Ti år efter lægekonflikten: Ærgrelsen bor stadig i den tidligere PLO-formand

Det er knap ti år siden, at støvet fra den stormfulde konflikt mellem almen praksis og regionerne lagde sig. Alligevel oplever tidligere formand for de praktiserende lægers organisation (PLO), Henrik Dibbern, at konflikten stadig farver billedet af, hvem han er. Jeg slipper aldrig for at blive set som en kontroversiel bulderbasse, konstaterer Henrik Dibbern, der netop er gået på pension. 

Henrik Dibbern tøver et kort øjeblik. I et enkelt, langt sekund bliver der stille i køkkenet i den store murstensvilla i Uggerslev lidt uden for Otterup på Nordfyn. Så gentager Henrik Dibbern spørgsmålet for sig selv: ”Om jeg stadig er skuffet i dag?”

”Jeg var skuffet dengang, det stod klart for mig, at repræsentantskabet stemte imod den linje, vi så tydeligt havde opbakning til hos medlemmerne. Meget skuffet. I dag vil jeg nok snarere sige, at jeg ærgrer mig. Jeg tror, at det havde været sundt med et opgør dengang, og det havde sparet os for en lang og smertefuld proces i PLO, som først sluttede med overenskomsten i 2018,” siger han.

Henrik Dibbern læner sig tilbage i stolen. Han har god tid. Juleferien sluttede for to dage siden. På en almindelig tirsdag ville venteværelset i de tilstødende lokaler være befolket af naboer, genboer og landsbyfæller, der ventede på at komme ind og vende stort og småt med byens læge. Men for Henrik Dibbern er fridagene mellem jul og nytår gledet over i en tilværelse som folkepensionist. Han har afsat sit ydernummer til de nærmeste lægekollegaer på Lærkevej i Otterup. Det næste skridt bliver at få solgt huset, så han og hustruen kan flytte ind i den lejlighed, de købte for nogle år siden ved havnefronten i Odense centrum. Henrik Dibbern er spændt på alt dét, der venter. Og spændt på, hvordan han vil finde sig til rette i alt det, der ikke længere er. Måske også en smule bekymret. Lægearbejdet gror jo dybt ind i én, som han siger. Og nu skal han i en alder af 67 år definere sig selv på ny. Er han bedstefar? Er han havemand? Er han hobbyfotograf? Eller ender han med at vende tilbage til en grad af lægearbejdet? Han har ikke besluttet sig for, hvad friheden skal bruges til.

Han har ikke travlt. De 40 år som læge – 30 af dem i egen praksis – skal have lov til at bundfælde sig. Henrik Dibbern ser tilbage på årene med stor glæde. Han har fået lov til at arbejde med og favne det hele menneske i sin praksis, og han har spillet en afgørende rolle på den fagpolitiske scene. Fagpolitik har – siden han i 1994 blev medlem af praksisudvalget for Fyns Amt – været hans hjertebarn. At være med til at udarbejde politik, som har haft en direkte afsmitning og indflydelse på hans og kollegaernes daglige virke, har huet ham godt. Men det er også kommet med en pris. 

”Jeg slipper aldrig af med fortællingen om, at jeg er denne her kontroversielle bulderbasse. Det er dét billede, folk har af mig efter konflikten i 2013. Det får jeg ikke lov til at ændre ved – heller ikke selvom jeg de senere år har haft en langt mere afdæmpet, tilbagetrukket og rådgivende rolle i PLO. Jeg skal på en eller anden måde stadig starte med at overbevise folk om, at jeg ikke vil bide dem, når jeg træder ind i et lokale,” konstaterer Henrik Dibbern.

