Læge på bostedet Grøndalsvænge: Jeg går aldrig hjem uden at have fået et kram

En fast bostedslæge, tætte relationer og blik for det hele menneske kan gøre en helt afgørende forskel. Både for beboernes trivsel og for sundhedsvæsenets ressourcer. På Grøndalsvænge i Københavns Nordvestkvarter viser almenmediciner Jesper Martensen-Larsen, hvordan nærvær, kontinuitet og de ’fem gode minutter’ bliver nøglen til bedre behandling.

Hvorfor er det netop Jesper Martensen-Larsen, vi besøger denne dag på plejecenteret Grøndalsvænge? Svaret på det spørgsmål kan begynde mange steder. For eksempel den dag han besluttede at søge jobbet som bostedslæge på det farverige botilbud i Københavns Nordvestkvarter. Eller den dag Region Hovedstaden besluttede at indgå en lokal aftale om plejehjemslægeordningen i 2018. Men mere passende er det måske at lade svaret begynde den dag, Jesper med studenterhuen i hånden valgte at søge ind på lægestudiet. For selvom den nu midaldrende praktiserende læge måske ikke fremstår som en, der har planlagt sine karriereskridt ned i mindste detalje, kan det vel ikke være rent og skært tilfælde, at han ikke blot valgte at blive almenmediciner, men også at bruge en stor del af sin tid både her og på et andet plejehjem i København.

”Jeg synes jo, at hverdagsproblemer er enormt spændende. Folk er meget forskellige. Du kan møde en person, som på overfladen har det rigtig godt, men så måske faktisk bare ikke har det godt alligevel, når samtalen kommer i gang,” siger han. Som for så mange andre læger giver det ham ikke meget energi at skrive og dokumentere, men med samtalen i rummet er det helt anderledes. For det er der, i spændingsfeltet mellem den oprigtige interesse i det menneske, han møder, og den medicinske faglighed, han kommer med, at det gode lægearbejde formes.

De vigtigste fem minutter

Han fortæller om sin motivation på vej ind på bostedet, hvor vi også nåede at hilse på stedets afdelingsleder Hanne Fjordvang og at ryste hånd med Jens, en ældre herre med Downs syndrom og tydeligt glimt i øjet. Men nu har vi fundet et kontor med ro til at tale, og hvor der også er plads til social- og sundhedsassistenten Karina Sofia Westh og sygeplejersken Johanne Dall Hjølund. De er Jesper Martensen-Larsens nære samarbejdspartnere på stedet.

”I en konsultation på 15 minutter, hvor man bruger 10 af dem på at tale om sygdom og fem af dem på at tale om alt det udenom, der er det sjove de fem minutter. Der hvor man taler om, hvordan pokker det lige var med det, og hvordan det gik med det eller det. Ting man husker at bemærke hos dem, man ser ofte,” siger Jesper Martensen-Larsen og uddyber.

”Herude kan du ikke bare gå ind og sige, at nu skal vi have lavet denne her undersøgelse,” siger han og fortæller om selvsamme Jens, vi for kort tid siden rystede hånd med.

”Når jeg møder Jens, siger han altid, at han synes, jeg er tyk, og at det er min kaffemave. Så sidder han og griner, og det er sådan, man skal møde ham. Han er meget bange for at blive undersøgt, men med fjol og spas og masser af pædagogik, så kan man få lov,” siger Jesper Martensen-Larsen og forklarer, at det for andre patienter kan være helt anderledes.

”De kan være til det mere formelle og til sygdomssnakken og til, hvordan vi nu konkret klarer dette her,” siger han. For mennesker er komplekse størrelser, tilføjer Jesper Martensen-Larsen, og vejen til den rette behandling, når nogen er syge, er derfor også sjældent snorlige. Hos nogle kan de sjove fem minutter af konsultationen være selve grundlaget for både at stille diagnosen og dernæst at få lov at yde den påkrævede lægehjælp.

”Jeg tror, at patienter er trygge, når de føler, at de er en del af det. Og når de føler, at der er nogen, der kender dem og deres historie på godt og ondt. Det er jo utrygt at komme ind i en ny behandlingssituation. Uanset om du tror på den anden persons faglighed, så er der noget utryghed i fornemmelsen af, at denne her person måske kan læse mig. Kan denne her person forstå, hvad det er, jeg har brug for?” siger Jesper Martensen-Larsen. Han peger på, at selvom det både gælder i den praksis, han driver i kompagniskab med to andre i Vanløse, og på Grøndalsvænge, så spiller relationen på bostedet en endnu vigtigere rolle.

