Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Lægemidler er ikke nødvendigvis bedst til at stoppe prædiabetes

Kristine Færch

EASD 2019: Prædiabetes er forbundet med en øget risiko for at udvikle type 2 diabetes og hjertekar-sygdom. Men hvordan kan man sætte udviklingen i stå eller i det mindste svække progressionen?

Det spørgsmål har et team af danske forskere sat sig for at undersøge, nemlig at udvikle effektive strategier til forbedring af den glykæmiske kontrol og den kardiovaskulære risiko i denne højrisikopopulation.

Store randomiserede kontrollerede kliniske studier har vist at vægttab, livsstilsændring og metformin-behandling kan nedsætte progressionen til diabetes hos de personer der har prædiabetes i form af nedsat glukosetolerance (’impaired glucose tolerance’, IGT).

Der mangler dog evidens for den optimale forebyggelsesstrategi hos personer med forhøjet fasteglukose (’impaired fasting glycaemic’, IFG) og prædiabetes defineret på baggrund af HbA1c, som nu er den foretrukne metode til diagnose af diabetes og prædiabetes.

Kristine Færch, seniorforsker og teamleder, Steno Diabetes Center Copenhagen medvirker i et studie, der onsdag præsenteres (Abstrakt 312) som en poster på EASD i  Barcelona:

”I januar 2019 afsluttede vi PRE-D Trial – et randomiseret kontrolleret studie, der havde til formål at undersøge effekten af en SGLT2-hæmmer, dapagliflozin, sammenlignet med metformin og fysisk træning på glykæmisk variabilitet, glukosemetabolismen, kropssammensætningen og den kardiometaboliske risiko hos personer med prædiabetes defineret som HbA1c 39-47 mmol/mol, hvilket er det spektrum som American Diabetes Association anbefaler som diagnostisk kriterium for prædiabetes.”

”Vi brugte glykæmisk variabilitet målt i løbet af seks dage som det primære endepunkt, for at få et godt mål for ændringer i den glykæmiske tilstand i hverdagen. Desuden undersøgte vi hvordan de forskellige behandlinger påvirkede andre markører for glukosemetabolismen samt kardiovaskulære risikofaktorer,” siger Kristine Færch.

”Vi fandt at 13 ugers dapagliflozin-behandling eller intervalbaseret træning reducerede den glykæmiske variabilitet med 15-17% sammenlignet med kontrol eller behandling med metformin. Dapagliflozin, metformin og træning var alle forbundne med små forbedringer i HbA1c (ca. 1.1-1.3 mmol/mol) og andre markører for glukosemetabolismen,” siger hun.

Studiet afslørede endvidere at intervaltræning forbedrede den kardiovaskulære risikoprofil og førte til reduktion i fedtmassen. Set i lyset af risikoen for bivirkninger og de begrænsede effekter på glukosemetabolismen observeret i dette studie, understøtter studiet ikke, at fordelene ved de farmakologiske interventioner på kort sigt opvejer bivirkningerne i denne population med prædiabetes.

”Vores fund rejser således spørgsmålet om hvorvidt personer med et HbA1c-niveau i det nedre prædiabetiske interval er ideelle kandidater for farmakologiske glukosesænkende interventioner. Der er behov for studier af længere varighed, som tester forskellige interventioner hos personer med HbA1c-niveauer i den høje ende af det prædiabetiske spektrum, da disse personer er i langt højere risiko for både diabetes og hjertekarsygdom. Effekten af de forskellige behandlinger må forventes at være større for denne målgruppe,” siger Kristine Færch.