Frede Olesen: Stigende krav udtrætter og fører til udbrændthed

Da jeg var ung og nynedsat læge i en solopraksis, skete det ikke sjældent, at jeg var kørt fast i oplevelser, sygdomsforløb og historier, jeg ikke forstod eller kunne gennemskue. De passede ikke med mine hospitalserfaringer eller min universitetslærdom.

Jeg drøftede ofte sådanne sygehistorier med min ældre forgænger i den praksis, jeg havde købt, og i selvforsvar kunne jeg godt tale både dømmende og fordømmende om patienters reaktioner og adfærd. Et klassisk tegn på truende jobutilfredshed. 

Det blev på et tidspunkt for meget for min gode forgænger, og en dag tog han mig i skole med følgende høfligt fremførte svada: ”Det vil jeg sige dig. I almen praksis ser du patienten, ikke som han burde være, ikke som man siger, han er, ikke som man tror, han er. Der ser du patienten, lige netop som mennesket er. Det er et privilegie. Og hvis ikke du kommer til at holde af det, skal du overveje at skifte til et andet speciale.” Det gav stof til eftertanke i dagene derefter!

Betingelser truer arbejdsglæde

I årenes løb ramte ordene mig igen og igen, når der var lidt sortere dage, der truede min ellers normale arbejdsglæde. Vi skal holde fokus på, at det er et privilegie at møde patienten i konsultationen eller at tage en stor, sort lægetaske i hånden og som veluddannet professionel opleve, at man kan gå lige ind i patientens mest private rum og lytte til hans allermest private tanker, følelser og oplevelser. Her oplever vi ofte patienter, der udviser taknemmelighed over at blive set, hørt og få professionel omsorg.

Min forgængers reminder er dog kun en delmængde af historien om at have arbejdsglæde, for der er desværre i disse år nogle rammebetingelser for arbejdet i almen praksis, som kan opveje den umiddelbare arbejdsglæde. Disse betingelser kan true lægens helbred og behandlingskvaliteten på en alarmerende måde.

Forskningsenheden i Aarhus har siden 2004 gennemført fire undersøgelser af lægers jobtrivsel med brug af internationalt anerkendte og validerede skalaer, der måler udbrændthed, stress og jobtilfredshed. Siden 2012 har undersøgelserne været foretaget under ledelse af cand. psyk. Anette Fischer Pedersen.

Det for mig væsentligste fund har været, at antallet af moderat og svært udbrændte praktiserende læger er steget markant fra 2004-2016, især i sidste del af perioden. I 2019 så data ud til at være stagneret på et relativt højt niveau. I 2004 opfyldte 24 procent af lægerne kriterierne for en moderat grad af udbrændthed og tre procent kriterierne for en svær grad af udbrændthed. I 2016 var andelen af moderat udbrændte praktiserende læger steget til alarmerende 38 procent og andelen af svært udbrændte til 11 procent - en vækst i moderat udbrændte på over 40 procent og en fordobling af andelen af svært udbrændte. I 2019 opfyldte 40 procent af de praktiserende læger kriterierne for moderat udbrændthed og ti procent kriterierne for svær udbrændthed. 

Tæring på arbejdsglæden

Ved hjælp af registre har man påvist en sammenhæng mellem belastningen i praksis fra bl.a. multisyge patienter og øget risiko for udbrændthed. Dette fund gav international opmærksomhed og rammer ned i det tilsyneladende universelle paradoks, at patienter med størst behov ofte får mindst kvalitet i sundhedsydelser (”The inverse care law”). I undersøgelsesperioden er antal patienter per læge, antal kronisk syge, arbejdsbyrden og tempoet steget i almen praksis – især i socialt belastede områder. Den alarmerende udvikling har systemiske årsager. Kuren er ikke blot at forestille sig, at man skal gøre den enkelte læge mere modstandsdygtig, endsige at gøre trivsel under svære betingelser til alene at være et personligt anliggende. 

Nogle af vore brugere og landets beslutningstagere nægter mere eller mindre at værne om værdien af den praktiserende læges arbejde. Det kan være den enkelte ofte rimeligt raske patient, der tærer på arbejdsglæden, fordi han via kultur, meningsdannere, presse eller sin daglige kontekst er opdraget til at have helt urealistiske og urealiserbare forventninger til almen praksis. Denne patientgruppe kan komme til tage tid og kræfter, så man stundom kan føle, ’at de mere raske spærrer for de mere syge’. Når jeg ser udviklingen over den seneste årrække, spørger jeg med større og større styrke, om vi som samfund fremelsker denne patienttype. Vi møder ham oftere og oftere i konsultationen, i pressen, i klagesystemet og især i form af det, hans valgte tillidsmænd i politiker- og embedsmandsstand siger og kræver af os.

Trist for læge – og patient

Det egentlige problem er således ikke den enkelte krævende patient, der har sit rationale for sin adfærd. Det reelle problem er de administrative og politiske meningsdannere, som både fremelsker den krævende patient og samtidig nægter at se de forringede rammevilkår for arbejdet i praksis i øjnene. De er den reelle trussel mod almen praksis’ og vort velfærdssamfunds kerne – nemlig at kunne være der for dem, der af arv eller miljø, skæbne eller uheld er mindre privilegerede.

Der stilles så store krav, at lægen føler sig utilstrækkelig til på god vis at behandle dem med de store og væsentlige behov. Det trætter og udtrætter. Trist for lægerne, men mere end blot trist for de patienter, der især har behov for en stærk praksissektor og et velfungerende velfærdssamfund - et samfund som ikke bare skal udvikles til en krævende middelstand og overklasse. 

Hvem beskytter behandleren og hans mulighed for at fokusere på de særligt trængende? 

Forstå kerneopgaven

Den beskrevne udvikling truer ikke bare praksis, men også et sygehusvæsen, som bl.a. i større og større grad belastes, fordi de overtager opgaver, som burde håndteres i en kapacitetssvækket praksis. Skaber det en spirende udbrændthed i sygehusenes personale på en måde, som skal få endnu flere alarmlamper til at blinke?

Faktisk tror jeg i al ubeskedenhed, at min forgænger både kunne lide mig og havde respekt for min faglighed – vi var venner til hans dødsdag. Men heldigvis irettesatte han mig tidligt, kontant og korrekt, da jeg ikke forstod almen praksis’ kerne. På samme måde har jeg i dag lyst til kontant, direkte og med al respekt at irettesætte mange politikere og mange administratorer. Jeg har gennem årene mødt mange af dem. Jeg har haft og har stor respekt for langt de fleste. Men jeg har nu lyst til at invitere dem ind i praksis’ dagligdag og sige ’Forstå nu, hvad der er kerneopgaven i almen praksis og i sundhedsvæsenet som helhed. Gå nu i dialog om at skabe de rette rammebetingelser. Lægers udbrændthed og den stigende ulighed blandt patienter viser med alarmerende kraft behovet.’