”Beboerne er sjældent gode til at sætte ord på deres egen situation, og de kan frembyde symptomer og sygdomme på en helt anden måde end andre patienter. Her er det vigtigt, at man kan mærke, at i dag er der simpelthen noget, der er anderledes ved den her person. Det kan godt være, at vi ikke kan sætte fingeren på det, men de er ikke, som de plejer at være,” siger han og deler en observation med os, som yderligere understreger, hvor meget det betyder for behandlingen at kende patienterne.

”Jeg har også patienter på andre bosteder, som bare er normalt tilknyttet vores praksis, men dem ser jeg ikke så ofte, og specielt ser jeg dem ikke, når de har en god dag. Men når jeg kun ser dem, når de er syge, er det svært at sætte en finger på og sige, hvad det er, der er anderledes ved personen den dag,” siger Jesper Martensen-Larsen. Den situation er helt anderledes på plejecenteret.

”Her bor der omkring 50, og jeg ser måske de ti af dem, hver gang jeg er her. Men i virkeligheden noterer jeg mig også de 40 andre, som har det godt, og så bliver det meget nemmere at se, når de ikke har en god dag, fordi jeg kan se, at tingene ikke er, som de plejer,” siger han.

Kreative Bente på 83

Grøndalsvænge lever op til sit navn på flere måder. Det ligger i et grønt område, og når man bevæger sig rundt indenfor på gangene, er man også omgivet af rolige grønne motiver fra naturen. Jesper Martensen-Larsen og Johanne Dall Hjølund har lovet at tage os med på stuegang, så vi bevæger os gennem det store hus, hvor første stop er hos Bente på 83.

”Hej Bente, er du klar til, at vi lige kommer ind og siger hej til dig?” spørger Johanne Dall Hjølund. Bente er klar til besøg og samtykker ved straks at finde et fotoalbum frem fra skuffen, som hun glad udpeger forskellige familiemedlemmer i. Dernæst viser hun os endnu et album med tegninger, hun selv har lavet.

”Bente er den mest kreative person her på stedet, er det ikke rigtigt, Bente?” spørger Jesper Martensen-Larsen, hvilket Bente giver ham ret i og siger, at hun også har vundet medaljer for sit kunstneriske talent. Grunden til, at Bente er på listen over beboere, der skal have besøg af lægen i dag, er, at hun sidste gang var dårlig, fordi hun ikke spiste. Men vurderingen er, at hun er kommet tilbage i en god gænge. De forskellige synlige symptomer har lagt sig siden sidst, og trivslen er alt i alt god. Da vi går ud på gangen igen, fortæller Jesper Martensen-Larsen, at funktionsniveauet hos de små 50 beboere, som hovedsageligt er over 50 år, svarer til børnehavebørn. Hver tredje er desuden udredt for og diagnosticeret med demens, men det reelle tal er formentlig noget højere.

”Det giver bare ikke altid mening at lave en udredning, så vi taler om dem som hukommelsessvækkede i stedet,” siger Jesper Martensen-Larsen. Den næste beboer, vi konsulterer, er Lene på 61. Hun er ganske vist ikke behandlingskrævende, men hun fandt det så tilpas interessant, at der skulle tages billeder, så vi aflægger visit alligevel. Hun får sat sit hår og poserer velvilligt for fotografen, og humøret er præcis lige så højt som det var hos Bente. Selvtilliden fejler heller ikke noget.

”Jeg er jo en slank og flot dame,” griner hun.

Masser af sundhed for pengene

Vi går videre og banker på hos 81-årige Søren, som er husets nyeste beboer. Også han er i højt humør, selvom han har noget knas med vandladningen. Han er træt af at skulle op og tisse om natten, men lægen har sat behandlingen i gang, og selvom der stadig er behov for justering, går det bedre. Søren har rigeligt med overskud og får blandt andet demonstreret sin modeljernbane for os, mens han gør det klart, at han er glad for at være her. Efter at have besøgt fire beboere er det ikke svært at forstå, hvorfor Jesper Martensen-Larsen trives godt med at have sin faste gang på Grøndalsvænge. At komme her matcher meget præcist den underliggende motivation for at vælge almenmedicin. Ud over at beboerne er utrolig søde og imødekommende, er det i øvrigt også svært at finde et sted, hvor man som læge kan gøre en større forskel for sundheden end her, mener han.

”En dag, hvor jeg er her, laver jeg mere sundhed for befolkningens penge end noget andet sted. Vi kan virkelig flytte noget. Vi finder noget sygdom,” siger Jesper Martensen-Larsen.

