Ny forskning: Kirken var 1700-tallets distriktspsykiatri

I 1700-tallets Danmark var det ikke læger, men ofte sognepræsten, der vurderede og håndterede psykiske lidelser. Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at præsten havde en central rolle i både diagnosticering og behandling – længe før moderne psykiatri opstod.

Historikeren Benjamin Brandt Christiansen fra Det Teologiske Fakultet har i sin ph.d.-afhandling "Managing furious insanity: Hospital cell confinement and its alternatives in eighteenth-century Denmark" gennemgået mere end 70 sager fra Sjællands, Ribe og Fyns Stifter. Her fremgår det, at kirken i praksis fungerede som et lokalt psykiatrisk system.

Benjamin Brandt Christiansen

"Kirken var en fuldstændig uomgængelig institution i 1700-tallets Danmark, og det var blandt andet lovpligtigt at deltage i nadveren mindst en gang om året. Af samme årsag kendte præsten sine sognebørn og blev ofte tilkaldt for at vurdere, om en person havde været ’rasende afsindig’ eller begået en forbrydelse i ond hensigt," siger Benjamin Brandt Christiansen i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at præsten dermed kom til at udfylde en funktion, der på mange måder mindede om en distriktspsykiaters. Der fandtes ingen psykiatriske diagnoser eller institutioner, og det var præstens sociale kendskab, snarere end lægelig viden, der afgjorde, om en person blev anset for sindssyg.

"Og i præstens tilfælde kunne et fældende bevis være, hvis personen havde været til alters kort før sin forbrydelse. For så kunne vedkommende ikke være sindssyg, da en ’afsindig’ ikke måtte modtage nadveren," siger han.

Isolation som midlertidig behandling

Et centralt eksempel stammer fra 1737, hvor skomager Christen Rasmussen i Kalundborg gik amok under en brand og overfaldt byens brandmester. Retten vurderede ham som "rasende afsindig" efter vidneudsagn fra blandt andre naboer og præst, og i stedet for straf blev han anbragt i en "dårekiste" – en lille trækasse på hospitalet. Efter tre måneder blev han løsladt, fordi han var faldet til ro, og hans kone bad om det.

Ifølge Benjamin Brandt Christiansen viser sagen, hvordan datidens myndigheder og kirken samarbejdede om at balancere mellem humanitet og kontrol. "For stiftsøvrigheden handlede det om at få de ulykkelige borgere ud i samfundet igen så hurtigt som muligt, så de kunne genoptage arbejde og familieliv. Et af problemerne var dog, ikke helt ulig i dag, at der ikke var ressourcer nok. Helt konkret manglede der for eksempel dårekister," fortæller han.

Han har fundet flere eksempler på, at familier blev opfordret til at bygge deres egne dårekister derhjemme.

"Men udgangspunktet var, at de skulle blive en del af samfundet igen. Den ’rasende afsindighed’ blev opfattet som noget forbigående og ikke et udtryk for ondskab, der skulle straffes," siger han.

Et pragmatisk og socialt system

I dag forbinder mange dårekister med mishandling, men historikeren mener, at samtidens tilgang må forstås på dens egne præmisser.

"Når vi hører om dårekister og ser billeder af dem, tænker vi selvfølgelig, at det var en rystende behandling af mennesker med mentale problemer. Og det må have været forfærdeligt at være indespærret i sådan en lille celle. Men man skal huske, at det som udgangspunkt var en midlertidig løsning, og at alternativerne kunne være langt værre," siger Benjamin Brandt Christiansen.

Han peger på, at dødsstraf og tortur var almindelige retslige sanktioner i 1700-tallet. Mange sindslidende, der begik vold eller brandstiftelse, ville være blevet dømt hårdt, hvis de ikke var blevet erklæret "rasende afsindige".

"Myndighederne lagde ofte vægt på at afveje ’billigt’, det vil sige rimeligt, og der var en interesse i at få borgerne tilbage i samfundet, hvis de fik det bedre. Det var med andre ord et relativt pragmatisk system, der forsøgte at få tingene til at fungere lokalt – så længe man ikke opførte sig bevidst ’syndigt’ og skulle straffes," siger han.

Benjamin Brandt Christiansens forskning indgår i projektet Managing Melancholy på Det Teologiske Fakultet, som fra 2022 til 2025 har undersøgt samspillet mellem teologi og medicin i 1700-tallet. Projektet er støttet af VELUX FONDEN. Læs mere om afhandlingen her.