Ny PLO-direktør: Det er et drømmejob

Til august sætter Henrik Dam sig i direktørstolen for Praktiserende Lægers Organisation efter syv år som rektor for for Syddansk Universitet (SDU). Mennesker omkring ham kalder ham knivskarp, sympatisk og involverende som leder.

Faktisk har de rigtig svært ved at komme på noget dårligt om ham - ud over, at han måske ind imellem er lidt for dårlig til at fejre egne succeser.

At hoppe fra et job som rektor for et stort statsejet universitet som SDU til en rolle som direktør for en lille privat lægeforening som PLO lyder nærmest som at gå fra sort til hvidt. Men manden bag springet kan fint se den røde tråd. For 53-årige Henrik Dam er det nemlig slet ikke organisationens størrelse, der betyder noget. Det afgørende er, om han har en klokkeklar oplevelse af, at han i det nye job kommer til at gøre nytte for hele samfundet. Og her anser han almen praksis for at være et uhyre vigtigt borgertilbud, som han tror på, at han med sine kompetencer og erfaringer kan være med til at få til at fungere endnu bedre. 

“Det er et drømmejob at få lov til at arbejde med almen praksis, der med patienternes frie lægevalg og lægernes gatekeeper-funktion og personlige kendskab til patienterne er fundamentet i det danske sundhedsvæsen,” siger Henrik Dam. 

Han ser allerede nu mange udfordringer i almen praksis den kommende tid. Og nogle af udfordringerne stiftede han tidligt i sin karriere bekendtskab med under en ansættelse i Sundhedsministeriet i 90’erne.

“Da jeg blev færdig som cand. jur. fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet og skrev min ph.d.-afhandling, havde jeg en drøm om, at jeg skulle arbejde med sundhedsvæsenet. Så mit første rigtige job uden for universitetsverdenen var som fuldmægtig i Sundhedsministeriets tredje kontor. Dengang var jeg ansvarlig for praktiserende læger - det var mit primære ansvarsområde. Selvom meget har ændret sig siden dengang, går i hvert fald ét problem, lægemangel, igen,” siger han. 

Henrik Dam havde kun været i Sundhedsministeriet i et år, da han fik lov til at skrive en disputats på sit gamle fakultet. Hans oprindelige tanke var, han ville forlade universitetet igen umiddelbart efter, at han havde lagt sidste hånd på disputatsen. Men sådan kom det ikke til at gå, da fakultetet tilbød ham et professorat og samtidigt udnævnte ham som prodekan. 

Stejl læringskurve

Som blot 38-årig blev han dekan selvsamme sted - landets hidtil yngste af slagsen. Med ét var han landet på ledelsesvejen, der i 2014 førte ham videre til jobbet som rektor for SDU. Det job gik han helhjertet ind i. I modsætning til SDU´s lyntogs-professorer, som et par dage om ugen pendlede fra København til Odense, flyttede han familien til et hus ved Hole Skov på Fyn, engagerede sig i kollegerne og universitetsmiljøet, og deltog i lokale arrangementer. Som en knalddygtig og genuin sympatisk person vandt han hurtigt de ansattes og de studerendes hjerter og respekt. 

Siden da har han forstået sig selv som topleder. Hans metier blev ledelse.

“Da jeg fik øje på jobbet i PLO, så jeg muligheden for at kombinere et interesseområde, sundhedsområdet, med min ledelseserfaring. Da meget vand er løbet under broen, siden jeg sidst beskæftigede mig med sundhedsområdet, vil den første tid i mit kommende job selvfølgelig blive noget udfordret af et begrænset domænekendskab. Men heldigvis er jeg vant til at sætte mig ind i kompliceret stof. Og så vil jeg få god hjælp af en dygtig og veldrevet organisation til at komme ind i problemstillingerne,” siger Henrik Dam. 

