74 år, kontant og ukuelig: Jeg er mine patienters advokat, og jeg skal trækkes ud herfra

Behovet for praktiserende læger stiger, men de er i gennemsnit kun 60,5 år, når de sælger deres ydernummer. Derefter går halvdelen på pension. Det gælder ikke 74-årige Rikke Jensen, hvis arbejdsglæde stråler som et helbredende lys ud gennem hendes pastelfarvede klinik. Hemmeligheden bag hendes drive kan ligge i hendes evne til at banke i bordet og blive hørt. Ifølge PLO-formand Jørgen Skadborg bliver praksislæger nemlig i stigende grad udfordret på deres kernefaglighed, når deres henvisninger afvises. 

”Du må da være den eneste læge i verden, der har sådan en!”

Fotografen bliver begejstret, da Rikke Jensen viser os sin lægetaske, som med sit Marilyn Monroe-motiv ikke ligefrem ligner den klassiske model. Historien om, hvilke krumspring den 74-årige speciallæge i almen medicin måtte igennem for at få fingre i netop den lægetaske, springer vi over. I stedet nøjes vi med at konstatere, at tasken minder lige så lidt om en udbrændt læge, som Rikke Jensen selv. Praktiserende læger er i gennemsnit 60,5 år, når de sælger deres ydernummer. Rikke Jensen solgte sit, da hun var 73. 48 procent af de 60- til 64-årige vælger at gå direkte på pension, efter de har solgt deres ydernummer. Rikke Jensen er i skrivende stund 74, arbejder stadig på fuld tid og har ingen planer om at gå på pension foreløbig. Og så er det, må vi konstatere efter et par timer i hendes livlige selskab, stort set umuligt at få hende til at sige noget negativt om livet som læge.

Furien fra Frøya

Vi kørte til Køge for at tale med Rikke Jensen, fordi vi ville høre en anden historie end de historier, de fleste læger efterhånden kender; om hvor hårdt det ofte er at være læge, om at der ikke er tid til at opbygge relationer til patienterne, om at sygehusene ind i mellem snarere synes at være modstandere end medspillere. Vi er da også dårligt trådt ind i klinikken, før de gode historier strømmer ud af den modne speciallæge i almen medicin. For eksempel om dengang hun som ung læge kvittede jobbet på skadestuen i København for at flytte til Nordnorge.

”Jeg var akutlæge og helikopterlæge i Frøya i Norge i 11 år, inden jeg kom herned. Med masser af døgnvagter, fødsler på stuegulvet, hjertestop og udrykninger i helikopter og båd. Der var ingen andre læger, så der var fuld fart på, og jeg elskede det,” siger Rikke Jensen og fortæller videre:

”Når jeg indgav akutte patienter med helikopter eller ambulance, ringede jeg altid ind og adviserede dem om, at min patient var på vej. Og jeg lagde altså ikke fingre i mellem, når det hastede. Jeg blev kaldt for Furien fra Frøya, fordi jeg simpelthen ikke fandt mig i noget” siger hun. Det var kærligt ment, det med furien. Respekten for den bestemte dansker fejlede ikke noget. Og hendes kontante facon er heller ikke udtryk for manglende respekt for sygehusenes arbejdsvilkår. Hun oplever det bare af og til som nødvendigt at slå i bordet.

”Jeg er advokat for mine patienter, og så må man ind imellem være konfrontatorisk over for forskellige myndigheder. Hvis de ikke behandler mine patienter ordentligt, så får de det at vide. Og jeg synes altså ikke, at en ledende overlæge fortjener større respekt end pølsemanden nede på strøget. Jeg behandler alle ens, og jeg gør det, der skal til for, at mine patienter får den rigtige behandling,” siger hun og fortæller om dengang, hun ringede til direktøren for et større dansk sygehus og med store bogstaver forklarede, at det jo for pokker ikke kunne nytte, at hun blev kastet rundt mellem alverdens afdelinger, der ikke kunne hjælpe med et akut prøvesvar, når hun stod med en patient, hvis barn risikerede at dø. Opkaldet virkede.

Særlig hård kost

Da vi efterfølgende taler med formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, viser det sig, at der meget vel kan være en sammenhæng mellem Rikke Jensens kontante facon og ukuelige glæde ved lægegerningen. Blandt de mange ting, Jørgen Skadborg omtaler som frustrerende i en praksislæges liv, er der nemlig én, han anser som både langt hårdere og langt sværere at løse end de andre, og det er, at sygehusene er begyndt at afvise patienter, selvom de kommer med en henvisning fra deres praktiserende læge.

”Nogle er værre end andre, men det er accelererende og en meget stor belastning for vores fag,” siger han og understreger, at langt de fleste læger kan klare meget, men at det her er særligt hård kost.

”Når der er noget, vi ikke selv har lægelige kompetencer til, har vi brug for hjælp fra venlige kolleger. Det er fundamentet, at vi får al den hjælp, vi har brug for. Så når man oplever ikke at kunne få den hjælp, og man ikke selv kan hjælpe, så er det undergravende for ens kernefaglighed. Jeg mener, at det skulle forbydes ved lov at afvise patienter,” siger Jørgen Skadborg. Han erkender i samme åndedrag, at det næppe kommer til at ske, men at det i det mindste burde være et krav, at afvisninger ikke skete, før der havde været en dialog med patienten.

