Cases skal inspirere læger til, hvornår man kan stoppe med medicin
IRF i Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med arbejdsgruppen for Seponeringslisten skrevet to cases, der viser, hvordan Seponeringslisten kan bruges i den kliniske hverdag.
De to cases består af sygehistorier, der er baseret på kliniske erfaringer, men er fiktive. De er tænkt som inspiration.
”Med de pågældende cases vil vi sammen med arbejdsgruppen gerne beskrive, hvorfor det er vigtigt at se sine patienters medicinliste igennem med jævne mellemrum. Vi håber, at de to cases kan bruges som inspiration til at anvende Seponeringslistens anbefalinger i den kliniske hverdag og at de dermed kan bruges som et læringsværktøj,” siger projektleder Fie Madvig Larsen.
Den ene case handler om en patient, der er under behandling for forhøjet blodtryk, mens den anden handler om en patient med søvnproblemer. Det er begge gængse emner, som patienter kommer til lægen med. Begge viser også, at det at starte med lægemidler ofte er rationelt, men at manglende opfølgning og revurdering kan gøre, at en medicinsk behandling, der en gang var hensigtsmæssig, med tiden bliver uhensigtsmæssig.
Med casene og Seponeringslisten vil Sundhedsstyrelsen desuden gerne vise, at læger kan forsøge seponering ved de fleste lægemidler. Behandlingsmål ændrer sig over tid, og derfor skal enhver lægemiddelbehandling løbende revurderes og tilpasses. Et godt spørgsmål at stille sig selv, er om lægemidlet ville være relevant at starte i dag?
”Mange læger er i en hverdag, hvor der er flere anbefalinger for, hvornår de skal opstarte et lægemiddel, end for hvornår de skal stoppe det igen. Vi oplever at den individuelle vurdering for nogle læger kan skabe et dilemma, hvis den kommer i konflikt med gældende behandlingsvejledninger, retningslinjer og anbefalinger. Eller hvis seponering ikke er beskrevet for det pågældende lægemiddel,” siger Fie Madvig Larsen og tilføjer:
”Man skal som udgangspunkt følge vejledninger, retningslinjer og anbefalinger. De er dog i sagens natur overordnede og kan ikke beskrive alle tænkelige forhold, som kan opstå i den kliniske hverdag eller i mødet med alle patienter. Derfor har man mulighed for at afvige fra dem som læge ved at foretage en konkret og relevant vurdering af de individuelle omstændigheder og samtidig huske at journalføre det,” siger Fie Madvig Larsen.