sygeplejersken og for de mange sundhedsprofessionelle i kommunerne – og derfor har vi identificeret typerne,” siger han.

Løsningen skal ligge klar på hylden

Lige nu deltager Center for Sund Motivation desuden i et større forskningssamarbejde, U-Turn 2, med forskere fra Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, hvor 100 diabetikere er blevet inviteret til at lave en kombination af styrke- og motionstræning 5-6 gange om ugen. Patienterne har desuden modtaget råd og vejledning om kost og er blevet opfordret til at sove 6-7 timer i døgnet. Ud over undervejs at måle effekten på deltagernes kondition, søvn, blodsukker og kolesterol, undersøger forskerne også deltagernes motivation.

”Vi interviewer dem om deres livskvalitet og deres udfordringer, ligesom vi taler med dem om, hvordan de har det med at være fysisk aktive. Derudfra laver vi personlighedsanalyser og undersøger, hvilke persontyper der bedst muligt kan fastholde forandringer,” fortæller han.

Projektet har kørt siden foråret 2016, og de sidste data vil blive samlet ind i løbet af 2017. Herefter skal resultaterne formidles til landets sundhedspersonale.

”Den praktiserende læge har fem minutter med en patient og skal så strukturere informationen, så patienten både hører og husker den. Derfor skal lægen have nogle redskaber til at afkode patienttypen og dermed også behandlingsindsatsen. Lægen skal så at sige kunne tage løsningen ned fra hylden baseret på de fem motivationstyper,” siger han og fortsætter:

”Er det for eksempel en patient, der trives med at være social, skal vedkommende have tilbud om holdtræning. Er patienten resultatmotiveret, skal vedkommende have adgang til målinger og kunne sammenligne sig med andre. Vi oplever, at de praktiserende læger er meget interesserede i få denne indsigt, så de kan skræddersy indsatsen og sikre, at patienten bliver bedre fastholdt i sine livsstilsændringer,” siger han.

Forskerne udvikler motivationsteams

Virkeligheden er dog også, at diabetespatienter typisk kun konsulterer den praktiserende læge to-fire gange om året. Derfor skal andre støtte dem i deres livsstilændringer, understreger Henning Langberg.

”Vi arbejder med at udvikle nogle motivationsteams omkring type-2 diabetespatienter, der kan træde til, når de falder tilbage i gamle mønstre – det kan bestå af et familiemedlem, en kollega, sundhedspersonale eller andre diabetespatienter. Sådan et team kan have en helt afgørende betydning,” siger han.