Ultimative krav fra start

Da Henrik Dibbern tiltrådte som formand for PLO i 2009, var der ikke optakt til konflikt. Tværtimod. De forudgående overenskomstforhandlinger var forløbet smertefrit, og i PLO’s bestyrelse havde der været enighed om, at det næsten var svært at finde på noget at kræve af regionerne, husker Henrik Dibbern. På samme måde forløb forhandlingerne i 2010 (OK11), hvor Henrik Dibbern for første gang havde roret, uden armlægninger. Regionerne fik den økonomiramme, de længe havde efterspurgt, og almen praksis fik tilført flere ressourcer og kun få nye forpligtelser. 

”Det er sjove er, at hvis nogen havde gidet at skrive noget om mig efter forhandlingerne om OK11, så havde de formentlig malet et billede af en lidt vag og eftergivende formand, som i nogens optik måske var kommet lidt for langt hen ad regionernes bane,” siger Henrik Dibbern.

Året efter vedtagelsen af økonomirammen overskred de praktiserende læger budget­rammen. Det kvitterede regionerne for ved at sætte reguleringsordningen i almen praksis ud af kraft. Der var små krusninger på vandet, men at forhandlingerne om OK13 kom til at forløbe, som de gjorde, det er stadig en gåde for Henrik Dibbern.

Det var den daværende formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), Jens Stenbæk, der var forhandlingsleder for regionerne. Det havde han også været i 2010, men tonen var, ifølge Henrik Dibbern, en helt anden i september 2012.

”De startede med at forelægge os en række meget massive krav, som vi på forhånd skulle sige ja til, førend overenskomstforhandlinger kunne gå i gang. Vi skulle sige ja til at effektivisere for to procent hvert år i de næs­te tre år, og vi skulle sige ja til at afgive indflydelse på praksisplanlægningen. Ellers var døren til forhandlingslokalet lukket. Vi var mildest talt overraskede. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvorfor regionerne på forhånd havde besluttet sig for, at almen praksis skulle have en gang læsterlige tæv. Mit bed­s­te bud er, at Jens Stenbæk var sendt i byen ­med en new public management-dagsorden, der havde tråde helt op i Finansministeriet. Jeg har svært ved at se, at der kan være en anden forklaring. Lærer-konflikten samme år understreger i hvert fald, at der virkelig blev spillet hardball i forhandlingerne de år.”

Et frossent forhandlingsklima

Det første møde endte nærmest før, at det var startet. Henrik Dibbern husker, at han gik fra mødet i en blanding af chok og vantro. Hverken før eller siden havde han været med til noget lignende.

”Vi forsøgte at spørge ind til baggrunden for de mange krav, men fik ikke rigtig nogen brugbare svar. Ikke andet end, at der skulle spares, og at regionerne havde oplevet for mange uenigheder mellem almen praksis og de enkelte regioner i forhold til praksisplanlægningen. Sidstnævnte kunne vi slet ikke genkende – og vi fik aldrig på noget tidspunkt under forhandlingerne eksempler på, at det rent faktisk forholdt sig sådan,” siger Henrik Dibbern.

Forhandlingerne fortsatte, men stemningen til møderne var frossen. Regionerne ønskede ikke at lempe på kravene, og almen praksis nægtede fortsat at efterkomme dem. Situationen var låst.

Det var ikke første gang i historien, at forhandlingerne gik i hårdknude. I 1984 greb den daværende indenrigs- og sundhedsminister Britta Schall Holberg ind i forhandlingerne og foretog ændringer i en aftale, der ellers var forhandlet på plads mellem amtsrådsforeningen og PLO. Det skabte konflikt, og lægerne så ikke anden udvej end at aflevere deres ydrenumre og opsige samarbejdet med det offentlige. I kølvandet på konflikten udarbejdede det daværende Folketing en lov, der dikterede, at det fremover var sundhedsministerens ret at fastsætte de praktiserende lægers honorarer, i fald de ikke kunne nå til enighed med det offentlige om en ny aftale.

