Region Hovedstaden vil styrke indsatsen mod mistrivsel blandt børn og unge
Psykiatrien i Region Hovedstaden vil næste år få tilført 36 mio. kr. Pengene målrettes især børnene og de unge, som får de 30 af millionerne til at øge kapaciteten med.
Det fremgår af budgetaftalen for 2023, hvor man også allerede har besluttet at øge indsatsen over for børnene og de unge til 35 mio. kr. i 2024.
“Selvfølgelig er det vigtigt, at der bliver satset på hele psykiatriområdet, men lige nu og her er det vigtigt, at vi sørger for at gøre noget for de fremtidige generationer,” siger Peter Westermann (SF), formand for Social- og Psykiatriudvalget, i en kommentar til aftalen.
Ud over det generelle løft til børne- og ungdomspsykiatrien er der blevet afsat 3,2 mio. kr. årligt til det vellykkede tværsektorielle samarbejde kaldet STIME (Styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed) fra 2024 og frem. Flere kommuner i Region Hovedstaden er med i ’STIME’, hvor de sammen med Børne- og Ungdomspsykiatrien tager et fælles ansvar for at tilbyde børn og unge i psykisk mistrivsel en tidlig og effektiv indsats i deres nærmiljø. Indsatsen er i tråd med anbefalingerne i Sundheds- og Socialstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien, der udkom i starten af året.
Opnormering af F-ACT team
Partierne bag budgetaftalen har desuden vedtaget at styrke den ambulante indsats og har afsat 3,2 mio. kr. til opnormering af F-ACT teamet, der yder intensiv ambulant psykiatrisk behandling til mennesker med svær psykisk sygdom.
Styrende for regionsrådets prioritering af de økonomiske midler i fremtiden er den 10-årsplan for psykiatrien, som et flertal i Folketinget vedtog i september. Blandt andet er man i årets budgetaftale blevet enige om at udarbejde en ny treårsplan for udviklingen i psykiatrien, der tager udgangspunkt i den nationale 10-årsplan.
