Tidligere formand for PLO-Syd: Jeg har brug for en pause

Hun gik af som PLO-formand før tid og har taget en pause fra politik. Men Birgitte Ries har ikke mistet kampgejsten: Hun frygter, at reformen svækker både almen praksis og patienternes adgang til sundhedsvæsenet.

”Det skal helst være sjovt, og jeg skal kunne se noget fremgang.”

Den ledetråd har Birgitte Ries holdt fast i i mange år. Både privat, i sin karriere som praktiserende læge og som formand for de praktiserende læger i Region Syddanmark.

Men ledetråden blev svær at følge i løbet af den sidste del af den politiske karriere som formand, og derfor besluttede hun i april at tage en ’timeout’ før tid og overdrage den stafet, som hun selv overtog i 2021, til sin afløser og gode kollega Michael Haslund.

Det var ikke rigtig sjovt længere – og der var ingen fremgang at spore. Birgitte Ries er ellers ikke en, der løber af pladsen. ”Engageret, vedholdende, energisk, ærlig, sjov og passioneret” er nogle af de skudsmål, som man kan læse sig til, at Birgitte Ries har fået med på vejen. Af venner, kollegaer og også af modparten ved forhandlingsbordet.

Langt fra et vidunder

Birgitte Ries har med egne ord ikke lagt sig ned og givet op. Hun samler bare kræfter og gør noget, som hun synes er sjovt. Så må tiden vise, om hun får blod på tanden og bliver involveret i politik igen. Lige nu modtager hun patienter i klinikken Fionia Lægerne i Odense og sætter et gammelt sommerhus i stand sammen med sin kæreste.

”Jeg er alt andet end udbrændt og bliver det heller aldrig. Jeg ser mig selv som praktiserende læge mange år endnu, for jeg har verdens bedste arbejde. Men jeg var ærligt talt kørt godt træt i sundhedsreformen, som jeg mener er langt fra at være det vidunder, som den er udråbt til at være. I mine øjne går det den forkerte vej, og det bliver bare ringere og ringere. Kvaliteten i sundhedsvæsenet er i frit fald.”

Reformen som bremseklods

Når Birgitte Ries ser sig tilbage, så mener hun ellers, at hun har været med til at udrette en del i sin tid som formand i Syd.

”Vi kom nemt fra start under corona. På mange måder var det en god tid i almen praksis. Vi fik nye vejledninger, indgik aftaler, og videokonsultationerne fandt for alvor et solidt fodfæste som konsultationsform. Vi fik også en rigtig god vagtaftale på plads, og i dag kan jeg med stolthed sige, at vi har fået etableret Danmarks bedste lægevagt i Syd.”

Birgitte Ries tilhører den lejr i PLO, hvor bekymringen for sundhedsreformen har været størst. Nogle praktiserende læger mener, at man skal prioritere. Men Birgitte Ries mener også, at vi skal investere. Foto: Heidi Lundsgaard

Men så kom sundhedsreformen, og ifølge Birgitte Ries satte den – stik imod intentionen – en kæp i hjulet for udviklingen i almen praksis. Reformen skulle blandt andet styrke dialogen mellem primær- og sekundærsektoren, men i praksis oplever hun det modsatte: Den er en bremseklods.

”Fra årsskiftet har vi som den eneste aktør i primærsektoren ikke noget samarbejdsudvalg samtidig med, at vores klinikkers økonomi er fuldstændig ukendt. Vi bliver mere og mere pressede på grund af de mange nye opgaver, der er tilflydt os over årene. Derfor bliver det også sværere og sværere at efterkomme patienternes helt almindelige og legitime ønsker om udredning og tilgængelighed.

Patienternes advokater

Birgitte Ries tilhører den lejr i PLO, hvor bekymringen for sundhedsreformen har været størst. Nogle praktiserende læger mener, at man skal forsøge at prioritere, som sundhedsreformen foreskriver. Men Birgitte Ries mener også, at vi skal investere.