”Vi kunne godt se, hvor det bar henad. Hvis vi ikke kunne blive enige med regionerne om en aftale, så ville vi lægge vores skæbne i hænderne på sundhedsministeren. Som jeg så det, var vores eneste magtmiddel at afgive ydernumre og træde ud af enhver kontraktlig forpligtelse med det offentlige, hvis regionerne blev ved med at stå stejlt på kravene,” siger Henrik Dibbern.

Regionerne lukker forhandlingerne

Efter måneder uden udvikling var det i maj 2013 klart, at forhandlingerne var kuldsejlet. Regionerne lukkede forhandlingerne med PLO og opsagde overenskomsten per 1. september 2013. Herefter kunne sundhedsministeren gribe ind og fastsætte lægernes arbejdsvilkår. Regionerne udsendte en pressemeddelelse, hvori de begrundede opsigelsen. Heri udtalte Jens Stenbæk, at man oplevede, at PLO modarbejdede regionernes ambition om ”at sikre borgerne ensartet høj kvalitet, lægedækning i hele landet og sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen (…).” Og det blev mere end antydet, at man mente, at PLO lagde hindringer i vejen for et samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen.

”Jeg kan ikke genkende det billede, der blev tegnet af PLO og af mig. Vi havde forsøgt at forhandle med regionerne på den ’gammeldags’ facon. Så jeg har rigtig svært ved at se, at det er mig, der er ballademageren i det her,” siger Henrik Dibbern.

Samme dag som regionerne opsagde overenskomsten, var regeringen klar med et lovforslag, der skulle forhindre konflikt mellem regionerne og almen praksis. Forslaget forlængede den gældende overenskomst frem til 1. september 2014, men udstak samtidig nogle nye rammer for almen praksis, der reducerede de praktiserende lægers medindflydelse på egen forretning.

”Jeg er overbevist om, at regeringen på forhånd havde besluttet, at der skulle ske et lovindgreb. PLO’s daværende direktør Peter Orebo og jeg blev under forhandlingerne kontaktet af lobbyister, der i bytte for en stor sum penge tilbød os indsigt i et notat, der beskrev, hvad der skulle stå i loven om almen praksis, samt et møde med to ledende venstrefolk. Vi afslog, men det siger noget om, at der allerede dér lå et gennemarbejdet projekt klar,” siger Henrik Dibbern og tilføjer:

”Jeg forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt at tage tingene hertil? Det stod klart for alle, at det, der skete, havde frygtelig mange negative konsekvenser. Det har taget mange år at genoprette det gode samarbejde og tiltroen til almen praksis. En eller anden dag gad jeg godt dele en fadøl med Jens Stenbæk og spørge ham, hvad fanden der egentlig skete dengang…”

Efter at have gennemgået regeringens udspil vurderede PLO, at det ville give dem for lidt indflydelse på almen praksis i fremtiden. PLO anbefalede derfor medlemmerne at melde sig ud af samarbejdet med det offentlige ved at deponere deres ydernumre.

Informationsturné i hele landet

Henrik Dibbern stiller kaffekoppen på spisebordet, skubber stolen ud og går ind i den tilstødende stue for at hente et foto, han har printet ud til lejligheden. Han har selv taget det nogle uger inden det senere så berømte repræsentantskabsmøde i juni 2013. På fotoet ses et langt lyst konferencebord. Midt på bordet ligger en bunke røde mapper med elastikbånd omkring. Ved første øjekast ikke et opsigtsvækkende motiv, men for Henrik Dibbern prikker det til en masse følelser og tanker.

”De seks røde mapper indeholder tilkendegivelser om afgivelse af ydernumre fra 93 procent af PLO’s medlemmer. Mere end ni ud af ti medlemmer havde underskrevet et stykke papir, hvor de afgav billetten til egen praksis. Opbakningen til den linje jeg – og de fleste andre i PLO’s bestyrelse – havde lagt, var enorm på det her tidspunkt. Men så skete der et eller andet… Der skete mange ting… Noget kan jeg sige, og andet står fortsat uden for referat,” siger Henrik Dibbern.

