Skip to main content


Fra lægestationen i Runavik er der udsigt til de store fjelde.

Praktiserende lægevikar på Færøerne: Patienterne kommer med hvalkød og fugle

Skrevet af Christina Alfthan den i kategorien Almen praksis.

Henrik Nistrup arbejder fast som lægevikar på Færøerne, selvom han egentlig var gået på pension. Han startede på et afbud, og efter fire år og masser af unikke oplevelser er han der stadig; ”Jeg er meget glad for at være her på Færøerne, for jeg oplever virkelig, jeg gør en forskel,” fortæller han.

Kort før jul 2019 fik lægen Henrik Nistrup en uventet opringning. En gammel kollega, der selv var vikar på Færøerne, fortalte ham om et 14 dages vikariat i byen Runavik, som stadig var ledigt. Efter en dags betænkningstid takkede han ja og aflyste nytårsfesten hjemme i Hellerup og fløj derop 28. december. 

”Det stormede og regnede den dag, jeg landede, og sådan fortsatte det resten af tiden,” fortæller han og griner, for trods vejret gav de to ugers vikariat ham lyst til mere, og lige siden har han været fast tilknyttet som lægevikar i en almen praksis - eller kommunelæge, som det hedder på Færøerne.

”Jeg kommer 14 dage af gangen. Det er den periode, der passer mig bedst, for så kan jeg bedre passe patienterne med kroniske sygdomme. Det er ofte et forløb, hvor jeg først har dem inde til forskellige prøver som for eksempel blodprøver og måske en EKG, og så planlægger vi derfra. Så kan jeg nå at følge op på dem i den 14 dages periode, jeg er der,” fortæller han og glæder sig over sine mange faste patienter, der ofte venter med at bestille tid, til han er tilbage, og nogle kommer endda med forskellige slags spiselige gaver.

”Jeg havde engang fisker, der egentlig bare kom med en urinprøve fra sin mor. Tilfældigvis bemærkede jeg, der var noget med hans knæ. Det viste sig, der var en stor hævelse, hvorfor jeg tappede en masse ledvæske ud. Han blev så lykkelig, for han skulle ud på havet i flere uger og havde haft rigtig ondt. Så en halv time efter kom han med en stor kasse af den fineste, fileterede helleflynder og torsk,” fortæller Henrik som også har fået fårekød, grindehval, fisk og mallemuk, som er en fugl, man fanger om efteråret.

”De kommer med detaljerede madopskrifter, for de vil gerne have, at jeg skal opleve deres helt specielle delikatesser. Jeg synes det er utrolig dejlig, at de er stolte af deres kultur,” fortæller han og tilføjer, at det ikke altid er lige nemt at få gaverne transporteret hjem til Danmark.

Fra whiskybæltet til bibelbæltet

Størstedelen af tiden har han været tilknyttet lægestationen i byen Runavik, som har cirka 4.000 indbyggere og ligger på øen Eysteroy, som er Færøernes næststørste ø. Det er en stor lægestation med tre klinikker, hvor der er tre kommunelæger, hvor de to er lokale, mens den tredje stilling har været ubesat, og derfor er der brug for en vikar. Derudover er der et blodprøve ambulatorium og ambulancer lige ved siden af, så man hurtigt kan komme til sygehuset i Torshavn, der kun ligger 20 minutter væk, efter den nye tunnel åbnede i 2020.

”Det er en meget veludstyret klinik, der kan klare mere end en almindelig lægepraksis. Der er tilknyttet to sygeplejersker og en lægesekretær, og der er et operationsrum, hvor man kan lave mindre form for kirurgi som for eksempel at stabilisere et brækket ben, behandling af større sår og brandsår,” fortæller han.

En typisk dag begynder kl. 8 med telefontid fra 8-9, og så kommer patienterne fra 9-16. Plejehjemmet ligger lige overfor, og der er han også ofte. Kommunelægerne dækker også de færøske skibe, der er ude på havet. Bliver en fra besætningen syg, er de typisk i radiokontakt med kaptajnen. De planlægger en behandlingsstrategi sammen, som kan foregå ombord på skibet, for de er ofte afsted i månedsvis og kan ligge helt oppe i Barentshavet. Der er også et lægevagtsystem, hvor man tager vagter på sygehuset om aftenen og natten og i weekenden, hvor man passer lægevagt og skadestue, og endelig kan man også tage vagter som kørende vagtlæge:

”På de vagter dækker man næsten hele Færøerne, og jeg kommer af og til ud på længere køreture til de små bygder. Det kan være en strabadserende tur at komme ud til bygderne. Der kan være storm og sneskred og udgangsforbud, og man kan blive nødt til at bede politiet eskortere dig,” fortæller han.

