Lægemidler sjældent skyld i dødsfald
Selvom retsmedicinere finder lægemidler, der især bruges i psykiatrien, i halvdelen af alle obduktioner, kan disse midler kun i yderst sjældne tilfælde mistænkes for at være årsagen til uventede dødsfald.
Sådan lyder konklusionen i et nyt studie, hvor forskere fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet har set på såkaldt QT-forlængende lægemidler og deres rolle i forbindelse med dødsfald.
QT-forlængende lægemidler er for eksempel lægemidler, der bruges mod depression og psykotiske lidelser, men findes også blandt visse antibiotika og medicin mod kvalme. Fælles er at de kan give farlige hjerterytmeforstyrrelser, som kan medføre pludselig død. Hidtil har man dog ikke vidst, hvor ofter en person dør af dem.
“Men man må bare sige, at der er mange konkurrerende årsager, og det er meget sjældent, at vi mistænker, at behandling med disse lægemidler slår ellers fysisk raske mennesker ihjel,” siger Charlotte Uggerhøj, ph.d og klinisk lektor på Aarhus Universitet og speciallæge i klinisk farmakologi på Aarhus Universitetshospital.
Hun peger på, at studiet ikke skal føre til en ændret praksis. Men selvom det er meget få, der dør af dem, minder hun om, at det stadig er unge mennesker.
“Derudover ved vi, at risikoen for at lægemidlerne udløser en hjerterytmeforstyrrelse er større ved f.eks. hjertesygdomme, så vi kan ikke udelukke, at de kan have bidraget til dødsfaldet i visse andre tilfælde,” siger forskeren.
For at finde ud af, hvor ofte et dødsfald kan tilskrives QT-forlængende lægemidler, gennemgik forskerne alle obduktioner fra 2017-2019 – i alt 741. I 167 af tilfældene blev der fundet en koncentration af QT-forlængende lægemidler, der blev defineret som “højrisikabel”. I langt de fleste af disse tilfælde kunne forskerne dog afskrive de QT-forlængende lægemidler som dødsårsagen.
Kun i syv tilfælde (0,9 procent) var det ikke muligt at afskrive de QT-forlængende lægemidler som dødsårsagen.
Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet obducerer hvert år over 300 afdøde for at klarlægge dødsårsagen. Det drejer sig bl.a. om pludselige og uventede dødsfald. En betydelig del af disse dødsfald dækker over personer, der har været i behandling for psykiatriske lidelser.