Henrik Dibbern og resten af PLO’s bestyrelse havde en køreplan klar, da regionerne i maj opsagde overenskomsten. Alle kræfter blev sat ind på at informere og skaffe opbakning hos medlemmerne. Bestyrelsen turnerede land og rige rundt, og fra talestolen overbeviste Henrik Dibbern sine kollegaer om, at den ekstraordinære situation krævede, at de afgav deres ydernumre. Argumentationen lød, at det var nødvendigt at vise regionerne, at de ikke kunne køre almen praksis over. Afleveringen ville rydde bordet for de ultimative krav, så der kunne forhandles en overenskomst på vanlig vis: Det første var et faktum, det andet var et håb.  Informations-turnéen kulminerede ved et stormøde i Odense. Her var 8000 mennesker mødt op for at blive informeret om situationen. Og efter mødet endte 93 procent af medlemmerne altså med at skrive under på, at de ville deponere deres ydernummer, hvis PLO’s repræsentantskab tillod det. Nogle medlemmer valgte siden at trække deres tilkendegivelse tilbage, så den endelige og bindende opbakning endte med at være på 91 procent.

”Uanset, hvad der siden skete, så var det en vild oplevelse. Hele almen praksis var til stede ved det møde i Odense. Vi viste hinanden, hvor mange vi var – og vi viste, at vi kunne være enige og holde fast. Noget, der ellers ikke er en kernekompetence blandt PLO’s medlemmer,” siger Henrik Dibbern.

De vejledende afstemninger på de lokale møder, indholdet i de røde mapper og stemningen under stormødet i Odense efterlod ingen tvivl hos Henrik Dibbern: Selvfølgelig ville repræsentantskabet stemme for afgivelse af ydernumrene.

”Set i bakspejlet var jeg for naiv og uprofessionel. Jeg skulle selvfølgelig have taget kontakt til alle i repræsentantskabet for at være sikker på, hvad de ville stemme. Men jeg troede så meget på den opbakning, jeg havde set ved medlemsmøderne, at det slet ikke faldt mig ind,” siger Henrik Dibbern.

Opbakningen svigtede til sidst

Den 29. juni 2013 faldt dommen. 25 repræsentanter stemte imod afgivelse af ydernumrene, mens 24 stemte for. Henrik Dibbern var dybt skuffet. I ugerne op til afstem­ningen var der begyndt at florere bekymringsskrivelser. De kom, ifølge Henrik Dibbern, primært fra læger, der var knyttet til regionerne gennem eksempelvis konsulentarbejde, samt fra læger med praksis i særligt lukrative områder, der frygtede, at konflikten ville betyde, at de ikke kunne beholde deres praksis. Andre igen var bange for, at regeringen ville nationalisere almen praksis. Henrik Dibbern havde fornemmet, at stemningen havde ændret sig de sidste uger op til afstemningen, men at så mange valgte at trække deres støtte, det fejede benene væk under ham. 

”Jeg følte mig ikke svigtet. Det var min egen fejl, at jeg ikke havde en bedre fornemmelse af, hvad repræsentantskabet ville. Men de svigtede deres kollegaer. At tro, at man er klogere end 91 procent af sine kollegaer, det er et mandatmæssigt svigt. Det var legalt. Som repræsentant må man jo gøre, som man selv finder rigtigt indtil næste valg. Dér fik de så også konsekvenserne at se,” siger han.

Henrik Dibbern er under og efter konflikten blevet beskyldt for at være en kompromisløs, autoritær og kontroversiel formand, der ikke gav plads til andre synspunkter end sit eget. Han anerkender, at nogen i repræsentantskabet formentlig har følt sig overset og overhørt, men han er uenig i deres tolkning af forløbet. De bestyrelsesmedlemmer, der var imod afgivelsen af ydernumre, havde ligeså meget taletid på møderne, som de, der var for, understreger han.

