Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Ny formand for ADHD-foreningen

Manu Sareen

På en generalforsamling 22. maj blev forfatter Manu Sareen, 55 år, valgt som ny formand for ADHD-foreningen.

Han blev selv som 50-årig diagnosticeret med ADHD og udkom sidste år med en bog om lidelsen under titlen ”Hører du overhovedet efter”. Det er en interviewbog om voksne med ADHD og føjer sig til rækken af i alt 27 udgivelser fra hans hånd.

Manu Sareen er uddannet socialpædagog, konfliktmægler og coach, og var minister i Helle Thorning-regeringen fra 2011 – 2015 for blandt andet sociale forhold, børn og ligestilling. Og om sin nye post siger han bl.a.:

”Jeg er super stolt og glæder mig til at løfte opgaven. Mit liv har i den grad forandret sig, efter jeg fik min ADHD-diagnose for fem år siden. Jeg coacher børn og voksne med ADHD/ADD og nu skal jeg supplere dette med min nye rolle som formand for ADHD-foreningen. Det er slående hvor lidt hjælp, der findes til mennesker med ADHD/ADD og hvor tabuiseret psykisk sygdom er i vores samfund. Det er noget, jeg gerne vil være med til at ændre igennem mit nye hverv som formand.”

ADHD-foreningen er 40 år gammel og har over 6.000 medlemmer. Den arbejder for at skabe bedre vilkår for børn, unge og voksne med diagnosen og insisterer på, at vi har den viden, der skal til for at forstå ADHD og skabe ordentlige indsatser.