Hver anden, som starter i stofmisbrugsbehandling, har været i kontakt med psykiatrien
Hver anden, som begyndte i stofmisbrugsbehandling i 2022, har været i kontakt med psykiatrien.
I 2022 begyndte 7.900 voksne personer, der blev visiteret af kommunerne, i stofmisbrugsbehandling. Af dem var 47 procent i kontakt med psykiatriske afdelinger på sygehusene i perioden 2020-2022, mens det gjaldt fire procent af befolkningen generelt.
Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som ser på personer, som fik iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022 i forhold til familieforhold, kriminalitet og kontakt med psykiatrien.
Samlet set var det i høj grad unge mænd, som startede i stofmisbrugsbehandling i 2022, ikke færre end 75 procent var mænd, og hver anden af dem var mellem 18 og 29 år.
”Personer, der starter i stofmisbrugsbehandling, er ofte unge, enlige mænd under 30 år, og de er i højere grad end resten af befolkningen i kontakt med psykiatrien, har i højere grad domme for kriminalitet og er i højere grad ofre for anmeldt vold,” siger Benedikte Beckman Nygaard, fuldmægtig hos Danmarks Statistik.
36 procent af personerne, der startede i stofmisbrugsbehandling, og som også var i kontakt med psykiatrien, fik stillet mindst én psykiatrisk diagnose i relation til misbrug.
I 2022 fik 21 procent af personerne, som fik iværksat stofmisbrugsbehandling, en fængselsstraf eller bøde for kriminalitet.
”Der er en markant overvægt af både mænd og kvinder med iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022, som fik en straf for kriminalitet samme år. Målt på straffen ser det også ud til, at disse personer begår alvorligere kriminalitet, da en højere andel for eksempel fik ubetingede fængselsstraffe end dømte i resten af befolkningen,” siger Benedikte Beckman og tilføjer:
Det er første gang, at alle 98 kommuner er med i opgørelsen, og hele analysen om personer med iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022 kan læses her: www.dst.dk/analyser/52738
