Aldosteronsyntesehæmmer sænker blodtrykket hos patienter med behandlingsresistent hypertension
ESC: Baxdrostat reducerede systolisk blodtryk signifikant hos patienter med ukontrolleret eller resistent hypertension trods behandling med flere antihypertensiva. Effekten var robust på tværs af doser. Bivirkningsprofilen var overvejende håndterbar.
Det viser et nyt fase III-studie publiceret i New England Journal of Medicine og præsenteret på ESC 2025. Studiet inkluderede 796 patienter, hvoraf 794 modtog behandling.
Patienterne havde et systolisk blodtryk mellem 140 og 170 mmHg ved inklusion, trods behandling med enten to antihypertensiva (ukontrolleret hypertension) eller tre eller flere præparater inklusiv diuretika (resistent hypertension).
Efter en run-in periode med placebo blev deltagerne randomiseret 1:1:1 til baxdrostat 1 mg (n=264), baxdrostat 2 mg (n=266) eller placebo (n=264) én gang dagligt i 12 uger som tillæg til deres vanlige behandling.
Efter 12 ugers behandling var faldet i systolisk blodtryk markant større i begge baxdrostat-grupper sammenlignet med placebo. Det gennemsnitlige fald var –14,5 mmHg (95% CI –16,5 til –12,5) i 1 mg-gruppen og –15,7 mmHg (95% CI –17,6 til –13,7) i 2 mg-gruppen. Til sammenligning var faldet i placebogruppen –5,8 mmHg (95% CI –7,9 til –3,8). De placebojusterede forskelle var –8,7 mmHg (95% CI –11,5 til –5,8) og –9,8 mmHg (95% CI –12,6 til –7,0) for henholdsvis 1 mg og 2 mg, begge med p<0,001.
Forekomsten af bivirkninger var lav, men hyperkaliæmi udgjorde den væsentligste sikkerhedsbekymring. Serum-kalium over 6,0 mmol/L blev rapporteret hos 6 patienter (2,3 procent) i 1 mg-gruppen, hos 8 patienter (3,0 procent) i 2 mg-gruppen og hos 1 patient (0,4 procent) i placebogruppen. Der blev ikke registreret uventede sikkerhedssignaler eller forskelle i øvrige bivirkninger mellem grupperne.
Baxdrostat er en selektiv hæmmer af aldosteronsyntase, og til forskel fra mineralokortikoid-receptorantagonister (som spironolakton og eplerenon) hæmmer stoffet direkte produktionen af aldosteron. Forskerne bag studiet fremhæver, at dette kan tilbyde en ny behandlingsvej for patienter med svært kontrollerbar hypertension, hvor hyperaldosteronisme spiller en vigtig patogenetisk rolle.
”Hos patienter med ukontrolleret eller resistent hypertension førte tillæg af baxdrostat til et signifikant større fald i systolisk blodtryk end placebo,” lyder det i forskningsartiklens konklusion.