”Da jeg var her første gang, var det meget overvældende. Alt var nyt, så da jeg fredag eftermiddag sagde ’god weekend’ til min kolleger og fortalte, at jeg ville nyde weekenden med en god flaske vin, var der en der sagde: ’Du kommer vist lige fra Whiskybæltet til Bibelbæltet.’ Det blev bemærket med et glimt i øjet. Men eftersom alle vidste, jeg var mutters alene i min lægebolig, var det nemt at forestille sig mig alene med en flaske,” fortæller han og griner.

Taknemmelige patienter

Selvom det var en enkeltstående episode, og den var sagt halvt i spøg, så siger den alligevel noget om de kulturelle forskelle, der er mellem danskere og færinger, fortæller Henrik, som også er praktiserende lægevikar på en klinik i København.

"Det er et mere religiøst samfund heroppe end det, jeg er vant til hjemme i København. Man er i langt højere grad prisgivet naturen og vejret, og det er en anden livsstil, der er mere rolig,” fortæller han.

Men det er især i mødet med patienterne, han oplever en anden mentalitet:

”Jeg har fået et godt og tæt forhold til mange patienter. De er på mange måder anderledes end i København. De møder mig mere åbent og kommer ikke med store krav. Generelt er de meget taknemmelige for at blive taget alvorligt, når de kommer, og jeg synes, patientdialogen er meget varm.”

En af de store forskelle er også, at aborten ikke er fri på Færøerne. Det kræver både en indstilling fra den praktiserende læge og fra en læge på sygehuset. Det er kun, hvis de to er enige, den kan indstilles til abortrådet.

”Jeg har endnu ikke oplevet, at en indstilling fra mig ikke er blevet accepteret. Jeg tror, at man lærer, at det er vigtigt, at indstillingerne er meget grundige og præcis belyser kvindens situation og konsekvenserne, hvis hun ikke får en abort. Jeg har haft helt unge piger, hvor pigen kommer med sin mor, der fortæller, at de planlægger at få barnet. Men jeg har også kvinder, der føler, at deres liv falder fuldstændig fra hinanden, fordi de allerede er alene med flere børn, eller de er i gang med en uddannelse,” fortæller han.

Fritid på fjeldet

Som læge får man stillet en bil og en lægebolig til rådighed, og fordi Henrik har været så meget i Runavik, lader han vandrestøvlerne blive i huset. For i fritiden dyrker han den smukke natur på Færøerne.

Der er masser af skønne vandreture på Færøerne.

”I sommerhalvåret er det længe lyst, og det giver mig mulighed for at gå nogle lange ture i fjeldet. Ofte går jeg en lokal tur rundt om den store sø ved Runavik, eller så kører jeg afsted og går på de mange spændende vandreruter. Nogle gange begiver jeg mig ud på rigtig lange ture, hvor jeg går over fjeldet fra en bygd til en anden. Problemet er så, at man enten skal gå turen på tre-fire timer tilbage igen til sin bil. Jeg har i stedet satset på at tomle mig tilbage, og det lykkes altid. Færingerne er utroligt venlige og har endda kørt omveje for at hjælpe mig tilbage til bilen,” fortæller han.

I klinikken møder han også patienter, der har været ude at vandre, men her er omstændighederne nogle gange knapt så hyggelige. For der er mange – oftest turister - der snubler på fjeldet og forstuver en fod eller det, der er værre.

En gang læge, altid læge

Det var ikke kun et tilfælde, at Henrik endte på Færøerne, det var også et tilfælde, at han blev læge igen. For efter mange år i udlandet som leder i medicinalindustrien, havde han egentlig tænkt sig at gå på pension. Men efter en lang sommer med lidt for god tid, begyndte han at kede sig. Han var alligevel ikke klar til at springe ud som pensionist, men hvad skulle han så? Svaret kom en nat, hvor han drømte, at han igen var blevet læge.

”Jeg vågnede og kunne mærke, at jeg gerne ville arbejde som læge igen. Men det var mange år siden, jeg sidst havde haft med patienter at gøre, så jeg var meget i tvivl om, det var en god idé,” fortæller han.

Men kort efter var han og hans kone til en fest i Stockholm, hvor han havde en professor til bords, der også var læge. Hun sagde: ”En gång läkare, altid läkare,” fortæller han, og dermed var beslutningen taget.

”Jeg gik i gang med at læse op på det hele, og efter et par måneder begyndte jeg at se mig om efter et vikariat. Jeg havde slet ikke tænkt på Færøerne, før en ven kort før jul fortalte mig om det. Det blev to uger med en stejl indlæringskurve, hvor jeg hver aften læste op på næste dags patienter og dobbelttjekkede dem, jeg allerede havde set,” fortæller han og griner.

For det hele gik godt, patienterne var glade, og det samme var kollegerne, og før han skulle hjem igen, var han allerede hyret til et seks uges vikariat måneden efter.

”Jeg oplever virkelig, jeg gør en forskel og møder meget taknemmelige patienter. Det er det, som gør, at jeg bliver ved med at tage herop,” fastslår han.

   

 

Fakta