Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Region Hovedstaden vildledte om ventetider i børne- og unge-psykiatrien

Tilbage i 2019 forlød det fra Region Hovedstaden, at ventetiden for unge under 18 år, der skulle udredes i psykiatrien i Region Hovedstaden, var væk, og et vigtigt politisk mål var nået.

Men Politiken kan afsløre, at regionen med et fingerknips fik ventetiden til at styrtdykke i de officielle tal ved at anvende en metode til registrering af udredningstider, der direkte strider mod lovgivningen. Forbedringen skyldtes nemlig primært en ændring i registreringspraksis, hvor børn og unge blev markeret som endeligt udredt ved deres første samtale, selvom mange fortsat var under udredning.

Juridiske eksperter, som Politiken har talt med, kritiserer regionens metode som direkte ulovlig og vildledende.

"Det er noget trylleri. På et splitsekund opfylder de reglerne, og alt er smukt. Men det er misvisende. Jeg er rystet over det," siger Kent Kristensen til Politiken. Han er lektor på Juridisk Institut på Aalborg Universitet og forfatter til bøger om sundhedsjura.

Først i december 2023 går Region Hovedstaden går bort fra den praksis, der blev brugt i fire-et-halvt år siden juni 2019. I perioden er 20.000 børn og unge udredt i regionen for psykisk lidelse. En andel af dem har på grund af regionens registreringspraksis ikke fået tilbud om hurtig udredning på privathospital. 

Region Hovedstaden erkender overfor Politiken fejl, men holder fast i, at børn ikke har fået et dårligere tilbud.