Primærsektoren kan involveres mere i kræftopfølgning

Primærsektoren kan med fordel i højere grad end hidtil involveres i kræftopfølgning. Det mener Michael Borre, DMCG.dk’s formand, som henviser til nye resultater fra et shared care-projekt.

En velforberedt almen praksissektor i samarbejde med kommunerne vil i langt højere grad end hidtil kunne inddrages i opgaven med at følge patienter efter endt kræftbehandling.

Det mener formand for sammenslutningen af de Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk) Michael Borre.

Han har positive forventninger til de nye opfølgningsprogrammer, som er på vej inden for, i første omgang, brystkræft, gynækologiske kræftformer, tyk – og endetarmskræft og prostatakræft. Programmerne indebærer blandt andet, at de praktiserende læger inddrages i opfølgningen af kræftpatienter i langt højere grad end hidtil, og det ser Michael Borre som naturligt.

”De praktiserende læger ser allerede i dag kræftpatienter som deres patienter, og en ny rapport fra Sundhedsstyrelen angiver, at disse patienter allerede aflægger egen læge et stort antal besøg. Patienterne selv lægger vægt på, at det ikke vil være en ny og ukendt fagperson, som de skal forholde sig til. Hvis vi har lagt en ordentlig individuel henvisningsplan for patienten, og i øvrigt har gode standardiserede epikriser, er min erfaring, at almen praksis vil være klædt rigtig godt på til opgaven,” siger Michael Borre.

Han fremhæver, at primærsektoren blandt andet har den fordel, at de har tilbud, som i dag sjældent kan tilbydes i sygehusregi, f.eks. fysisk genoptræning, mental støtte og socialrådgivning.

Går patienterne godt

Michael Borres overbevisning om, at almen praksis og kommunerne i højere grad kan involveres i kræftopfølgning, bygger blandt andet på et shared care-projekt mellem de urologiske afdelinger og almen praksis i Region Midtjylland vedrørende prostatakræft. Projektet fandt sted i 2011-2012, men der er netop høstet langtidsresultater på projektet.

Data viser blandt andet, at de patienter, der er døde undervejs, kom tilbage til hospitalet, som de skulle. Det vil sige, at der ikke skete noget med dem, som ikke ville være sket, hvis de gennem hele forløbet var blevet på hospitalet.

De overlevende patienter har via spørgeskema udvist stor tilfredshed. Mange svarer, at det var meget lettere, de brugte kortere tid, og de havde følt sig trygge. De, der havde behov for at blive genhenvist, var blevet det.

”Vi så, at det gik rigtig fint i starten med de første kontakter til primærsektoren, men vi vidste indtil for nylig ikke, om patienterne landede mellem to stole i sektorskiftet, og om det var gået dem bedre, hvis de var blevet på hospitalet. Men vi kan se, at det er gået dem mindst lige så godt i almen praksis som, hvis vi havde haft dem gående i ambulatoriet. Der er ikke tabt nogen undervejs. Det er foregået, som vi havde sat patienterne i udsigt, og de er sluppet for at sidde i vores overfyldte ambulatorier og se en ny læge eller sygeplejerske hver gang,” siger Michael Borre.

Han tilføjer, at det også understreger nødvendigheden af, at man gennem registrering og dataindsamling i fremtiden vil kunne sikre behandlings- og livskvaliteten hos fremtidens mange kræftpatienter, som i stigende grad vil krydse sundhedssektorerne.

Klinikerne skal overbevises

Både på nationalt, regionalt og lokalt plan er man i øjeblikket i gang med at få afklaret, hvordan man skal få udrullet de nye opfølgningsprogrammer for kræftpatienter. I sekundærsektoren har de relevante hospitalsafdelinger fået til opgave at udfærdige en beskrivelse af, hvordan patienten efter endt kræftbehandling i fællesskab med hospitalet og egen læge skal lægge en plan for opfølgningen. Afdelingerne skal også beskrive bivirkninger, symptomer og blodprøvestandarder for, hvad almen praksis bør undersøge for, og hvornår de skal reagere. Alt sammen med det formål at få implementeret de nye opfølgningsprogrammer, som efter planen skulle have været udrullet 1. juni.

Mens arbejdet kører med at få klarlagt præcis, hvad det er, de praktiserende læger skal foretage sig, og ikke mindst hvad de skal have for det, ligger der en opgave i at få overbevist de sidste skeptiske klinikere om, at opfølgningsprogrammerne er en forbedring for patienterne, fortæller Michael Borre.

”Det kan lyde så hult det med, at patienterne skal medinddrages, og at det er deres tarv, det handler om. Det, mener klinikerne, altid har været tilfældet. Men når vi går hinanden på klingen, har vi ikke gjort det systematisk og sikret os, at alle patienter har vidst, hvad de gik ind til. Patienterne skulle med den nye opfølgning gerne stå stærkere, og de stærke af dem skulle gerne tage mere ansvar for sig selv,” siger Michael Borre.

Årsagen til, at der stadig er en del klinikere, der er skeptiske over for de nye programmer, er travlhed, fortæller Michael Borre.

”Alle er ekstremt pressede i øjeblikket, og derfor er man mindre omstillingsparate. Nu skal vi pludselig dokumentere, hver gang patienterne er gået igennem et nyt behandlingsforløb eller skal skifte sektor, og der skal lægges en plan for, hvad der så skal ske med patienten. Det ser mange som en ekstra opgave, selvom jeg ikke mener, det behøver tage mere tid eller koste flere kræfter. Nogle er også frustrerede over, at der overhovedet er rørt ved det traditionelle kontrolregime – hvorfor skifte ud med noget, vi ikke ved om virker,” siger han og tilføjer:

”Men når man siger, at det er for patienternes skyld, og at vi ikke i sygehusvæsnet har ressourcer til den kommende patient-tsunami, så begynder flere at se en mening hermed.”

Alt i alt er Michael Borre optimistisk:

”Jeg har diskuteret med repræsentanter fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation, red.) på Folkemødet og deltaget i fællesmøder i Danske Regioner. Det hele foregår i en meget positiv og konstruktiv ånd. Der er forståelse for, at projektet skal ende lykkeligt, så jeg tror på, at det nok skal komme til at fungere. Programmerne er jo bare en spæd start på, hvordan vi i fremtiden nødvendigvis skal organisere os.”