Tarzankultur kan spænde ben for arbejdsglæden i almen praksis

Gode relationer til lægekolleger og personalet er nummer et, hvis man skal forebygge stress og udbrændthed og samtidig højne arbejdsglæden i almen praksis. Det viser undersøgelser og litteraturen. Men Tarzankulturen blandt læger kan godt spænde ben.

Det mener ph.d. og ledelseskonsulent Heidi Bøgelund, som kender almen praksis indefra. 

”Nogle lægepraksisser fungerer rigtig godt rent arbejdsmiljømæssigt, mens andre fungerer mindre godt, og selvom alle laver deres lovpligtige APV’er, så er det ikke altid, at der bliver fulgt op. Det er jo ikke lægens traditionelle gebet at tænke på deres eget arbejdsmiljø. Og det er så der, jeg kan komme ind i billedet og hjælpe med at øge trivsel og arbejdsglæde.”

Ordene kommer fra Heidi Bøgelund, som er ledelseskonsulent og som efter 16 år i faget stadig brænder for at hjælpe de praktiserende læger med ledelsessparring for at forebygge mistrivsel, misforståelser og dårlig kommunikation i almen praksis.

”I går var jeg for eksempel ude i en tremandspraksis, hvor lægerne for et år siden var ved at opløse klinikken og gå fra hinanden. Flere af personalerne havde sagt op – og fordi de tre lægekolleger var meget forskellige og havde samarbejdsproblemer, så stod det skidt til. Men de gjorde noget ved det, og de endte med at blive sammen, og nu fungerer de rigtigt godt,” fortæller Heidi Bøgelund.

Alfa-omega at hjælpe hinanden

Heidi Bøgelunds arbejde går blandt andet konkret ud på at hjælpe den enkelte lægepraksis til at blive bedre til at arbejde sammen som et team og organisere klinikken på en mere hensigtsmæssig måde. Det gælder om at blive bedre til at støtte hinanden med de mange udfordringer, der er i almen praksis:

”Det er alfa-omega at hjælpe hinanden, ikke kun lægerne imellem, men hele klinikken er afgørende for trivslen, altså både læger, sygeplejersker, sekretærer og hvem der ellers er ansat. Alle skal fungere godt sammen, og som læge er man jo også leder og har ansvaret, så hvis lægerne mistrives, så påvirker det hele personalet,” siger Heidi Bøgelund og fortsætter:

”Lige nu er jeg på vej til lægeklinik, hvor jeg skal arbejde med at få vendt det dårlige psykiske arbejdsmiljø til det bedre. Praktiserende læger er jo altid fokuseret på at skabe gode patientrelationer, og det er de rigtig dygtige til i forhold til sygehuslæger, som ofte har sygdom som deres hovedfokus», siger Heidi Bøgelund, og hun konkluderer:

”Men at være god til at tale med og behandle patienter er ikke længere tilstrækkeligt i dag, hvor flere og flere indgår i kompagniskaber med andre læger og skaber større lægepraksisser. Her skal man også fokusere på at være flere om at lede og både skabe fælles værdier og gøre plads til forskellighed.”

Mental slitage

På baggrund af sin lange erfaring fremhæver Heidi Bøgelund, at de praktiserende læger samlet set udgør en stand, som er ekstremt effektiv og altid har været det, hvilket gør det meget vanskeligt at få lægerne til at være endnu mere effektive og klare endnu flere opgaver, end de allerede gør i dag. Derudover har de også en tendens til at være hårde ved sig selv.

”De praktiserende læger er sindssygt arbejdsomme, de kan snildt arbejde 60-80 timer om ugen i perioder men er ikke vant til at tænke på dem selv. De er lært op i en meget hård kultur under uddannelsen til læge. De har været vant til at håndtere rigtigt mange svære ting, og de har ofte stået alene med det. Det har gjort dem meget robuste, hvilket man også kalder Tarzan-syndromet. De kan godt glemme at være opmærksomme på egne behov for restitution ved blandt andet at glemme at tage pauser undervejs,” siger Heidi Bøgelund.

