To ud af tre fortsætter på statiner i slutningen af livet
Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger bør personer med kort restlevetid ophøre med statinbehandling. Alligevel fortsætter to ud af tre statinbrugere behandlingen i de sidste måneder af deres liv.
Statiner er blandt de hyppigst anvendte lægemidler i Danmark. I 2021 indløste knap 741.000 danskere mindst én recept på statiner, og næsten 37 procent af alle danskere over 64 år er i behandling med statiner. Det er dog ikke en behandling, som bør følge en hele livet. Ifølge Sundhedsstyrelsens seponeringsliste kan statiner seponeres ved kort forventet restlevetid, men i langt de fleste tilfælde sker det ikke. Det viser en nyt dansk undersøgelse af, hvor stor en andel af statinbrugerne der fortsætter behandlingen i de sidste seks måneder af deres liv.
Undersøgelsen inkluderede 55.591 københavnere, som døde mellem 1997 og 2018, og som var statinbrugere i løbet af de sidste ti år af deres liv. Registerdata viser, at hele 64 procent af borgerne fortsat fik statiner i de sidste seks måneder af deres liv.
”Det er en meget høj andel, men det overrasker mig egentlig ikke, at så mange fortsætter behandlingen i slutningen af livet,” siger Jørgen Nexøe, speciallæge i almen medicin og seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet. Han er seniorforfatter til studiet, som er udgivet i tidsskriftet Family Practice.
”Det understreger, at det er enormt svært for os læger at seponere statinerne. Det kan der være flere årsager til. Dels er det svært at vurdere, hvornår en patient har kort forventet restlevetid, dels kan det være svært at overbringe den besked til patienten.”
Svært at vurdere restlevetid
Der er flere årsager til, at man anbefaler at seponere statinbehandlingen i slutningen af livet. På et tidspunkt har patienten så kort tid igen, at statinernes forebyggende effekt på hjerte-kar-sygdom og død ikke står mål med bivirkningerne og risikoen for polyfarmaci. Et randomiseret studie fra 2015, hvor halvdelen af deltagerne fortsatte i statinbehandling, mens den anden halvdel ophørte, viste, at statinseponering ikke påvirker overlevelsen hos patienter med under ét års forventet restlevetid.
”Når vi seponerer behandlingen, er det først og fremmest for at undgå polyfarmaci, fordi det går ud over compliance, når patienter får mange lægemidler samtidig. Vi ved ikke altid, hvordan patienterne prioriterer, og vi risikerer, at de vælger statiner til på bekostning af et vigtigere lægemiddel. Udfordringen er, at det er ekstremt svært at vurdere, om en patient har kort forventet restlevetid,” siger Jørgen Nexøe.
Til det mener han ikke, at seponeringslisten er til megen hjælp. Af den fremgår det som bekendt, at statiner skal seponeres ved kort forventet levetid. Den oplysning følges af en reference til Danmarks Statistik, hvoraf det fremgår, at den statistiske, gennemsnitlige restlevetid for henholdsvis en 75-, 85- og 95-årig mand er 11, 6 og 3 år, mens den for kvinder er 13, 7 og 3 år.
”Det hjælper os ikke med at vurdere den enkelte patients forventede restlevetid. Det ender med at være op til den enkelte læges fortolkning, og det er uhensigtsmæssigt,” siger Jørgen Nexøe.
Den svære samtale
For at undersøge om de lave seponeringsrater skyldes, at de praktiserende læger ikke evner at vurdere patienternes restlevetid, lavede forskerne en sensitivitetsanalyse, hvor de sammenlignede den samlede gruppe af statinbrugere med den undergruppe af borgere, der boede på plejehjem. Plejehjemsbeboere lever i gennemsnit to år og otte måneder på plejehjem, og knap en tredjedel bor der mindre end et år, men selv blandt disse borgere var sandsynligheden for seponering lav; analysen viste, at 60 procent af plejehjemsbeboerne fortsat var i statinbehandling i de sidste seks måneder af deres liv.
”Det tyder på, at vi praktiserende læger har vanskeligt ved at seponere en forebyggende behandling, selv når vi har en formodning om, at patienten ikke har lang tid igen. Det kan være enormt svært at fortælle en patient og de pårørende, at behandlingen skal ophøre, fordi det kan opfattes, som om man giver fortabt. Jeg kender det selv fra min egen praksis. Det er altid nemmere at lægge et præparat til end at trække et fra. Det viser forskningen i øvrigt også,” siger Jørgen Nexøe.
De praktiserende læger har dog ikke nødvendigvis grund til at frygte seponeringssamtalen. Amerikanske forskere har lavet en spørgeskemaundersøgelse af, hvordan ældre patienter forholder sig til seponering af statiner, og færre end fem procent af deltagerne svarer, at de ser det som et udtryk for, at lægen har opgivet dem. Derudover er der evidens for, at ældre patienter og pårørende er åbne over for seponering, hvis de forstår begrundelsen.
”Der er næppe nogen tvivl om, at udfordringen ligger hos lægerne,” siger Jørgen Nexøe, som har flere forslag til tiltag, man kan iværksættes for at nedbringe andelen af patienter, der får unødvendige statiner i slutningen af livet.
”I første omgang bør man opdatere vejledningen, så det fremgår tydeligere, hvornår den forventede restlevetid er for kort. Det ville også være en god idé at diskutere seponering af statiner i klyngerne, når vi nu mangler klare retningslinjer. Dermed kan man måske i det mindste opnå en lokal konsensus om, hvornår man bør seponere statinerne,” siger Jørgen Nexøe.
Undersøgelsen kort fortalt
64 procent af de københavnske statinbrugere fortsatte i statinbehandling i de sidste seks måneder af deres liv. I undergruppen af patienter, som boede på plejehjem, var andelen 60 procent
Sandsynligheden for seponering var lavest hos personer, som døde omkring halvfjerdsårsalderen. Sandsynligheden var størst hos de ældste patienter (95+)
Komorbiditet var forbundet med lavere sandsynlighed for seponering af statiner. Jo højere komorbiditetsscore, desto lavere sandsynlighed
En række sygdomme var forbundet med lavere sandsynlighed for seponering af statiner, herunder kræft, demens, hjertesvigt, type 2-diabetes, KOL, Parkinsons sygdom og forhøjet blodtryk.
Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters managasin til almen praksis i februar 2023