Debat om smertepræparater bygger på udokumenterede fordomme

Overskrifter i flere medier om at ’forbruget af tramadol stiger’ og ’gysertal’ om morfinforbruget i Danmark har fået speciallæge i onkologi og forsker ved Videncenter for Rehablitering og Palliation, Lene Jarlbæk, til at reagere.

Hun mener, at problemet med den aktuelle debat og tidligere debatter om dette forbrug, er, at den bygger på udokumenterede fordomme i forhold til brugen af morfinlignende lægemidler og udokumenterede antagelser om de patienter, som bruger stofferne.

På videncentrets hjemmeside har hun bl.a. skrevet følgende:

”Debatten har efterladt et utvetydigt billede af et forbrug af morfinlignende stoffer i Danmark, som er helt ude af kontrol, hvor forbruget stiger, hvor lægerne langsomt skruer op for doserne og lader patienterne få behandling med stofferne i årevis.

I Politiken d. 12. marts, i Ugeskrift for Læger d. 11. marts, og i Ritzaus Bureau d. 10.marts omtales danskernes forbrug af morfinlignende stoffer under overskrifter som ’gysertal’, og at myndighederne ikke kontrollerer forbruget. Forbruget omtales som ’ for højt i Danmark’ og som et ’problem’.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 24. marts nyheden ”Forbruget af tramadol stiger” som bekskriver stigningen i forbruget fra 2001 til 2013. I mediernes debat blev Sundhedsstyrelsen beskyldt for ikke at holde øje med forbruget, hvilket er helt forkert – Sundhedsstyrelsen og før dem, Lægemiddelstyrelsen, har i årtier fulgt nøje med i danskernes forbrug af smertestillende lægemidler – og engageret sig i debatten.

Det er en ’gyser’ at læse, hvordan fordomme overfor nogle af de bedste smertestillende lægemidler vi har kobles til et forbrug, som fremstilles helt uden omtanke for de tilgrundliggende enheder, der skaber forbruget – det man kalder ’tæller og nævner’ i gammeldags regning.”

Lene Jarlbæk skriver, at det totale forbrug af stærke opioider i Danmark er steget med 15 procent siden 2005-2007, hvor det tilsvarende er steget med 21 procent i Norge og 40 procent i Sverige. Desuden viser de danske tal for de enkelte år i perioden 2009 – 2013, at en gennemsnits-bruger af det svage opioid, tramadol, i gennemsnit brugte 53 – 56 mg tramadol/dag (en dosis, som cirka svarer til 11 mg morfin om dagen), og at det forbrug var uændret hen over perioden.

Årsagen til stigningen i forbruget af tramadol er især et øget antal brugere. Det er dén faktor, som vi bør interessere os for. Hvorfor er der kommet flere brugere af tramadol? Og – er det et problem eller en gunstig udvikling?

Der er ikke noget i statistikkerne, der kan retfærdiggøre en udtalelse om, at vi gør flere mennesker afhængige af morfinlignende stoffer, og at brugere af tramadol ’ender på de rigtige stærke morfinpræparater med risiko for afhængighed’, som anført i Politikens artikel!”

Og det er Lene Jarlbæks pointe, at vi ikke ved, hvad der sker med smertelindringen, hvis smertebehandling med tramadol og andre morfinlignende stoffer kommer i ’bad standing’. Hun fremhæver, at i forbindelse med et møde afholdt af den internationale sammenslutning for smertestudier og smertebehandling (IASP) i Montreal 2010, blev det deklareret, at ”adgang til smertebehandling er en fundamental menneskeret”. En ret, som er skrevet ind i lovgrundlaget i flere lande.

”Hvad sker der, hvis der i samfundet udvikler sig en hetz mod eller angst for at bruge opioider? Det kan meget vel være, at personer med moderate til stærke smerter ikke får den mest optimale smertebehandling set i forhold til effekt og bivirkninger, ” skriver hun.

”Som speciallæge i onkologi oplever jeg ofte i mine samtaler med patienterne, at de er blevet sat i behandling med morfinlignende stoffer, uden at de har fået de nødvendige instrukser for, hvorledes de skal anvende medicinen, og hvad de kan forvente af effekt og bivirkninger, når de tager medicinen. Der er ingen grund til at tro, at manglende instrukser kun gælder for kræftpatienter. På baggrund af min årelange undervisning af sygeplejersker i smerter og smertelindring af alle typer smerter har jeg hørt mange fortællinger og bemærkninger, om de erfaringer sygeplejerskerne har i forhold til vores (lægernes) måde at ordinere smertestillende lægemidler på. Mit indtryk er helt klart, at mange af os, både i primærsektoren og sekundærsektoren, skal anstrenge os mere for at forklare patienterne om de smertestillende lægemidler, sørge for at der bliver fulgt op på behandlingerne, både i forhold til effekt og bivirkninger, og sikre at patient og pårørende forstår at bruge medicinen.”

Læs mere på pavi.dk.