
”Vi ved, at der lige nu mangler 2.000 speciallæger. Det er et ret håndgribeligt tal. Men vi ved ikke, hvordan udviklingen bliver over tid, for det afhænger også af, hvilke opgaver lægerne skal løse både inde på sygehusene, i almen praksis og blandt praktiserende speciallæger med egen klinik. Vi skal derfor se på, hvilket behov der bliver i fremtiden," siger Josephine Rathenborg. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Unge læger står i kø for at blive speciallæger – og det er et problem
Mens Danmark mangler speciallæger, oplever yngre læger en flaskehals ved introduktionsstillingerne. Lægeforeningen, Yngre Læger og FADL kæmper for et lavere optag på medicinstudiet, mens de lægestuderende er bekymrede for fremtiden og undersøger alternative karriereveje.
En opgørelse fra Lægeforeningen fra august viser, at regionerne skal opslå næsten 1.000 flere introduktionsstillinger inden årets udgang for at nå Sundhedsstyrelsens minimumsdimensionering. Hvor stort problemet med flaskehalsen er, ved ingen præcist: Der findes ikke en offentlig landsdækkende opgørelse over, hvor mange læger der reelt sidder fast, eller hvor længe de venter.
For Lægeforeningens nye formand, Josephine Rathenborg, hænger flaskehalsen tæt sammen med diskussionen om, hvor mange læger Danmark skal uddanne. Hun efterlyser en skelnen mellem manglen på læger og speciallæger – og mellem optaget på medicinstudiet og kapaciteten i videreuddannelsen.
”Vi ved, at der lige nu mangler 2.000 speciallæger. Det er et ret håndgribeligt tal. Men vi ved ikke, hvordan udviklingen bliver over tid, for det afhænger også af, hvilke opgaver lægerne skal løse både inde på sygehusene, i almen praksis og blandt praktiserende speciallæger med egen klinik. Vi skal derfor se på, hvilket behov der bliver i fremtiden.”
Systemet spænder ben for de unge
”Der går en del læger på pension de kommende år, så man vil rundt i landet mærke, at der forsvinder flere erfarne læger end der kommer nye. Derfor risikerer vi en skævvridning i forhold til at få dækket speciallægefunktionen i de trængte specialer,” siger Josephine Rathenborg.
Samtidig kan yngre læger blive forsinket tidligt i videreuddannelsen, og ifølge Yngre Læger er det netop ved introduktionsstillingerne, presset mærkes tydeligst.
”Det er blevet sværere at få en introstilling. Man skal søge mange flere stillinger, og man skal søge bredt. Mange oplever, at der simpelthen ikke er stillinger nok. Derfor ville det være godt med bedre data på området, ligesom der er med HU-stillingerne,” siger Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger.
For hoveduddannelsesstillingerne findes der nationale data, men de giver ikke et entydigt billede af presset. Sundhedsstyrelsens seneste samlede opgørelse er fra 2023, hvor 1.191 ordinære hoveduddannelsesforløb blev slået op, og 971 blev besat. Der var 1.751 registrerede ansøgere, men den samme læge kan tælle flere gange på tværs af specialer, regioner og ansættelsesrunder. Tallene kan derfor ikke bruges til at beregne den enkelte læges chance for at få en hoveduddannelsesstilling.
”Det er klart ved introduktionsstillingerne, problemet er lige nu,” vurderer Wendy Sophie Schou. ”Men vi kan være bekymrede for, om vi om et par år, når pladserne på hoveduddannelserne begynder at blive fyldt, skubber problemet videre dertil.”
Ingen ved, hvor mange der står i kø
Introduktionsstillingerne er omfattet af en minimums- og maksimumsdimensionering. De Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse godkender de konkrete forløb, mens ansættelsesstederne finansierer og slår stillingerne op. Hvor mange stillinger der faktisk bliver oprettet, afhænger dermed også af lokale prioriteringer og budgetter.
”Der vil selvfølgelig altid være en form for flaskehals, men den skal ikke være større end den naturlige forskel i antallet af introduktions- og hoveduddannelsesstillinger,” siger Josephine Rathenborg.
Hvor mange læger, der reelt sidder fast i flaskehalsen, er imidlertid svært at fastslå. Der findes hverken en offentlig landsdækkende opgørelse over unikke ansøgere til introduktionsstillinger eller over, hvor længe læger venter på at komme videre i speciallægeuddannelsen.
”Det er et kæmpestort problem i sig selv,” siger Wendy Sophie Schou.
En undersøgelse fra Lægeforeningen tidligere i år giver dog et fingerpeg. I et udsnit af introduktionsstillinger var der i gennemsnit 22 ansøgere per stilling. Undersøgelsen kan ikke vise, hvor mange unikke læger der står bag ansøgningerne, eller hvor længe de venter på en stilling.