Henrik Dibbern har i dag affundet sig med at blive opfattet som en kontroversiel og splittende figur. Det må være sådan det er, når man stikker næsen frem, lyder rationalet. Men han har stadig i dag svært ved at forstå, hvorfor billedet af ham var og er tegnet så skarpt op.

”Jeg synes ikke, at det er reelt. Jeg stod i en situation, hvor vi havde meget få handlemuligheder. Jeg var nødt til at påtage mig en tydelig og autoritær formandsrolle for at samle PLO og få os gennem konflikten. Tænk, hvis jeg havde stillet mig op til møderne og sagt ’på den ene side og på den anden side’. Det havde PLO’s medlemmer ikke kunne bruge til noget som helst,” siger Henrik Dibbern og tilføjer:

”Jeg trådte ind i en persona, hvor jeg gav udtryk for, at jeg troede på det, jeg sagde; at der var én vej – og vi at var enige om den vej. Hvis jeg havde ageret anderledes, så havde vi ikke kunnet handle overhovedet. Mange vil nok sige, at det faldt mig naturligt at tage den autoritet på mig...”

Farvel til formandsposten

Efter den skæbnesvangre afstemning trak Henrik Dibbern sig som formand, og Aarhus-lægen Bruno Meldgaard Jensen trådte ind på posten. Det var ikke et svært valg for Henrik Dibbern at træffe. Han havde investeret så meget af sig selv i fejlslagne projekt, at det ville have været utroværdigt at fortsætte. Og han ønskede ikke at vende tilbage til forhandlingerne som en slagen leder uden den nødvendige opbakning bag sig. Han kunne have valgt at opfordre de repræsentanter, der havde stemt for at deponere ydernumre, til at kræve en urafstemning blandt PLO’s medlemmer. De røde mapper var et godt billede på, at en sådan afstemning med al sandsynlighed var faldet ud til Henrik Dibbern og resten af ja-sidens fordel. Men sæt nu, at opbakningen var faldet fra over 90 procent til omkring 70-75 procent, så var det helt afgørende momentum forsvundet, og der havde ikke været den nødvendige styrke bag tiltaget. Det var den analyse Henrik Dibbern foretog dengang, og som han stadig står ved i dag.

”Jeg var afklaret. Selvfølgelig skulle jeg trække mig. Når jeg ser tilbage på det hele i dag, så ville jeg ikke have været forløbet foruden. Jeg tror, at det har gjort PLO til en stærkere organisation. Men spørger du mig, om jeg ville have været selve afstemningen foruden, så er svaret et klart ’ja’.”

En ny æra tager sin begyndelse

Henrik Dibbern har aldrig haft et brændende ønske om at bestride den øverste post i PLO. Men han har altid været dybt engageret i det fagpolitiske, og haft svært ved ikke at søge indflydelse på sine egen og kollegaernes rammer og arbejdsvilkår. Så da valget tilbage i 2009 stod imellem at træde ud af bestyrelsen efter en årrække som næstformand eller gå efter posten som formand, så var der ikke meget at rafle om for Henrik Dibbern. På samme måde stod det hurtig klart for ham, at han ikke var færdig med at have en ’finger med i spillet’ efter sit farvel til formandsposten. Han ønskede for alt i verden ikke at se PLO blive en logrende hund, der lagde sig for fødderne af regionerne.

”Efter nederlaget ved repræsentantskabsmødet talte jeg meget med mine kollegaer. Vi blev enige om, at dét, der var sket, ikke repræsenterede dét, størstedelen af PLO’s medlemmer ønskede. Så vi oprettede SPRAL. For at blive medlem af SPRAL skulle man være villig til at sætte sin kontrakt med det offentlige på spil for at sikre, at de aftaler, der blev indgået med regionerne, var aftaler, vi som praktiserende læger kunne stå inde for,” siger Henrik Dibbern.

