Strukturdebatten raser: Det er jo et kæmpe paradigmeskift
Danske Regioners nyligt fremlagte udspil til omstrukturering af almen praksis har modtaget stærk kritik. ”Jeg er så forarget over det udspil,” siger Birgitte Ries Møller, formand for PLO i Syddanmark.
Hun mener, at udspillet lægger op til at gå uden om de forhandlingsberettigede parter.
Strukturdebatten om fremtidens almene praksis blev skudt i gang med Sundhedsstrukturkommissionens analyser 8. december og har kun taget til i styrke, siden Danske Regioner i denne uge har meldt sig på banen med deres visioner for fremtidens almene praksis. Og det skorter ikke på visioner i det 10 punkter lange udspil. Så langt er de kilder, vi har talt med, enige – men så heller ikke meget mere end det.
I materialet fra Danske Regioner står der: ”Alle der ønsker at arbejde som praktiserende læger skal indgå en kontrakt med regionen og på forhånd acceptere en række basisopgaver (”common trunk”) og en række krav i forhold til "kvalitet, data og tilgængelighed”.
”Altså, det er jo en pistol for panden, hvis vi individuelt skal indgå kontrakter med regionerne,” siger hun og pointerer, at det vil få konsekvenser for alle i primærsektoren, hvis det er sådan, kontrakter skal indgås fremadrettet.
”Det er jo et kæmpe paradigmeskift. Jeg har faktisk ikke ord for det.”
Birgitte Ries Møller efterspørger realisme og indsigt for de praktiserende lægers arbejde i Danske Regioners udspil. Hun pointerer, at hun gerne vil være leverandør og levere en bestemt kvalitet og videregive data, som også nævnes i udspillet. Men hun tror ikke på regionernes nye løfte om en ”"styrket faglig ledelse og udvikling af almen praksis.”
”Regionerne har ikke taget deres ledelsesansvar alvorligt i almen praksis i 16 år. De har udelukkende haft et sygehusfokus, og det har gjort, at sygehusene maser os fuldstændig. Jeg har ikke tiltro til, at regionerne fjerner sig fra deres sygehusblik. Det er deres primære fokus, og det har det været altid.”
Leif Vestergaard: Stop den uendelige overenskomst
Den kritik nikker Leif Vestergaard Petersen genkendende til. Han er formand for Honorarstrukturrådet, der kom med et oplæg om en ny honorarstruktur i almen praksis tidligere i foråret. Han er desuden tidligere sundhedsdirektør i Region Midtjylland og tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse.
”Jeg kan sagtens forstå den kritik fra PLO, og jeg vil sige, at i forhold til ledelse har regionerne svigtet. Og det er en del af forklaringen på, at vi har de problemer, vi har for øjeblikket. Så det er rigtig godt at regionerne tager fat i det område,” siger Leif Vestergaard Petersen.
”En anden del af forklaringen på de problemer, vi har for øjeblikket, er, at alt er til forhandling hele tiden. Det er én uendeligt lang overenskomst, der ikke fører nogen vegne, og som samtidig ikke er forpligtende for alle læger. Det duer simpelthen ikke – vi har brug for et paradigmeskifte.”
Kontaktpunkt dømmes ude
Ifølge Leif Vestergaard Petersen er der grundlæggende fornuft og perspektiv i Danske Regioners udspil, men der er især to store knaster i Danske Regioners oplæg: Dels udspillet om ét kontaktpunkt, som borgeren først skal kontakte for eventuelt at komme videre til egen læge, som han kalder for en håbløs og underlig konstruktion, og så de varierede selskabsformer for almen praksis. Om det første siger han:
”Ét kontaktpunkt. Hvad er det for en håbløs konstruktion? Når sundhedsvæsenet skal være mere enkelt, så skal man ikke komplicere det med yderligere funktioner og teknikaliteter, som patienterne skal forholde sig til. Det synes jeg er underligt.”
Birgitte Ries Møller er enig og siger, at forslaget får de praktiserende læger til at fremstå som dysfunktionelle i sundhedsvæsenet.
”Men vi er jo dem, der ser alle patienterne. Og vi har en meget høj tilgængelighed. Og så kommer de (Danske Regioner, red.) med en telefon, som alle ved vil få en meget dårlig tilgængelighed. Tænk bare på corona-telefonen. Der var ingen, der kunne komme igennem på den. Det var jo frygteligt,” siger hun.
Bekymret professor
Den pointe bakkes yderligere op ad Janus Laust Thomsen, leder af Center for Almen Medicin, Aalborg Universitet, professor og speciallæge i almen medicin.
”Jeg kunne godt være bekymret for, at sådan én fælles adgang kunne have den effekt, at de borgere, der har svært ved i forvejen at holde kontakt med sundhedsvæsenet, ville få endnu sværere ved det,” siger han.
Janus Laust Thomsen påpeger især, at den manglende kontinuitet og erfaring med patienterne vil kunne gå tabt ved sådan et tiltag.
”Dem, som forskningen peger på, har størst brug for kontinuitet og kontakt, er netop de sårbare, de ældre og dem med mange sygdomme. I og med, at det også er disse grupper, man forsøger at tilgodese i regionernes visionerne, så kunne jeg da godt blive bekymret for den tilgang,” siger han.