”Min frygt er, at det tal er endnu højere i dag. Vores medlemmer søger bredt og i alle mulige specialer, og alligevel bliver de måske kun kaldt til én samtale,” siger Wendy Sophie Schou.
Rekordoptag på medicinstudiet
Mens der mangler viden om den aktuelle flaskehals i videreuddannelsen, er én udvikling til gengæld klar: Der kommer stadig flere læger ind i systemet.
1.876 nye studerende er ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen optaget på medicin med studiestart i september 2026 eller februar 2027. Det er 31 flere end i 2025 og mere end 300 flere end i 2018.
Finansministeriets mekaniske fremskrivning peger samtidig på, at udbuddet af læger i 2035 kan overstige efterspørgslen med omkring 8.000. Det fremtidige behov afhænger blandt andet af, hvilke opgaver lægerne skal løse, og hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig.
Selvom fremskrivningen ikke er en direkte forudsigelse om 8.000 arbejdsløse læger, bakkes billedet op af professor emeritus i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, som selv har kigget på tallene. I et indlæg hos Altinget kalder han de 8.000 et pejlemærke, ikke en prognose. Hans vurdering er, at tallet sammen med Sundhedsstyrelsens lægeprognose og udviklingen i antallet af læger siden 2007 peger mod en reel risiko for lægearbejdsløshed.
Politisk åbning for lavere optag
Lægeforeningen, Yngre Læger og FADL ønsker optaget reduceret med mindst 250 studiepladser om året. Organisationerne har gennem længere tid forsøgt at få budskabet igennem til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og sendte blandt andet 7.178 julekort til hende i december 2025 med beskeden om, at Danmark mangler speciallæger – ikke flere medicinstuderende.
”Hvis optaget fortsætter på det nuværende niveau, vil vi i 2035 have 8.000 flere læger i den erhvervsaktive alder, end vi har i dag. Hvis vi reducerer optaget med mindst 250 medicinstuderende om året, vil vi stadig have 6.000 flere aktive læger end i dag,” siger Josephine Rathenborg.
Da Christina Egelund modtog de mange julekort i december, ville hun ikke åbne for at sænke optaget. Men i august sagde hun til TV 2, at hun er ”helt indstillet på at kigge på det her, fordi jeg har jo ikke noget religiøst forhold til, at man skal uddanne for mange læger”.
Hun vil nu se nærmere på det fremtidige lægebehov sammen med sundhedsministeren. Foreløbig er der dog kun tale om en åbning i diskussionen, ikke et egentligt kursskifte.
De to problemer har imidlertid vidt forskellige tidshorisonter. Som Josephine Rathenborg påpeger, påvirker et lavere optag først antallet af kandidater efter seks års studie og antallet af speciallæger endnu senere. Det skaffer desuden ikke en eneste ekstra introduktionsstilling til de læger, der søger nu.
De studerende har en plan C og D
Mens diskussionen om optag, speciallægemangel og videreuddannelseskapacitet foregår politisk, mærkes usikkerheden allerede blandt de studerende. FADLs forperson, Sara Villanueva Dalbøl, beskriver et tydeligt stemningsskifte gennem de seneste et til to år.
”Vi er nået til et punkt, hvor alle taler om det på gangene. Der er ikke én lægestuderende, som ikke kender til problematikken.”
FADLs studieundersøgelse fra 2025 bygger på 1.264 besvarelser. Her svarede 70 procent, at de var bekymrede for deres fremtidige arbejdsliv som læge. Blandt de bekymrede frygtede ni ud af ti, at de ikke kunne få introduktions- og hoveduddannelsesstillinger efter KBU, og knap halvdelen frygtede fremtidig lægearbejdsløshed.
”Jeg tror, alle er begyndt at have en plan B, C og D. Det er faktisk den største forskel i forhold til for et år siden. Tidligere tænkte man måske: ‘Det her er min plan A. Jeg har nogle overvejelser om en plan B, men jeg går efter plan A.’ Nu siger folk, at de bliver nødt til at tænke over deres plan A, B, C og D, fordi de ved, at de nærmest ikke er sikret noget.”
Usikkerheden påvirker ifølge FADL også, hvordan de studerende planlægger deres studietid og karriere. Studiejobs, forskning og foreningsarbejde bliver i højere grad vurderet efter, hvordan de kan styrke et CV.
”Det kan ikke være meningen, at lægestuderende, som lige er begyndt på studiet, er så nervøse for deres fremtidige karrieremuligheder, at de allerede nu tænker på for eksempel at starte deres egen forening, udelukkende fordi de håber, at det ser godt ud på CV’et om syv til 10 år.”
Flere kigger på andre karriereveje
Usikkerheden får flere studerende til at orientere sig mod andre karriereveje end den klassiske vej som speciallæge. Det gælder blandt andet forskning, medicinalindustrien, sundhedsteknologi og myndigheder.
