Forskere: Dårlig kommunikation skaber en stemning af os versus dem

Stigmatiserende og demotiverende sprogbrug kan underminere patientens tillid og forhold til lægen. Konsekvensen kan være skam og skyldfølelse, hvilket indirekte kan føre til ulighed i behandlingen.

To unge diabetes-forskere opfordrer derfor til øget fokus på kommunikation og et større fokus på den enkelte patient.

”Mennesker med diabetes kommer til konsultationer hos lægen måske et par gange om året. Resten af tiden håndterer de selv deres sygdom. Men de, som føler sig stigmatiserede eller oplever negative reaktioner fra deres læge, er mindre tilbøjelige til at opsøge lægen og til at indgå et samarbejde med lægen om at optimere deres behandling.”

Det fortæller psykolog Hannah Chatwin og læge Uffe Søholm, som begge er i gang med at færdiggøre deres ph.d.-afhandlinger i psykologi på Syddansk Universitet (SDU).

De to forskere opfordrer til, at både forskere og sundhedsprofessionelle, herunder alment praktiserende læger, i højere grad er opmærksomme på, at deres sprog har en betydning for patienternes fysiske og psykiske helbred og behandlingsresultater:

”Vi vil gerne hjælpe, men vi glemmer alligevel nogle gange personen, som sidder over for os og formår at få skabt en stemning af ’os versus dem’,” siger Uffe Søholm – og tilføjer:

”Og dét til trods for, at forskning viser, at et stigmatiserende og demotiverende sprogbrug kan føre til symptomer på angst og depression, ensomhed, skam og skyldfølelse og gøre personen med diabetes mindre motiveret for at tage sin medicin. Når tingene går mindre godt, så gavner kritik sjældent. Dømmende og anklagende sprogbrug kan også negativt påvirke personens tillid til lægen. Det kan betyde, at personen ikke dukker op til konsultationer eller ikke ønsker at dele dét, som kan være på hjerte, og som kunne have en afgørende betydning for behandlingsstrategien.”

Dumpekarakterer

Et konkret eksempel på problematisk sprogbrug er, hvis den sundhedsfaglige person anvender ordet ’sukkersyge’ fremfor diabetes.

”Ordet ’sukkersyge’ giver et forkert billede af sygdommen. Det er ikke en sygdom, man får, bare fordi man spiser for meget sukker. Det er langt mere komplekst – og den slags sprogbrug er både misvisende og kan føre til stigmatisering,” pointerer Uffe Søholm, som refererer til det værst tænkelige eksempel omkring dømmende sprogbrug, som han har hørt om; en læge, som gav sine patienter karakterer efter, hvor højt eller lavt deres langtidsblodglukose var. Var værdierne uden for normalområdet, fik patienterne tildelt dumpekarakterer.

”Det er vigtigt altid at have og udvise forståelse for, at personer med diabetes gør deres bedste for at håndtere deres sygdom. Men diabetes er en sygdom, som man typisk lever med over mange år, for nogle det meste af livet – og personer med diabetes skal hver dag træffe en masse beslutninger omkring glukoseindtag, medicinjusteringer og meget mere, og samtidigt skal de håndtere, når faktorer såsom stress, sygdom, anden medicin og fysisk aktivitet påvirker deres diabetes. Vi skal som sundhedsfaglige personer have in mente, at de personer er ude i en svær opgave – her er vores opgave at motivere dem frem for at demotivere dem, hvis de træder lidt ved siden af.”

Forskellige virkeligheder

At lytte til patienterne er derfor også helt afgørende, pointerer Uffe Søholm:

”Ét er, hvad vi har læst os til i lærebøgerne – noget andet er den virkelighed, som den enkelte person med diabetes befinder sig i. Det er den person, der er den egentlige ekspert i egen sygdom.” Og forståelsen af dét at leve med diabetes er en anden for den person, end den er for lægen, tilføjer han:

”Vi taler rigtig meget om kompliance. Det begreb antyder, at lægen er eksperten, og at patienten bare skal følge lægens anvisning. Men det er et begreb, som jeg synes, vi skal være forsigtige med at bruge selv i vores interne kommunikation. Det skaber en opdeling i ’kompliante’ og ’ikke-kompliante’ patienter, og man risikerer, at lægen antager et mere positivt syn på de ’kompliante’ patienter, imens ’ikke-kompliante’ patienter i nogle tilfælde anses som dovne eller besværlige. Faktum er, at hver eneste persons virkelighed er forskellig. Vi har alle et forskelligt udgangspunkt og forskellige faktorer i vores liv og hverdag, der påvirker os. Derfor er det utopi at tro, at alle personer med diabetes kan og skal behandles ens. Vi er nødt til at have den enkelte person i fokus og inddrage personen for at sikre bedst mulig behandling. Hvis vi vil have lighed i vores sundhedsvæsen, er vi nødt til at behandle folk ulige.”

Uffe Søholm og Hannah Chatwin opfordrer i øvrigt til, at mennesker med diabetes i langt højere grad inddrages i forskningsforløb og repræsenteres på kongresser i et forsøg på skabe større forståelse mellem dem og forskerne. De er også enige om, at et ’nyt’ mere motiverende og ikke-dømmende sprogbrug bør tage sit udgangspunkt i toppen af forskningen, nemlig i de lægevidenskabelige magasiner, som de mener bør indføre en ny sprogpolitik, der bl.a. skal anvende et mere inkluderende sprog og i øvrigt rense ud i subjektgørelse af studiedeltagere. Uffe Søholm pointerer: 

”Det her handler ikke om at opfinde hjulet forfra, men om at være mere inkluderende over for personer med diabetes.”

Lyt til podcast

Danish Diabetes Academy har bedt en række unge, lægevidenskabelige forskere om at komme med deres bud på, hvordan forskningen kan bygge bro mellem videnskaben og det omkringliggende samfund. Det er der kommet en podcastserie ud af, ”Postdocs Talking – from Research to Society”, hvor forskerne diskuterer temaer, som også kan være relevante for andre forskningsområder

I podcast 1 kan man høre de danske forskere fra SDU, Hannah Chatwin og Uffe Søholm, tale om, hvordan diabetesforskeres sprogbrug kan påvirke personer med diabetes fysisk og mentalt negativt.