Skip to main content

Vaccinations tidsskrift logo

Danske forskere får adgang til register for vaccinedata

Danske forskere får nu mulighed for at anmode om data for alle vaccinationer fra Det Danske Vaccinationsregister (DDV) til brug for forskning, skriver Statens Serum Institut (SSI).

Siden 1. oktober 2023 har forskere kunnet ansøge om data på alle typer vacciner fra DDV hos Forskerservice og ikke kun COVID-19-vaccinedata. Det sker på baggrund af en aftale mellem SSI og Forskerservice hos Sundhedsdatastyrelsen (SDS).

Det er derfor nu muligt at søge om vaccinedata på alt fra influenza- til HPV-vaccination, kighostevaccination og øvrige vacciner i det danske børnevaccinationsprogram. 

"Det er helt afgørende for forskere at have adgang til sundhedsdata, så vi hele tiden kan blive klogere på sygdomme, behandling og forebyggelse, og her er vaccinationsdata en vigtig brik. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu også kan tilbyde disse data til forskningen," siger Marianne Voldstedlund, afdelingschef, Epidemiologisk Infektionsberedskab, Statens Serum Institut. 

De oplysninger, man nu kan søge om, indeholder blandt andet information om vaccinetype og oplysninger omkring administration og registrering af vaccination. 

Læs mere om adgangen til data via Forskerservice her: Data fra SSI til forskning.