FADL har ingen tal, der dokumenterer udviklingen, men Sara Villanueva Dalbøl fortæller, at den øgede interesse har fået dem til at udgive en karrierebog om alternative muligheder.
Om industrien siger hun, at ”det er en karrieremulighed, som flere overvejer. Hvor det tidligere var en sjældenhed, er det nu en reel overvejelse.”
Wendy Sophie Schou advarer mod at betragte industrien som en løsning på et eventuelt fremtidigt overskud af læger:
”Generelt må vi sige, at det er lidt en misforståelse, at industrien kan opsuge alle de læger, der ikke kan eller vil arbejde klinisk på hospitalerne. Det er faktisk et meget lille antal af vores medlemmer, som arbejder i industrien.”
Hun peger samtidig på, at de kommende læger har andre ønsker til arbejdslivet end tidligere. Det handler ikke nødvendigvis om et fravalg af klinikken, men også om større krav til fleksibilitet i blandt andet vagtplaner, vagtordninger og karriereambitioner.
”Der kommer helt sikkert en generation af læger nu, som vil noget andet med deres arbejdsliv, end den tidligere generation har villet,” siger Wendy Sophie Schou.
For Josephine Rathenborg er det afgørende, at alternative karriereveje er et valg og ikke en konsekvens af, at læger ikke kan komme videre i det kliniske system.
”Det, vi ikke vil have, er, at vi uddanner en medicinstuderende til læge, uden at vedkommende bagefter kan komme til at arbejde som læge. Det er fint nok, at man finder andre karriereveje, men det skal ikke være noget, man bliver tvunget til. Vi uddanner læger til at være læger og til at være til gavn for patienterne.”
Kan i princippet løses hurtigt
Mens et lavere optag er en langsigtet løsning, kræver den aktuelle flaskehals ved introduktionsstillingerne andre greb.
Josephine Rathenborg peger på tre muligheder: Afdelinger kan gå fra minimums- til maksimumsdimensionering af introduktionsstillinger, uklassificerede lægestillinger kan konverteres til uddannelsesstillinger, og seniorlæger kan vende tilbage i afgrænsede supervisorfunktioner.
”I princippet kan det ske fra den ene måned til den anden, fordi det er afdelingerne selv, der bestemmer, hvilke stillinger de slår op,” siger Josephine Rathenborg.
Lægeorganisationerne opfordrer regionerne til at udnytte maksimumsdimensioneringen på 3.898 introduktionsstillinger. Danske Regioner har samtidig varslet nye regler, der skal begrænse muligheden for at tage gentagne introduktionsstillinger.
Videreuddannelsesregion Syd nuancerer dog Lægeforeningens opgørelse over, hvor mange stillinger regionen mangler at opslå i år. Regionen påpeger, at ét stillingsopslag kan føre til flere ansættelser, og at antallet af opslag derfor ikke nødvendigvis svarer til antallet af besatte introduktionsstillinger.
Danske Regioner siger, at der ikke er en generel mangel på speciallæger, men mangel i bestemte specialer og dele af landet. Som led i sundhedsreformen skal flere intro- og hoveduddannelsesforløb derfor placeres uden for de største byer, og organisationen siger, at yngre læger må søge der, hvor stillingerne er. Eksempelvis oplyser Videreuddannelsesregion Syd, at den har omkring 50 ledige introduktionsstillinger i almen medicin.
Der mangler mindst 2000 speciallæger
Lægeforeningen vurderer, at Danmark mangler mindst 2.000 speciallæger. Analysen bygger på ti udvalgte specialer og omfatter ingen af de fem specialer, som Specialisten dækker. Vurderinger fra tre af specialernes videnskabelige selskaber viser forskellige udfordringer.
Ulla Møller Weinreich, DLS: ”Mængden af normerede speciallæger i lungemedicin har været for lav i mange år. Vi driver en af de store cancerpakker, som kræver rigtig mange lægelige ressourcer, og de ressourcer er i høj grad gået fra den benigne lungemedicin (...) Vi er et af de specialer, som allerede har flyttet mange patienter ud i praksis på grund af manglende speciallæge-kapacitet.”
Ditte Marie Saunte, DDS: ”Med stigende hudkræftforekomst, en aldrende befolkning og flere behandlingsmuligheder vil behovet for dermatologer vokse, og speciallægedækningen er langt fra ens på tværs af landet. Men det handler ikke kun om at uddanne flere speciallæger; vi mangler ydernumre og faste stillinger, så de speciallæger, vi allerede har, kan komme til at arbejde klinisk med patienterne.”
Peter Lommer Kristensen, DES: ”Der er kun enkelte ubesatte endokrinologiske speciallægestillinger i Danmark, men fremtiden er usikker, da antallet af introstillinger i de medicinske specialer er få, og udsigten til fast arbejde i endokrinologien er uklar”.
Artiklen er fra Medicinske Tidsskrifters magasin for specialister fra oktober 2026