Helt generelt for udspillet savner Janus Laust Thomsen også at kunne se lidt mere ind i, hvad det er for nogle erfaringer, der ligger til grund for regionernes udspil.
”I selve oplægget bliver der ikke refereret direkte til nogen erfaringer eller forskning. Og især vedrørende punkterne omkring data og styring heraf, kunne jeg godt være lidt skeptisk,” siger Janus Laust Thomsen.
De mange selskabsformer
Som nævnt tidligere er Leif Vestergaard Petersen også uforstående over for regionernes øgede fokus på flere selskabsformer som regionsklinikkerne.
”Jeg synes, at Danske Regioner overser kvaliteterne i almindelig praksis og forherliger regionsklinikkerne, som jeg primært mener bør skabes i situationer, hvor man ikke kan få det til at gå op på andre måder,” siger han.
I stedet mener Leif Vestergaard Petersen, at regionerne burde have det som en ambition at støtte de solopraksisser, der er udfordrede, ligesom man hjælper hospitaler i yderområder.
”Her taler jeg ikke om økonomi, men der kan være faglighed,” siger Leif Vestergaard.
Birgitte Ries Møller stemmer i:
”Vi har det, alle i verden kommer og kigger på – selv kineserne kommer og lærer om vores måde at drive almen praksis på. Hvis man gerne vil ændre det, så fred være med det. Men vi har noget, der virker rigtig godt i dag. Det kunne man starte med at udbygge, hvor vi undgår at bruge sygehusene så meget, og hvor vi kan holde folk i primærsektoren.”
DE 10 FORSLAG
1. Der skal være flere muligheder for at få løst de almen medicinske opgaver. Omdrejningspunktet er de praktiserende læger, men der skal være alternativer, og det skal være muligt at lave løsninger, der aflaster egen læge, for eksempel forslaget om ét kontaktpunkt i sundhedsvæsnet.
2. Den faglige ledelse af almen praksis skal styrkes markant gennem større ledelsesmæssigt fokus, bedre adgang til data og et andet perspektiv på opfølgning og kontrol, i forhold til de ydelser der leveres i almen praksis. Formålet er sikre større sammenhæng og integration af tilbuddene i sundhedsvæsenet, og dermed bedre anvendelse af de samlede ressourcer.
3. Alle læger skal arbejde under en kontrakt, som kan opsiges af regionen, hvis den brydes. Kontrakterne skal indeholde en række basiskrav (’common trunk’) og en række krav i forhold til kvalitet, data, tilgængelighed mv. Der skal også være mulighed for at indgå en anden kontrakttype for de læger, som ønsker at påtage sig et større ansvar, og som har volumen, kompetence, personale og udstyr til det. Herudover en kontrakt for afprøvning af nye løsninger, jf. anbefaling fra Honorarstrukturrådet. Aftalerne vil medføre en variation mellem lægernes tilbud. Honorarer forudsættes fortsat fastlagt centralt, og der kan tages udgangspunkt i et antal standardkontrakter med forskellige niveauer af opgaveløsning.
4. Opsigelse af ydernumre og sanktionering af praktiserende læger bør være en regional kompetence.
5. Regionsklinikker skal kunne etableres uden tidsbegrænsning i henhold til politisk beslutning i regionsrådet.
6. Regionerne skal have mulighed for at hjemtage en del af tilbuddet. Især i lægedækningstruede områder skal regionerne have redskaber til at kunne levere almen medicinske ydelser forankret i regionale enheder på akuthospitalerne, som har en udadvendt funktion. Enhederne vil skulle sætte ind med kliniske og patientnære ydelser ift. fx skrøbelige patienter på akutfunktioner og på plejehjem eller til patienter, som får behandling i eget hjem. Funktionerne skal også kunne fungere som egen læge, hvis der er brug for det, hvor patientenerne er tilmeldt.
7. Der er brug for attraktive og udviklende lægehuse, som kan medvirke til at udvikle sektoren og skabe helt nye løsninger, som senere hen kan blive en del af det samlede tilbud. Det kan i dag ske via aftaler med PLO, men det går for langsomt og tilrettelægges i et forhandlingsrum, hvor prisen for opgaven er central. Der skal være et udviklingsrum udenfor overenskomstregi som kan aftales enten med private eller som et regionalt tilbud.
8. Digitalisering og systemløsninger skal i langt højere grad samtænkes på tværs af sektorer bl.a. med henblik på mere sammenhæng, bedre ressourceanvendelse og synergi.
9. Bedre adgang til data om organisering og patientbehandling: Praktiserende læger, som leverer almen medicinske ydelser, skal offentliggøre regnskab og levere oplysninger om brug af underleverandører og give oplysninger om personale. Den praktiserende læge skal desuden være forpligtet til at aflevere uddrag af patientjournal, hvis regionen anmoder om dokumentation for ydelser, som er udført i henhold til overenskomst eller aftale.
10. Bedre adgang til aktivitetsdata: Der skal etableres en infrastruktur, som opsamler data på CPR-nummer-niveau og på yderniveau, og grunddata skal gøres tilgængelig for regionerne. Det skal afklares, hvilke data der er behov for, for at kunne kvalitetsudvikle, kvalitetssikre og følge op. Et hensyn er, at lægen ikke skal belastes med overflødig registrering. Dette skal ikke aftales med PLO.
Kilde: Danske Regioner