SPRAL (Selvstændige Praktiserende Læger) fik hurtig vind i sejlene. I begyndelsen af august – 14 dage efter, at gruppen var blevet stiftet – havde 700 ud af i alt 3.600 praktiserende læger meldt sig ind, og den kommende tid voksede tilslutningen med yderligere godt 100 læger. Henrik Dibbern understreger, at ambitionen med SPRAL ikke som sådan var at holde nogen udenfor – og heller ikke et ønske om personlig genrejsning. Begge dele er ellers blevet mere end antydet.

”SPRAL’erne kom aldrig til at udgøre hovedparten af medlemmerne, men jeg synes, at det lykkedes at få vores budskaber igennem og genskabe et stærkt PLO. Jeg er jo ikke uvildig i min vurdering af overenskomsten for 2014, men jeg har stadig til gode at møde en læge – der ikke var involveret i forhandlingerne – som ikke vil give mig ret i, at det er den værste aftale PLO nogensinde har indgået. Den var en klart billede på, at PLO havde tabt kampen og måtte betale prisen,” siger Henrik Dibbern og tilføjer:

”Efter OK14 blev der valgt et nyt repræsentantskab, og her var hovedparten af repræsentanterne SPRAL’ere. Det er de sådan set stadig i dag – de bærer bare ikke mærkatet længere.”

De røde mapper spøger endnu

I begyndelsen af december 2015 trådte Henrik Dibbern ind i PLO’s bestyrelse igen. På daværende tidspunkt havde Bruno Meldgaard Jensen forladt posten, og Christian Freitag havde overtaget roret. Målet for Henrik Dibbern var klart: Han ønskede at være med til at påvirke tingene i en retning, så PLO og RLTN igen kunne vende tilbage til aftalesystemet. Han er den første eksformand og det første bestyrelsesmedlem, der har stillet op til bestyrelsen to gange. Beslutningen fremstod umiddelbart kontroversiel og blev mødt med stor skepsis i mange kredse. Personligt havde Henrik Dibbern ingen betænkeligheder ved at vende tilbage til fagpolitik.

”Der var mange, der tænkte, at jeg havde en skjult dagsorden; at jeg ønskede at være dén, der reelt styrede slagets gang og trak i trådene. Jeg tror heldigvis, at den tanke er blevet gjort til skamme hos de fleste sidenhen. Det var aldrig min dagsorden. Den nye bestyrelse var grøn i forhandlingsøjemed, og jeg ønskede at bidrage med de erfaringer, jeg havde.”

”Under forhandlingerne om OK18 aftalte vi på forhånd en meget klar rollefordeling. Jeg lyttede, og når vi i pauserne trak os ud i baglokalet, så rådgav jeg om det videre forløb ud fra dét, der var blevet talt om inde i lokalet. Det fungerede godt, og vi endte ud med en rigtig god overenskomst, som fik nulstillet den måde, vi indgik aftaler med det offentlige. Det var en stor sejr. Og der var ingen tvivl om, at det var Christian – og ikke mig – der var formand for PLO.”

Rigtigt fra første dag

Det kan godt være, at Henrik Dibbern igen en dag skal ud og køre lægevagt – hvis det pludselig føles for mærkeligt ikke at trække i arbejdstøjet og hænge stetoskopet om halsen. Selvom tilværelsen som praktiserende læge i første omgang blev valgt til i en erkendelse af, at han ikke havde evnerne til at blive kirurg eller arbejdsmoralen til at tilegne sig ét af de medicinske sygehusspecialer, så har den føltes rigtig fra første dag. Den daglige kontakt med patienterne, indblikket i deres og de næste generationers liv og muligheden for at præge det i en god retning, har givet ham stor tilfredsstillelse. Men hvis han skal være helt ærlig, så er det fraværet af det fagpolitiske arbejde, som kommer til at give ham flest abstinenser.