Hun peger også på, at årsagerne til udbrændthed langt fra er dokumenteret, men at litteraturen peger på, at det psykiske arbejdsmiljø blandt praktiserende læger også drejer sig om de høje emotionelle krav i arbejdet:

”Hvis ikke lægerne får talt med hinanden om, hvad det gør ved dem at have med for eksempel psykisk syge, grænseoverskridende eller andre vanskelige patienter at gøre, så kan den mentale slitage medføre udbrændthed. Derfor er det vigtigt at gå i supervisionsgruppe, hvor der er et professionelt rum til at tale om blandt andet negative projektioner fra patienter, og hvor de kan bearbejde det, de oplever hver eneste dag. Det er ligeledes vigtigt at tale med sine kollegaer i klinikken. Både om patienterne og om, hvordan man har det,” siger Heidi Bøgelund og giver et eksempel:

”Hvis en læge, som har haft stress og kommer tilbage efter en stresssygemelding, og der er ikke er nogle af de andre lægekollegaer, som har tid til at spørge, hvordan vedkommende har det, så går det galt. I sådant et tilfælde glemmer de både sig selv og kollegaen, og selvom det er godt at være robust, så er der også er grænser for, hvor langt elastikken kan bære. Den sociale støtte fra ens kollegaer forebygger derimod stress.”

Brænde uden at brænde ud

Netop den sociale støtte lægerne imellem er også afgørende i de tilfælde, hvor man skal gøre mindre behagelige ting.

”I en anden lægeklinik i en tomandspraksis havde de det egentlig godt. Men begge læger stod over for en udfordrende opgave, som gav dem ondt i maven. De var nødt til at afskedige en af deres medarbejdere i klinikken, og det var et stort problem for så lille en arbejdsplads, hvor man får et tæt og personligt forhold til de mennesker, der arbejder for en,” siger Heidi Bøgelund.

I dette tilfælde hjalp Heidi Bøgelund lægerne med at blive mere professionelle og tage lederkappen på og blive bedre til at se på deres praksis som en organisation og ikke som en familie.

”Det er den kollegiale støtte, der er helt afgørende ,og som kommer ind som nummer et i forhold til andre faktorer, som kan bidrage til et bedre psykisk arbejdsmiljø. Det viser flere undersøgelser. Og netop på det område skal mange læger blive bedre til at vægte dem selv og deres kompagnoner noget mere – men det glemmer de ofte og nedprioriterer ubevidst til fordel for patienterne og personalet,” forklarer Heidi Bøgelund og konkluderer:

”Min passion er at få lægerne til at blive ved at med finde glæden i deres arbejde. Det er så vigtigt for sundhedsvæsenet, at vi har en velfungerende almen praksis i Danmark. De er fundamentet i det nære sundhedsvæsen, og de udfører et særdeles vigtigt stykke arbejde. Derfor skal de helst blive ved at brænde for deres arbejde uden at de brænder ud,” slutter Heidi Bøgelund

Sådan kan du øge trivsel og arbejdsglæde 

Det gode kollegiale samarbejde er det vigtigste for den enkelte læges trivsel og velbefindende, og dernæst det gode kliniksamarbejde – og det kan man gøre noget ved. Derimod er den stigende mængde af udefrakommende opgaver og arbejdsmængden, noget man ofte ikke selv kan styre.

• Tænk på dig selv og dine kolleger i praksis - ikke kun på patienterne.
• Sæt fokus på dine egne og dine kollegers grænser og tal med hinanden i det daglige
• Arbejd aktivt med det gode kollegaskab blandt lægekolleger og hele personalet
• Øv dig i at kommunikere på en god og positiv facon
• Drop at tænke at du kan klare det hele selv – men bed om hjælp hos dine kolleger
• Lær at blive en professionel leder af din lægeklinik
• Opstil en række fælles værdier i klinikken – men sørg for at give plads til forskellighed
• Gå til supervision og giv dig selv et professionelt rum til at bearbejde svære patientoplevelser

Kilde: Heidi Bøgelund