Professor: Regulering af positive følelser bør spille større rolle i forståelsen af ADHD
Følelsesregulering indgår ofte i ADHD-behandling, men i de diagnostiske kriterier er der fokus på kernesymptomer som impulsivitet, hyperaktivitet og koncentrationsproblemer. Måske uregulerede positive følelser kan hjælpe os til en dybere forståelse af ADHD, siger filosof Asbjørn Steglich-Petersen.
I en nyligt publiceret artikel i Review of Philosophy and Psychology argumenterer professorerne Asbjørn Steglich-Petersen og Somogy Varga fra Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet for en anderledes tilgang til ADHD:
”Når forældre til børn med ADHD tilbydes kurser, er der stort fokus på at hjælpe barnet med at regulere følelser. Men problemer med følelsesregulering indgår slet ikke i de diagnostiske kriterier for ADHD. Derfor vil vi gerne sætte fokus på betydningen af de positive epistemiske følelser som nysgerrighed og interesse,” siger Asbjørn Steglich-Petersen.
Positive epistemiske følelser er følelser, der relaterer sig til viden og forståelse. At have uregulerede positive epistemiske følelser vil for eksempel sige, at man bliver nysgerrig for let og hurtigt springer videre til det næste, der fanger opmærksomheden. Eller at man nemt bliver hyperfokuseret og har svært ved at løsrive sig.
Diagnosebilledet har udviklet sig
I artiklen opridser forfatterne, hvordan synet på ADHD har ændret sig historisk set: I den første videnskabelige beskrivelse fra 1902 af det, som vi i dag ville kalde ADHD, beskrives det, hvordan børn med uopmærksomhed og hyperaktivitet også udviser stærke følelsesmæssige reaktioner. Flere andre beskrivelser af den såkaldte ”hyperaktive sygdom” beskriver også følelsesmæssig dysregulering. Men da lidelsen i 1968 for første gang kommer med i de internationale diagnosekriterier (DSM-II) er der ikke fokus på følelsesregulering, men kun hyperaktivitet og uopmærksomhed. Og i de efterfølgende udgaver af DSM-diagnosekriterier nævnes følelsesregulering godt nok, men kun som ’associerede vanskeligheder’.
”De undersøgelser, der i dag er lavet omkring ADHD og følelser, fokuserer på negative og problematiske følelser som vrede og irritabilitet. Men på den måde overser man en stor klasse af positive epistemiske følelser, som vi tror er en vigtig underliggende faktor for de klassiske ADHD-symptomer,” siger Asbjørn Steglich-Petersen.
En ny ADHD-model
På baggrund af reflektioner omkring de positive epistemiske følelser præsenterer Asbjørn Steglich-Petersen og Somogy Varga en ny model for ADHD, hvor følelsesregulering er integreret.
”Vi foreslår, at man tolker kernesymptomerne i ADHD delvist som et udtryk for, at man har anderledes regulerede positive epistemiske følelser. På den måde kan man få mere fokus på at hjælpe folk med positive epistemiske følelser med at regulere dem. Det gør man allerede i mange sammenhænge ved behandling af børn med ADHD, når man for eksempel skærmer dem og hjælper med at holde fokus på en opgave med positiv feedback. Men nu sætter vi det ind i en mere teoretisk ramme,” siger Asbjørn Steglich-Petersen.
Han er dog ikke sikker på, at man bør inkludere uregulerede positive følelser i diagnosekriterierne for ADHD.
”Jeg er ikke sikker på, om man burde bygge teorien om ADHD ind i diagnosekriterierne. For de teoretiske elementer er ikke nødvendigvis så nemme at observere i en diagnosticeringssituation. Men måske kunne det give en bedre forståelse af den underlæggende rolle, som de positive epistemiske følelser spiller.”
En tvivlsom superkraft
I nogle kredse i ADHD-miljøet beskrives ADHD som en superkraft – og her tænkes netop på, hvordan hyperaktiviteten kan blive et redskab til at antænde nysgerrighed og interesse. Men Asbjørn Steglich-Petersen tror ikke på idéen om ADHD som en superkraft.
”Jeg bryder mig ikke om at kalde ADHD for en superkraft, for det kan sløre de vanskeligheder, der er forbundet med ADHD. Men fokus på positive epistemiske følelser tillader en mere positiv fortolkning af ADHD og udlevet i de rette sammenhænge kan det være en stor fordel,” siger Asbjørn Steglich-Petersen.
”Hvis man for eksempel er i en gruppe er det rigtig godt at have nogle i flokken, der har en let antændelig nysgerrighed og stiller en masse spørgsmål, mens de andre kan hjælpe med at afgøre, hvad man skal tænke videre over. Men det kommer bedst til sin ret, hvis man er indgår i et mix af forskellige mennesker.”
Diagnosekriterier bør ikke ændres
Per Hove Thomsen, der er professor på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, mener, at følelsesregulering allerede spiller en stor rolle i udredning, behandling og psykoedukation. Så han tror ikke, at det er nødvendigt at ændre i diagnosekriterierne på et overordnet niveau.
”Jeg vil mene, at den emotionelle dysregulering hører ind under opmærksomhedsvanskeligheder, som er et af de tre kernesymptomer i diagnosticeringen af ADHD sammen med impulsivitet og hyperaktivitet. Men det er vigtigt at få emotionel dysregulering skrevet ind som symptomer, som man skal være opmærksom på, når man udreder. Så behandleren kan være opmærksom på, hvor meget, det fylder,” siger Per Hove Thomsen.
Følelsesmæssig dysregulering er almindelig
Han fortæller, at han ser emotionel dysregulering hos de fleste med ADHD – både børn og voksne.
”Positive følelsesudsving omkring interesse og motivation kan være mere kraftfuld hos mennesker med ADHD. For eksempel hvis de bliver meget optagede af en faglig opgave eller en hobby og slet ikke kan lægge det fra sig igen,” siger Per Hove Thomsen.
”Den positive energi kan føre mange gode ting med sig, men man kan også have en tendens til at brænde al energien af på én gang. Så når vi skal arbejde med det, er det i form af en hjælp til at være opmærksom på, at man ikke skal overgøre tingene. Det er en balancegang imellem at blive tændt på noget og samtidig få gjort de andre ting, man skal nå.”