”Jeg har talt lidt med en tidligere kollega om at udvikle undervisningsmateriale målrettet de lokale PLO-formænd. Der er så mange ting, jeg gerne selv ville have vidst, da jeg trådte ind i fagpolitik. Den erfaring vil jeg gerne give videre til den næste generation i PLO – og så må vi jo se, om de kan bruge den til noget,” siger Henrik Dibbern.

Om end afsavnet bliver stort, så varmer Henrik Dibbern sig ved, at han forlader et PLO i god stand. I hans optik består det nuværende repræsentant og den siddende bestyrelse af stærke folk, der er villige til at ofre dét, der skal til, for at sikre de praktiserende lægers vilkår og position. Og måske bliver det nødvendigt for PLO at spille med musklerne over for regionerne igen i en nær fremtid. Aktuelt er situationen den, at de praktiserende læger i den ene halvdel af landet er forpligtede til at køre lægevagter, mens man i den anden halvdel af landet ikke kan blive enige om, hvordan vagterne skal tilrettelægges. I den seneste overenskomst fra 2022 blev der lagt vægt på vigtigheden af, at der skulle ske en fornyelse af lægevagten, men det er endnu ikke lykkedes at få vedtaget en aftale.

”Regionerne ønsker fuld ledelsesret i lægevagten, og de har lavet en opmandssag for at få medhold. Det vil være en katastrofe, hvis opmanden ender med at give regionerne ret. For det vil i princippet betyde, at de kan forpligte lægerne i Region Hovedstanden og Sjælland til at tage lægevagter. Skulle det gå den vej, så kunne det godt bringe PLO til de røde mapper igen,” forudser Henrik Dibbern.

Henrik Dibberns blå bog

1982: Uddannet fra Københavns Universitet sektor IV (Hvidovre Hospital)

1982-1990:
Reservelægeansættelser på Frederiksberg Hospital (ortopædkirurgi), Maribo Sygehus (almen kirurgi), Flådestation Holmen (Grønlands kommando), Flådestation Grønnedal (værnepligt), Roskilde Sygehus (ortopædkirurgi), Køge Sygehus (medicinsk) Herlev Hospital (ortopædkirurgi) Sct. Joseph Esbjerg (gynækologi/obstetrik) Esbjerg Sygehus (pædiatri) Nyborg Sygehus (kirurgi) Middelfart Sygehus (medicinsk) Middelfart (psykiatri). Praksisreservelæge i Assens, praksisammanuensis i Langeskov.

1991-2023: Solopraktiserende læge i Uggerslev på Nordfyn

1992-1994: Vagtchef for Vestfyn

1994-1995: Medlem af PLO’s repræsentantskab (Fyns amts praksisudvalg)

1996-2002: Formand for Fyns Amts praksisudvalg

2003-2008: Medlem af PLO’s bestyrelse

2009-2013: Formand for PLO

2015: Medlem af PLO’s repræsentantskab (PLO Syd)

2016-2019: Medlem af PLO’s bestyrelse

2019-2022: Medlem af PLO’s repræsentantskab (PLO Syd)

2023: Folkepensionist

Privat

Henrik Dibbern er gift med Vivi Bakholt, der er speciallæge i plastikkirurgi. Sammen har de sønnerne Christian og Christoffer. Henrik Dibbern har desuden datteren Mette fra et tidligere forhold. Han er bedstefar til tre børnebørn.

Henrik Dibbern bor i Uggerslev på Nordfyn, hvor han har haft praksis de seneste 30 år. Huset er nu sat til salg, og når det bliver solgt, flytter han og Vivi i lejlighed i Odense. For ikke at komme til at savne de landlige omgivelser for meget, har ægteparret købt en nedlagt slusemølle ved Uggerslev, som de bruger som fritidshus.

Henrik Dibbern har en passion for fotografi og stjernekiggeri, og han drømmer om at indsætte store panoramavinduer i møllen, så han kan stå indendørs og se på stjernehimlen

Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters managasin til almen praksis i februar 2023