Nyt nationalt råd skal følge 10-års planen for psykiatrien til dørs
Den kommende 10-års plan for psykiatrien og mental sundhed vil nu blive fulgt af et nyt nationalt råd. Det skal være med til at sikre, at de mange indsatser i planen får den ønskede og nødvendige effekt foruden at det skal rådgive om konkrete udspil.
Til en start har Sundhedsstyrelsen derfor inviteret repræsentanter for en lang række organisationer med relevans for det psykiatriske område, som sammen med repræsentanter for de involverede ministerier skal udgøre det nye råd.
Derudover har Sundhedsstyrelsen sammen med Social- og Boligstyrelsen og Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet nedsat en række faglige arbejdsgrupper, der i den kommende tid skal hjælpe med at beskrive de faglige rammer for de forskellige tilbud og indsatser under 10-årsplanen. Der skal blandt andet etableres et nyt behandlingstilbud til børn og unge i kommunerne, og der skal laves rammer for en bedre indsats til børn, unge og voksne, som lider af alvorlige psykiske sygdomme som eksempelvis skizofreni. Arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med andre styrelser på bl.a. social- og skoleområdet.
Løbende justeret
Arbejdet følger dermed den model, Sundhedsstyrelsen har brugt tidligere på kræftområdet, hvor fire store kræftplaner blev fulgt tæt og løbende justeret. Samtidig var en national monitorering og ambitiøse kræftpakker udviklet af arbejdsgrupper i Sundhedsstyrelsen med til at løfte kvaliteten mærkbart over en ti-årig periode.
De faglige arbejdsgrupper er i første række fire:
- Arbejdsgruppe vedrørende faglige rammer for etablering af et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse.
- Arbejdsgruppe vedrørende forløbsbeskrivelser for børn og unge med psykoselidelser.
- Arbejdsgruppe vedrørende forløbsbeskrivelser for voksne med psykoselidelser.
- Partnerskab til forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg til rådgivning om fagligt oplæg til en handlingsplan på området.