”Ingen kan jo være uenige i, at vi skal kunne mere i almen praksis, at vi skal være flere – og at vi skal kunne hjælpe hinanden på tværs af sektorerne. Men i praksis er det ikke det, jeg ser ske. Ambulatorierne er stort set lukkede. Det meste foregår ude i almen praksis. Men der er fortsat mange blodprøver, vi ikke kan tage, og vores henvisninger bliver i stigende omfang afvist. Vi har den mulighed at henvise til en specialist med halve og hele års ventetid. Så vi har bestemt ikke et velfungerende sundhedsvæsen i dag. For patienterne er det et meget lukket sundhedsvæsen, som de ikke forstår, at de og vi som praktiserende læger ikke kan trænge igennem. Vi bliver som praksislæger i stigende grad patienternes advokater ikke deres læger, og vi ender med at sidde og tale med dem frem for at diagnosticere og afslutte forløb.”

Ultralyd i almen praksis er et andet område, hvor Birgitte Ries mener, at det bliver tydeligt, at man i samfundet ikke er parat til at investere. Mange klinikker har købt dyrt udstyr, men nu har også den ide og ambition fået stækket vingerne, og er ikke kommet med ind i overenskomsten.

”Ingen har råd til at have så dyrt udstyr til at stå og samle støv. Det er ærgerligt, at samfundet har så lidt lyst til at uddanne og investere i almen praksis.”

Birgitte Ries bliver her indigneret, engageret og passioneret. Kampånden, som hun besidder, træder tydeligt frem.

”Giv os nu nogle flere redskaber og udbyg vores sektor. Giv os et forum, hvor vi kan drøfte ting. Vi skal kunne afslutte langt flere patienter, end vi henviser, men det umuliggøres af at hospitalerne, der nu fremadrettet har den faglige ledelse og beskærer os muligheden for at få diagnostiske undersøgelser, som blodprøver og scanninger. Vi skal kunne afslutte langt flere patienter, end vi skal henvise. I dag skal vi henvise for at få en helt almindelig undersøgelse – og i øvrigt får vi som oftest henvisningen retur med et afslag. Det hele virker fuldstændig bagvendt. Det er dybt frustrerende og meget uhensigtsmæssigt både for os som læger, men naturligvis også for patienterne, som ikke forstår, at dørene til sygehusvæsenet er så lukkede.”

Et ømt punkt i hjertet

Nu er Birgitte Ries at finde hos Fionia Lægerne i Odense. I den klinik, hvor hun har været læge i mere end 20 år.

”Jeg ser patienter gennem generationer, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg inviteret med ind i familiernes og patienternes helt almindelige liv. Det er både berigende og identitetsskabende. Mine patienter giver så meget igen. De er taknemmelige over, at man er der, og at man er nem at komme i kontakt med. For mig er det at være praktiserende læge langt mere end bare et job. Jeg er altid glad for at gå ind ad døren til min praksis, og jeg mener, at det at være almen mediciner er verdens bedste job. Jeg ved aldrig, hvad dagen bringer.”

I Birgitte Ries praksis er der en del patienter, som lider af psykisk sygdom. En gruppe af patienter, hvor man i almen praksis oplever særligt mange afviste henvisninger.

”Min far var kornhandler i sjette generation og svært maniodepressiv. Derfor findes der nok også et særligt ømt og varmt punkt i mit hjerte for især den patientgruppe.”

Ifølge Birgitte Ries, så er hun selv et privilegeret menneske, som har alt, hvad hun kunne drømme om. En dejlig kæreste, børn og børnebørn, en masse gode venner og relationer og et sommerhus, som hun kalder sin ’oase.’ Alt sammen noget, som hun sætter meget højt.

”Jeg er helt grundlæggende et tilfreds og lykkeligt menneske. Derfor drømmer jeg på mine patienters vegne og især på vegne af de mindre privilegerede af mine patienter. Jeg drømmer om høj kvalitet og høj tilgængelighed i almen praksis og i sundhedsvæsenet generelt. Det er noget, som er truet lige nu. Jeg har brug for en pause - men jeg vil blive ved med at drømme og kæmpe for netop det.”

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts magasin fra september 2026