Opgaver, som venter

Da han stadig er rektor for SDU og først indleder sit nye liv som direktør for PLO til august, vil han slet ikke gå ind i, hvad det er for konkrete opgaver, der venter. Men det er heller ikke nødvendigt, da man blot ved at læse med i nyhedsstrømmen i medierne og lytte lidt til vandrørene hurtigt selv kan danne sig et indtryk af opgavernes antal og tyngde.

Den største opgave for PLO´s nye formand og kommende direktør bliver unægteligt at få forhandlet lægernes overenskomst på plads. Dertil kommer den pågående strid om vagtlægeordningen i Region Sjælland, hvor det i flere år har været lægernes ønske at indgå en ny aftale om at modernisere lægevagten. Endelig venter hele udviklingen og implementeringen af det nære sundhedsvæsen og opgaveflytningen fra de store sygehuse - snart supersygehuse - til kommunerne og almen praksis, som i forvejen er uhyre trængte på tid og ressourcer. 

Rollefordelingen

Hvordan den præcise rollefordeling mellem Henrik Dam og PLO-formand Jørgen Skadborg bliver ved ingen endnu. Parterne har aftalt at vente med at aftale det til at Henrik Dam tjekker ind i PLO til august. Men direktørens rolle vil muligvis blive en anelse mere tilbagetrukket, end han hidtil har været vant til, da det på et universitet typisk er rektor, der fører ordet udadtil frem for bestyrelsesformanden. 

Rollen bliver anderledes i PLO, hvor direktøren traditionelt set har været den grå eminence, der støber de kugler, som formanden skal bruge i sit arbejde. Spørger man hans kolleger og samarbejdspartnere og kolleger lyder det samstemmende, at Henrik Dam også vil passe ‘eminent godt’ i rollen som rådgiver og beslutningstager i PLO´s maskinrum, da han ud over at være “uhyre skarp i pæren” også har “formidable analytiske evner” og en “involverende” ledelsesstil. Som leder er han “lyttende”, “tillidsskabende”, “troværdig” og “autentisk”, som forhandler “smidig” og “til at stole på” og som er en “rigtig dygtig retoriker”, der altid leverer gode taler fulde af integritet og klare budskaber, lyder det.

Det vil ikke tage ham lang tid at sætte sig ind i, hvad der rører sig i sundhedsvæsenet. Og når først han er klædt på, så skal dem, der skal arbejde sammen med ham, stå tidligt op, lyder det fra mennesker omkring ham, der har rigtig svært ved at komme på noget dårligt at sige ud over, at han måske ind imellem er lidt for dårlig til at fejre egne succeser.

Gør brug af lobbyarbejde

Som rektor har Henrik Dam ellers haft meget at fejre, da han har opnået mange resultater og for alvor fået sat SDU på den universitetspolitiske dagsorden. Ét af de redskaber, som Henrik Dam ofte har brugt, er lobbyisme - eller interessevaretagelse, som han selv foretrækker at kalde det. Og det redskab vil helt sikkert også komme i spil i PLO, der har mange interessenter i regioner, kommuner og blandt ordførere og ministre på Christiansborg. På SDU foregik det ved, at han mødtes med interessenterne, hvor han gennem dialog og forhandling fik indgået nogle aftaler om, hvordan f.eks. politikerne kunne hjælpe SDU med at løse et specifikt problem eller opnå et bestemt resultat. 

Som regel foregik den slags møder i en konstruktiv tone - men ind imellem skete det, at bølgerne gik højt, som f.eks. i 2014, hvor den daværende radikale uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i de landsdækkende medier proklamerede, at hun nu ville gå i gang med at rydde op i landets universitetsuddannelser og skære ned i antallet af studiepladser set i lyset af, at alt for mange studieretninger lignede hinanden. Det udløste prompte et skarpt svar fra Henrik Dam, der i de selvsamme medier gjorde det klart, at hans universitet selv ryddede op efter behov, og at det slet ikke var en opgave for en minister.  

