Regionerne til lommerne: Mange danskere på dette års EASD

EASD 2018: Danskerne har i sjælden grad invaderet EASD. Overalt er der danske læger, og også en del sygeplejersker. Og det er påfaldende i et år, hvor man kunne forvente, at vanskelighederne med at få medicinalindustriens hjælp til turen nærmest er forsvundet. 

Forklaringen på de mange danskere er - imod alle forventninger - netop habilitetsudfordringerne med industrien. Berlin er så tæt på, at selv de fattige regioner kan betale regningen, og Berlin er jo ikke længere væk end man nærmest kan cykle. Dertil kommer, at hotelværelserne godt kan overkommes med et regionalt tilskud på omkring 800 kr. pr. nat - især hvis man orker at dele værelse med en kollega.

Samtidig er det tydeligt, når man besøger messeområdet her i Berlin, at forholdet mellem læger og industri er blevet mere køligt. Der er ikke mange læger i dialog med industrien. Ikke engang den glimrende kaffe ved standene trækker som den gjorde en gang.

Hvis man ser på kongresdeltagernes interesse for de industribetalte symposier og de kommercielle præsentationer, så scorer klassiske sessioner mindst 1000 visninger i det digitale program, ofte mange flere. 

Til sammenligning kommer trafikken til industriens arrangementer sjældent over 50 visninger, og mon ikke de sjældne visninger for en stor del kommer fra konkurrenterne.

Tallene afspejler, at det køligere forhold mellem industri og læger er et internationalt fænomen.

Trods det imponerende danske fremmøde, er lægernes skilsmisse fra industrien fuldbyrdet. I hvert tilfælde når det gælder kongresser. Kontakten, som vi tidligere har kendt den, er ved at forsvinde.

Der skal nok være nogen, som synes, at den udvikling er herlig. Men det betyder også, at kongresserne ikke længere er anledningen til dialog mellem læger og industri. I fremtiden kommer kontakten til at ske på alle mulige andre områder, og i øvrigt helt uden den kvalitetssikring, som kongresserne trods alt har bidraget med.

For industrien er det en risiko, at man mister føling med lægerne, og det kan meget vel skubbe industrien i retning af andre stakeholders, som f.eks. patienterne. 

For lægerne er risikoen, at de mister indflydelse på industriens udvikling af produkter - og velsagtens, at industriens betaling til kongresser - på sigt - vil tørre ud.

Det er svært at se, hvad der dog skulle være af fremskridt i den udvikling. Men det er nu også umuligt at se, hvordan udviklingen skal kunne vendes.