Den besindige tilgang, hvor der bruges tid på at opbygge relationer og kendskab, virker, og selvom det i morges tog Johanne Dall Hjølund to timer at få lov at måle infektionstallet hos en beboer, er det en særdeles god investering. Menneskeligt, men bestemt også økonomisk. Der blev tilført flere penge til området via overenskomsten i 2022, hvilket Jesper Martensen-Larsen mener var det helt rigtige. Det var her, det blev muligt for alle at videreføre en ordning, der svarer til den, han selv er en del af, fordi Københavns Kommune lavede bostedsordningen i 2018. Når han er tilknyttet Grøndalsvænge, er det altså ikke af helt samme årsag som de fleste andre bostedslæger, for Københavns Kommune var en del tidligere ude. Uanset hvad gælder det, at den faste tilknytning – blandt andet sammen med de løbende sundhedstjek – virkelig er noget, der batter.

”Jeg er stensikker på, at de penge er rigeligt sparet. Meget ofte vil man, hvis man bliver ringet op og skal vurdere en patient, man ikke kender, sige, at de skal indlægges. Men med denne ordning kender vi patienterne, og jeg vil tro, at jeg i al den tid, jeg har været her, i gennemsnit har sparet sundhedsvæsenet for en indlæggelse om ugen,” siger han og skynder sig at nævne stedets andre sundhedspersoner. Det er i det gode og tætte samarbejde og samspil med Karina Sofia Westh og Johanne Dall Hjølund, at de overbevisende resultater opstår.

”Det betyder virkelig meget at have én fast læge. Det gælder for det løbende arbejde, men måske især i de akutte situationer, så man ikke skal til at finde ud af, hvem der er læge, og hvem man skal ringe til. Jeg har direkte kald til Jesper, og det fungerer rigtig godt,” siger Johanne Dall Hjølund.

Ønske: Flere sundhedstjek

Ingen af de tre sundhedspersoner, vi taler med på stedet, har noget at brokke sig over, for grundlæggende fungerer ordningen, som den skal. En ting kunne bostedslægen dog godt ønske sig.

”Sundhedstjekkene kunne være gode at foretage hvert år. Vi har en oversigt over alle beboerne, så vi ved, hvornår vi sidst var omkring dem. På den måde glemmer vi ikke den stille person, som ikke bliver set. Sundhedstjekket giver mere mening end årskontrollen, der drejer sig specifikt om den enkeltes sygdom,” siger han. Vi bemærker, at beboerne generelt er ret gamle, og han siger, at når mentalt handicappede har en højere dødelighed end normalt fungerende, skyldes det meget ofte nogle forholdsvis banale sygdomme, som godt kan behandles. To af de helt store er hjertesygdomme og luftvejssygdomme.

”Det er i reglen ting, som kan behandles med konventionelle behandlingsmetoder, men som ikke bliver det, med mindre at man er opsøgende på det. Helt almindelig forebyggende blodtrykskontroller kommer sådan en person jo ikke til, men den slags kan sundhedstjekket hjælpe med,” siger Jesper Martensen-Larsen.

En særlig livsnerve

Vi er ved vejs ende, så Jesper Martensen-Larsen og Johanne Dall Hjølund følger os ud. I godt humør løftet af samværet med beboerne.

”Det er en særlig livsnerve, du mærker her. De er jo megasøde, og det er sjovt at se dem. De smiler, og du får en eller anden bemærkning med. Det er da givende. Nogle kravler selvfølgelig mere ind under huden på en end andre. Og liv og død er også en del af det her,” siger Jesper Martensen-Larsen. Indimellem kan det godt sætte sig lidt, når en beboer går bort. Men det er følelsen af at gøre en forskel og af relationernes værdi, der fylder, og det er også med henvisning til netop det, at han sender os ud ad døren:

”Jeg kommer aldrig hjem fra en dag her uden at få et kram. Det får jeg altså ikke i min praksis."

Om Jesper Martensen-Larsen

· Født 1978

· Uddannet læge i 2007

· Speciallæge i Almen Medicin i 2017

· Plejehjems- og bostedslæge, tilknyttet Grøndalsvænge siden 2018

· Medejer af Lægehuset Kronen i Vanløse

Om Grøndalsvænge

Grøndalsvænge er et bo- og dagtilbud for voksne borgere med handicap, som har brug for støtte til at klare de daglige behov. 

En del af beboerne har massive fysiske handicap. Omtrent hver tredje er diagnosticeret med demens. Flere vurderes dog at have sygdommen.

Der er plads til 48 borgerne på Grøndalsvænge. Alle beboere er minimum 40 år.

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts magasin i juni 2026.