Læger flyttede væk fra de bekymrede raske og hen til de ubekymrede syge

En gruppe læger fra Aarhus kørte sur i de mange ressourcestærke, ’bekymrede raske patienter’ i Aarhus og flyttede til Grenå for at være læger for de mere ressourcesvage, ’ubekymrede syge.’

Ambitionen er at være med til at dæmme op for skævheden i sundhed og bekæmpe ulighed med ulighed helt lavpraktisk blandt andet ved at give nogle patienter status af stjernepatienter.

“Vi prøver at slå til lyd for et proaktivt sundhedsvæsen, som rækker ud til de borgere, der har brug for det, og insisterer på at give mest til dem, der har størst behov,” forklarer Mogens Vestergaard, medejer af Lægefællesskabet i Grenå og seniorforsker ved forskningscenter for Almen Praksis på Aarhus Universitet. Han suppleres af sin kollega og partner i Lægefællesskabet, Jannik Falhof.

“Norddjurs er et udsat område på stort set alle parametre: Uddannelse, arbejdsløshed, misbrug, rygning, børnedødelighed og brugen af sundhedsydelser.”

Da Jannik Falhof havde sin klinik i Aarhus midtby, var patienterne langt fra dem, han ser flest af i dag i Grenå. I Aarhus var det primært unge studerende og børnefamilier, som alle var ressourcestærke, og det betød mange besøg af raske patienter.

“Der var mange bekymringer blandt børnefamilier og unge mennesker, som ikke var syge, men som troede, de var det, og som brugte sundhedsvæsenet relativt meget. Det kørte jeg lidt sur i til sidst,” forklarer Jannik Falhof.

Ude i klinikken i Norddjurs er mange af de ’bekymrede raske’ borgere erstattet af ’ubekymrede syge,’ fortæller Jannik Falhof:

“Forskellen på at være læge herude er, at når en patient kommer ind på vores klinik, kan der være 17 forskellige ting, man kan tage fat på hos en patient, frem for en patient i storbyen, der har en bekymring om en trykken for brystet og ellers ikke fejler noget. Dem, der kommer med en trykken for brystet herude har også sukkersyge, angst, misbrug, overvægt, de ryger, er inaktive, har gigt og har ofte også gået med symptomerne i meget længere tid.”

Stjernepatienterne

De ubekymrede syge opsøger læge i meget mindre grad og ofte først, når det er for sent. Dette står i stærk kontrast til de bekymrede raske, som kommer ind med bekymringer, som i de fleste tilfælde viser sig ikke at være noget. I Lægefællesskabet har man forsøgt at sætte ekstra ind over for de ubekymrede syge, som har dårligere sundhedskompetencer, for at dæmme op for denne skævhed.

“Vi har indført begrebet stjernepatienter om de borgere, der af den ene eller anden grund er dårligere til at opsøge egen læge,” fortæller Jannik Falhof. Der bliver i Lægefællesskabet gjort en ekstra indsats for at nå de borgere i form af fastere rammer og en opsøgende tilgang. Hver stjernepatient får tildelt et fast team bestående af en læge og en sygeplejerske, så patienten altid har kontakt til de samme mennesker og ikke ender som kastebold.

“Her er sygeplejerskerne guld værd. De er enormt gode til at sikre struktur og opfølgning, så tingene foregår regelmæssigt,” siger Jannik Falhof.

Af den grund har de også været nødt til at ansætte flere folk i form af både sygeplejersker og medicinstuderende:

“Det gør vi for at honorere det behov, der er derude. I forhold til inde i Århus har vi dobbelt så meget personale,” fortæller han.

Forskellige sundhedskompetencer

Ifølge Helle Terkildsen Maindal, professor i folkesundhed på Aarhus Universitet og formand-elect i Dansk Selskab for Folkesundhed, bunder uligheden blandt andet i en række sociale forhold, men også i store forskelle i borgeres sundhedskompetencer. Begrebet sundhedskompetence dækker over vores evne til at finde, forstå, vurdere og gøre brug af sundhedsinformationer. Vores sundhedskompetencer varierer på tværs af en lang række parametre såsom uddannelsesniveau, kognitive evner, tilknytning til arbejdsmarkedet, etnicitet og forståelsen for sundhedssystemet.

“Vi har som borgere enormt forskellige sundhedskompetencer. Det betyder, at vi har meget forskellige forudsætninger til at håndtere vores sundhed og til at navigere i sundhedsvæsenets tilbud. En veluddannet person vil eksempelvis oftere skabe sig adgang til et helbredstjek i almen praksis uden nødvendigvis at have brug for det, mens en, der er mere udfordret, måske ikke så nemt vil have adgang til at få sit blodtryk målt forebyggende,” forklarer Helle Terkildsen Maindal.

Strømlining i kommunerne

Selvom de i Lægefælleskabet i Grenå har udviklet en måde at mindske uligheden på, er det langt fra omkostningsfrit. Økonomisk kan det langt bedre betale sig at have flere ressourcestærke patienter, fordi man skal bruge langt mindre tid på konsultationer og arbejdet udenom. Det kalder på en ændring i sundhedsvæsenet, herunder også i aflønning, mener Helle Terkildsen Maindal. 

“Det skal være attraktivt at arbejde personligt og differentiere i støtten til borgerne. Der skal være tid til at få identificeret, hvem der aktuelt er i en særlig risikosituation for eksempelvis kommunikationsbrist. Det kan vi alle være på forskellige tidspunkter i livet, men nogle er det bare mere end andre.”

Mogens Vestergaard er enig:

“Sundhedsvæsenet kommer tit til at bruge tid på de bekymrede raske i stedet for de ubekymrede syge, fordi dem, der selv presser på, kommer til at fylde meget i et reaktivt sundhedsvæsen, der tager sig af dem, der selv henvender sig. 

Helle Terkildsen Maindal efterlyser mere sammenhængende forløb for borgerne med almen praksis som kerne. “Lige nu er der stadig en skarp opdeling i tre siloer: Kommunale sundhedsopgaver, almen praksis og hospitalsvæsenet. Den almene praksis bør være med til at binde de respektive borgerforløb bedre sammen.” 

Derudover bør der også være mere strømlining på tværs af kommunerne, mener hun

“Lige nu har de 98 forskellige kommuner i princippet lige så mange forskellige tilbud, så det er svært for borgere og det øvrige sundhedsvæsen at have overblik over, hvad tilbuddene i den specifikke kommune er. Det skal ikke ensrettes, men strømlines mere. Kommunerne har for eksempel lige nu en stor opgave med at tilbyde indsatser med høj kvalitet rettet mod unge, der har det svært. Der kunne almen praksis aflastes.”

Med en klar opgavefordeling, med høj kvalitet i alle indsatser, mener hun, man kan højne sundheden mest muligt hos danskerne, hvilket er målet med et sundhedsvæsen.

“Vi kan ikke gøre alle raske, men vi kan hjælpe alle til at leve et liv med så højt et funktionsniveau og livskvalitet som muligt.”

Og Jannik Falhof forstår ikke, at der ikke er flere alment praktiserende, der søger ud i de udsatte områder: 

“Man gør jo en kæmpestor forskel herude i forhold til inde i byen. Det kan godt være, det er hårdere at være læge herude, men det er også her, det er sjovest.”