Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Overgang fra hospital til praksis det svage led for kræftpatienter

Overgangen fra hospitalsindlæggelse til kontakt med den praktiserende læge er det svage led i dansk kræftbehandling.

Det viser et nyt kvalitativt studie, der derved sætter spørgsmålstegn ved regeringen og regionernes plan om at flytte opfølgningen i kræftbehandlingen ud i praksissektoren.

”Det er her, der bør sættes ind i en Kræftplan IV, og det er her, der har manglet retningslinjer,” siger seniorforsker Ann Dorrit Guassora, der sammen med kollegaerne Lene Jarlbæk og Thorkild Thorsen har lavet et kvalitativt studie af kræftpatienters oplevelse af overgangen fra behandling i hospitalsregi til videre behandling hos den praktiserende læge.

Ann Dorrit Guassora og Thorkild Thorsen er tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet mens Lene Jarlbæk udgår fra Palliativt Videnscenter , og baggrunden for undersøgelsen er, at praktiserende læger har gjort opmærksomme på problematikken. Målet med studiet har været at forbedre overgangen og give større tryghed til patienterne.

Ann Dorrit GuassoraLægerne vil gerne tage sig af deres patienter. Vi har alle et ideal om at gøre vores arbejde så godt som muligt, men de tvivlede simpelthen på, hvad de skulle gøre. Skal de have en endnu vigtigere rolle, vil jeg helt klart sige, at det er de ikke klædt på til

Ann Dorrit Guassora

”Vi oplevede, der var et behov for at kigge på de problemer, der er i overgangen mellem hospitalet og praksis. En gruppe praktiserende læger gav udtryk for, at de synes, de mister kontakten til deres patienter når de kommer i et hospitalsforløb. De sagde, at de følte, de tabte tråden og ikke kunne følge ordentligt med,” siger hun.

”Den praktiserende læge opfattes ideelt set som det kontinuerlige led for patienten. I hver fald for nogle patienter er det vigtigt, at det hænger sammen i forhold til opfølgningen. Det er tydeligt, at man vil få noget ud af at definere, hvad den praktiserende læges rolle er. Og behandlingen skal ikke være standardiseret, for det skal foregå efter den enkelte patients behov.

Der er grænser for, hvor langt man kan komme med pakketænkningen. Man kan planlægge til et vist niveau, men behandlingen bør kunne tilpasses den enkelte patient,” siger hun som kommentar til debatten om kræftplan IV.

Den tidligere regering og regionerne har aftalt, at en del kræftkontroller, som hidtil har foregået på hospitalerne, nu skal rykke ud i praksis. Det skal herefter være de praktiserende læger, der holder snor i den færdigbehandlede kræftpatient. Men det, der var tænkt som et moderne opfølgningssystem, er stødt på grund, bl.a. fordi PLO ikke mener, de praktiserende læger er klædt på til opgaven.

Og det giver forskerne dem ret i.

”Skal det ske, vil jeg sige, at det kræver mere forberedelse, dels så lægen ved mere om den enkelte patients sygdom og behandling, og dels overordnet om kræftbehandling. De praktiserende læger sagde til os, at de savner megen viden om f.eks. bivirkninger og om hvordan sygdommen påvirker den enkelte patient,” siger hun.

”Lægerne vil gerne tage sig af deres patienter. Vi har alle et ideal om at gøre vores arbejde så godt som muligt, men de tvivlede simpelthen på, hvad de skulle gøre. Skal de have en endnu vigtigere rolle, vil jeg helt klart sige, at det er de ikke klædt på til,” siger Ann Dorrit Guassora.

”Det fremgår meget tydeligt, hvad der forventes af den praktiserende læge, når mistanken om kræft opstår. Men efter indlæggelsen står nogle læger og er usikre på deres rolle. Opfølgning kan være meget kompleks, og patienter er ikke ens. Af vores undersøgelse fremgår det, at patienter ønsker noget meget forskelligt og skal behandles individuelt,” tilføjer hun.

På den baggrund konkluderer hun, at det er den opfølgende behandling i praksis, der bør være hovedfokus i Kræftplan IV.

”Det er i overgangen fra hospitalsindlæggelse til opfølgning hos den praktiserende læger, der er det svage led. Her er ingen instruktioner.”

Studiet er baseret på interviews med fokusgrupper og et seminar for professionelle, hvor deltagerne diskuterede løsninger på de problemer, som patienterne havde identificeret.

Forskerne bragte patientoplevelserne videre til praktiserende læger, onkologer, andre speciallæger involveret i kræftbehandlingen, sygeplejersker fra ambulatorier, sengeafdelinger og hjemmepleje. Og de blev spurgt om sammen at udpege elementer i patientovergangene, som er sårbare.

På den baggrund har forskerne identificeret fire tiltag, som kan bedre overgangene for patienterne.

”Et af de mest originale forslag var, at sygeplejerskernes udskrivningsbrev også skulle sendes til den praktiserende læge. Der er vist nogle tekniske udfordringer og der er sikkert forskel på, hvordan man gør tingene regionalt. Men det virker oplagt, at lægen også får oplysninger om, hvordan patienten har det på udskrivningstidspunktet osv.,” siger Ann Dorrit Guassora, der også stødte på en anden oplagt forbedringsmulighed.

”De praktiserende læger var kede af, at de kunne miste kontakten til patienten i forbindelse med indlæggelsen. En rutine, hvor man tog en opfølgningssamtale efter udskrivelsen fra hospitalet, ville kunne afhjælpe mange misforståelser og samle op på meget. Der kan være patienter, som føler lægen har svigtet eller andre ting, som man bør tage up front,” siger hun.

Overraskende nok oplevede forskerne, at patienterne ikke nødvendigvis savnede kontakt med deres egen læge. I hvert fald ikke i begyndelsen af forløbet, hvor de er tilknyttet hospitalet. Nogle af dem fandt ligefrem, at de så rigeligt til sundhedspersoner. Men når de blev udskrevet, oplevede nogle, at blev meget usikre og ikke vidste, hvor de hørte til nu.

Fire trin til en tryggere kræftpatient i praksis 

1. Ikke kun hospitalet epikrise bør sendes til den praktiserende læge. Også sygeplejerskernes udskrivningsbrev vil gavne den praktiserende læges arbejde med efterbehandlingen.

2. Desuden vil det være gavnligt, hvis hospitalet hurtigt sender epikrisen til den praktiserende læge, senest to dage efter udskrivelsen.

3. Derudover peger gruppen bag anbefalingerne på vigtigheden af, at den praktiserende læge får information om, hvilke fremtidige forløb hospitalet eventuelt har planlagt for patienten.

4. Og endelig er det vigtigt, at der indføres opfølgende konsultation i almen praksis vedrørende patientens sygdom og behandlingsforløb.