Nye retningslinjer for henholdsvis ADHD, depression og skizofreni er klar
Så er de tre første DMPG-retningslinjer udgivet og på vej ud i klinisk praksis. Det gælder retningslinjer for ADHD, depression og skizofreni.
Retningslinjerne udfylder store tomrum, som er opstået siden Sundhedsstyrelsens stop for udgivelse af nationale kliniske retningslinjer (NKR) for et år siden, da bevillingerne hertil løb ud. Det betød, at flere af de hidtidige retningslinjer blev stemplet ‘Ikke gældende’. Og på ADHD-området havde det også den konsekvens, at psykiatere lukkede dørene for mennesker, der ville udredes.
I forbindelse med udgivelsen af de nye DMPG-retningslinjer er der også formuleret en implementeringsplan. For at få dem ud at leve hos klinikerne går hver region derfor nu i gang med lokale tiltag, og på tværs af regionerne vil der blive holdt virtuelle møder med forfatterne bag retningslinjerne for at få en grundigere faglig drøftelse af indholdet. Desuden vil retningslinjerne og DMPG-arbejdet i det hele taget blive præsenteret på årsmøder i marts næste år for henholdsvis Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) og Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS).
DMPG står for Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper. Deres opgave helt generelt er til en start at udarbejde kliniske retningslinjer og opfølgning via kliniske databaser. På sigt er det planen, at der skal sættes fokus på vidensspredning og forskning på tværs af psykiatriområdet.
Inspirationen til DMPG’erne kommer fra kræftområdets DMCG’er, der har eksisteret siden 2006 og har medvirket til bedre kræftbehandling og en reduceret dødelighed. Og i oktober fortalte Inger Brødsgaard, psykiater og projektleder for DMPG, til Psykiatrisk Tidsskrift, at planen er, at der på hver af de tre sygdomsområder skal udgives adskillige retningslinjer, hvorfor de netop offentliggjorte kun er første skridt på vejen.
Således var første opgave for ADHD-gruppen at se på udredning og behandling af voksne med ADHD, som enten er indlagt eller i ambulant behandling på hospital. Tilsvarende skulle depressions-gruppen som det første se på behandling med esketamin. Og det er disse retningslinjer, der altså nu ligger klar.
Ud over de tre nye er yderligere to retningslinjer i støbeskeen hos DMPG.
Parallelt med DMPG’ernes arbejde er også Sundhedsstyrelsen i gang med at udarbejde nye guidelines. Her er der nedsat, eller ved at blive det, de første to arbejdsgrupper, som skal se på områderne for henholdsvis behandling af ADHD og behandling af skizofreni, bipolar lidelse og eventuelt samtidigt misbrug. Midlerne hertil kommer fra den pulje, der fulgte med sidste års vedtagelse af en 10-årig psykiatriplan. Den gav Sundhedsstyrelsen til opgave at revidere alle nuværende nationale kliniske retningslinjer inden for psykiatri-området. Retningslinjer, som imidlertid fremover bliver til nationale kliniske anbefalinger, NKA, da Sundhedsstyrelsen helt generelt er stoppet med at udarbejde retningslinjer. NKA’erne vil være udtryk for gennemgribende revisioner af de gamle NKR’er med fokus på de kritiske kliniske problemstillinger, hvor det kun er Sundhedsstyrelsen, der kan eller bør bidrage med anbefalinger.
Sundhedsstyrelsens ambition er, at den skal supplere DMPG’s retningslinje-arbejde og kun skal lave anbefalinger på områder, hvor det specifikt er efterspurgt, at det er Sundhedsstyrelsen, der gør det. Det kan være ifm. en tværfaglig eller tværsektoriel klinisk problemstilling, hvor der måske er uenighed og den derfor kan være svær at løse. På sigt er det tanken, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger bliver en integreret del af DMPG’ernes kliniske retningslinjer.
De tre nye DMPG-retningslinjer kan ses her:
ADHD - https://www.dmpg.dk/dmpgerne/dmpg-adhd/
Depression - https://www.dmpg.dk/dmpgerne/dmpg-depression/
Skizofreni - https://www.dmpg.dk/dmpgerne/dmpg-skizofreni/
