Søvnbehandling gavner mange psykisk syge

Problemer med søvnen kan være en forhindring for, at psykiatriske patienter får det fulde udbytte af psykoterapeutisk behandling. Derfor giver det god mening samtidig at behandle patienterne for deres søvnproblemer.

Det viser et amerikansk studie, der specifikt så på patienter med social angst.

“Klinikerne bør overveje at vurdere patienternes søvnproblemer og indarbejde søvnrelevante teknikker i behandlingsplanerne,” skriver forskerne bag studiet i deres konklusion.

Forskerne analyserede data fra forsøg med 152 deltagere, der fik gruppeterapi i fem uger samtidig med at de førte søvndagbog, der vurderede varighed og kvalitet af søvnen natten før og efter behandling. Graden af deres symptomers alvor blev vurderet undervejs samt en uge, en måned og tre måneder efter behandling.

Længere søvn gav færre symptomer

Målingerne viste, at 56 procent af patienterne var dårligt sovende, og at de over tid havde en langsommere forbedring af deres angstsymptomer, ligesom de opnåede dårligere resultater målt efter tre måneder. I forhold til søvnens længde viste det sig, at dem, der sov mere om natten før en behandling, havde færre symptomer ved næste behandling. I forhold til søvnens kvalitet natten før og efter behandling sås ingen forbindelse med symptomer.

“Reduceret søvnvarighed hæmmer optagelsen af ​​ny information og evnen til at hente tidligere lagrede oplysninger, og det er således muligt, at ny læring under terapien blev svækket for dem med nedsat søvnvarighed før behandlingssessioner,” skriver forfatterne og peger på, at implementering af interventioner målrettet dårlig søvn (f.eks. stimuluskontrol, afslapning og kognitiv omstrukturering af søvnrelaterede overbevisninger) før og i løbet af terapien kan hjælpe med at maksimere de terapeutiske resultater ved angstlidelse.  

Behandlere skal spørge mere ind til søvnproblemer

Et studie fra 2019 viste, at så mange som halvdelen af dem med OSA - obstruktiv søvnapnø - også lider af depression, mens en tredjedel af dem med depression også lider af søvnapnø. Der er således et markant overlap, og i den sidstnævnte gruppe er deres søvnapnø voldsomt underdiagnosticeret. Et andet nyligt studie dokumenterede en markant grad af udiagnosticeret søvnapnø hos patienter, der er selvmordstruede og/eller lider af svær depression. Og her konkluderede forskerne, at en høj grad af mistanke om OSA er berettiget hos selvmordspatienter med svær depression og for patienter med behandlingsresistent depression.

En behandlingsresistent psykisk sygdom kan således indikere, at en anden udiagnosticeret eller underbehandlet tilstand komplicerer responsen på den psykiatriske behandling. Eller med andre ord kan en behandlingsresistent depression, ifølge forskerne, være behandlingsresponsiv apnø, ligesom behandlingsresistent apnø kan være behandlingsresponsiv depression.

OSA rammer ca. 10 procent mænd og tre procent kvinder i alderen 30-50 år og forårsager hyppige åndedrætspauser, der forstyrrer søvnen. Det udløser symptomer, der overlapper depression, inklusive træthed i dagtimerne, tab af interesse for ens sædvanlige aktiviteter, problemer med opmærksomhed og koncentration, nedsat motivation og nedsat libido. Ca. en tredjedel af dem med OSA rapporterer også angst.

Søvnforstyrrelser er også almindelige hos mennesker med skizofreni. Næsten en sjettedel har OSA, mens en tredjedel lider af søvnløshed. Desuden går søvnløshed ofte forud for debut eller forværring af psykose. Blandt militære veteraner med PTSD er forekomsten af OSA blevet rapporteret til at være over 55 procent.