“Jeg er ikke typen, der hele tiden vil debattere og skrive kronikker og debatindlæg om alt muligt mellem himmel og jord. Men jeg er på og er skarp, når der er behov for det. Og det var det, der førte til, at jeg i 2014 havde et verbalt slagsmål med Sofie Carsten Nielsen. Vi var enige i, at der skulle gøres noget ved dimensioneringen af de forskellige uddannelser. Men vi var meget uenige om metoden. Og så havde jeg et behov for at markere mit syn så sagen,” siger han og nævner, at han efterfølgende samlede de interessenter i regionerne og kommunerne, der havde den samme interesse i at ændre dimensioneringsmodellen og indgik i en mere konstruktiv dialog med ministeren og en række ordførere om at ændre den. 

Det førte til, at han sammen med den øvrige universitetsledelse fik sikret studiepladser i Sønderborg, Esbjerg og Kolding, så SDU ikke skulle skære så meget i studieretninger og - pladser, som de ellers skulle have gjort. 

Rodede med elektronik

Det resultat, han dog er mest stolt af, er hans indførelse af testbaserede optag på universitetet. For selv om de klassiske karakterer er gode til at sige noget om de unges evner og deres chance for at gennemføre en universitetsuddannelse og få et godt job, siger det ikke noget om deres motivation for at studere det fag, de har søgt optagelse på. 

“Du kan have voldsomt høje karakterer og søge ind på et studie uden at være synderligt motiveret for det. Det er synd for de studerende, som har et højt gennemsnit og er godt begavede, at få det nederlag ved at påbegynde et studie, som det så viser sig, at man alligevel ikke kan lide. Det er også ærgerligt for universitetet, da det koster mange penge at starte folk op på et studie, som de aldrig gennemfører. I sidste ende er det et tab for samfundet, da man f.eks. ikke kan have en halvstuderet mediciner til at arbejde på hospitalet eller i almen praksis,” siger han.

Henrik Dam læste selv jura, som han brændte for. Og han befandt sig også rigtig godt på studiet. Men han var alligevel overrasket over at finde ud af, at studiet mest af alt gik ud på at læse, læse, læse, læse. I løbet af de fem år så han stort set ikke et retslokale. Studiet var spændende - men ikke det, han forventede. 

Henrik Dom gennemførte sit jurastudie til kryds og slange. Men hvis han var endt med at droppe ud, ville det ikke have været nogen katastrofe, da han med sit karakterblad fra gymnasiet og med sine mange hobbyer og interesser kunne være gået rigtig mange veje. Det kunne være blevet til en karriere som historiker, psykolog eller økonom. Det var så vidt, han husker, nogle af de andre karriereveje, han overvejede.

Job skal vælges efter interesse

Henrik Dam er født på Amager og vokset op sammen med sine forældre og søskende i et rækkehus på Ramundsvej. Gudfaderen, der sammen med gudmoderen boede i rækkehuset ved siden af, var hobbyelektriker og havde kælderen fuld af elektronik, som han elskede at rode med. Han lavede små elektroniske gadgets ud af de mange ledninger, dioder og resistorer. Men hobbyen falmede, da han som 10-årig flyttede ti et hus ved Egebjerg i Ballerup.

I gymnasiet job som avisbud. Og det er til dato det kedeligste job, han nogensinde har haft.

“Stor respekt for dem, der i årevis fortsætter med at stå op og køre ud i mørket med aviser. For det er godt nok hårdt arbejde. Jeg cyklede rundt i mørke tidlig morgen i en snestorm. Jeg var møgbeskidt, smurt ind i tryksværte, og der var virkelig tryk på. Jeg gjorde det kun for pengene. Ikke noget som helst andet,” siger han. 

Det lærte ham nødvendigheden at vælge job efter, hvad han synes er interessant, og hvor han tydeligt kan mærke, at han løfter en vigtig samfundsopgave.

“Jeg skal være et sted, hvor arbejdet er meningsfuldt, og hvor jeg skaber værdi for samfundet. Og det kommer jeg uden tvivl til at gøre som direktør for PLO.”