Flere patientrettigheder

”Det er jo et kæmpe strukturelt problem, fordi det handler om, at sygehusene er motiveret til at se færre og færre patienter. Og så er det en barriere for den gamle dyd, at man selvfølgelig hjælper sine kolleger, når de har brug for hjælp,” siger Jørgen Skadborg.

Han er optimistisk omkring flere af forbedringerne i den nye sundhedsreform – især indsatsen for flere praktiserende læger og mindre bureaukrati – men han tvivler alvorligt på, hvornår ændringerne bliver til virkelighed. Ifølge ham er det mest realistiske håb at styrke patienternes rettigheder. Selvom der indføres kronikerpakker for KOL, lænderygsmerter, diabetes, hjertesygdomme og kompleks multisygdom, er der fortsat en stor patientgruppe med andre lidelser, der også har behov for hjælp.

"De har jo også brug for hjælp til udredning på sygehuse. De må ikke blive glemt,” fastslår Jørgen Skadborg.

Gør, hvad der skal til

Og så er vi tilbage ved Rikke Jensens patienter, for en ting er sikkert, og det er, at ingen af dem bliver glemt.

Rikke Jensens lægetaske har Marilyn Monroe-motiv. Foto: Magnus Møller

”Jeg har aflagt ed på at varetage patienternes tarv og ikke udsætte dem for unødig lidelse, og det sætter jeg meget højt. Og så gør jeg det, der skal til, for at de bliver udredt. Jeg ringer for mine patienter, hvis jeg ved, at det er et sted, hvor det er svært at komme igennem. Og hudlægen ved også godt, at det er mig, der ringer, for jeg er, som de siger, den eneste, der ringer på patienternes vegne. Men det er selvfølgelig en vurderingssag. Jeg vil ikke misbruge det, så det handler også om, hvad der haster,” siger Rikke Jensen. Og det er, siger hun, ikke kun hudlægen, det gælder. Hvis en patient afvises på hospitalet, presser hun på. Da vi påpeger, at den tilgang næppe ville virke, hvis alle gjorde det samme, svarer hun koldt og roligt, at det kan hun ikke tage sig af.

”Det må nogle andre løse. Jeg tager mig af mine patienter,” siger hun. Den etiske forpligtelse stopper til gengæld også der. Hun mener ikke, at man som læge har nogen særlig forpligtelse til at arbejde længere, end man har lyst til.

”En etisk forpligtelse til at blive? Overhovedet ikke. Slet ikke. Det må ikke være en sur pligt. Du skal drives indefra af, at du gerne vil, for så yder du også dit bedste. Du skal jo altid have etikken med, men det samfundsmæssige plan, mener jeg, er et andet, så nej,” lyder det.

Lysere tider på vej

Ifølge PLO’s beregninger går praktiserende læger i gennemsnit på pension som 66-årige, men det er et tal, der dækker over store afvigelser. Rikke Jensen spærrer øjnene op, da vi fortæller, at praktiserende læger i gennemsnit er 60,5 år, når de sælger deres ydernummer, og at godt halvdelen går på pension umiddelbart derefter.

”Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det kan jeg ikke forstå. Så skulle jeg have været på pension i 14 år. Jeg kan slet ikke fatte det,” udbryder hun. Hun spørger sig selv, om de mon ikke har hendes passion for patienterne, men slår det hen og ser ud til, at hun simpelthen bare har svært ved at få de markante tal til at passe med, hvor svært hun selv ville have ved at undvære den energi, jobbet giver hende.

Da vi spørger Jørgen Skadborg, om han kan forstå Rikke Jensens reaktion, er svaret et klart ja. Han synes også, at tallene peger i en forkert retning. Men selvom han glæder sig over hendes passion, slår han også fast, at den situation, vi står med nu, nødvendigvis må kalde på politiske svar.

”Der er en enorm variation i, hvordan vi er som mennesker, og hvad hver især kan. Og derfor er vi pinedød nødt til at kigge på rammerne. Vi står jo også i disse år med et behov for, at der skal være mange flere læger,” siger han. 

Ifølge sundhedsreformen kommer der nu mindst 1.500 flere læger i det almenmedicinske tilbud i 2035.

”Vi får nu endelig en anerkendelse af det behov for praktiserende læger, som samfundet har. Det er faktisk første gang for almen praksis, at der er lysere tider på vej,” siger Jørgen Skadborg.

Med den rette reformering tror han  på, at det er muligt at bremse nedslidningen og give lægerne lyst til at blive længere. Noget af det handler om lempeligere regler for generationsskifte, hvilket både vil gavne yngre og ældre. Andet handler om at fjerne bøvl og besvær, som stjæler tid fra patientsamværet. Gentagne henvisninger til fysioterapi. Attester på alt fra bleer til støttestrømper. Generiske ordinationer. Alt det, der ikke er grund til at bruge lægetid på, skal væk.

Man kan tåle meget

”Der er mange ting, lovgiverne faktisk har i deres magt, som vil hjælpe i forhold til nedslidning, for det meningsfulde arbejde slider ikke på folk. Heller ikke, selvom der er meget af det. Hvis først man er læge, så kan man tåle meget i forhold til patienterne. Det er bureaukratiske ting, der er med til at lægge negative lodder i balancesystemet,” siger Jørgen Skadborg.

Mens det er velbelyst, hvad der slider, frustrerer og demotiverer i almen praksis, bliver der et kort øjeblik stille i den anden ende af røret, da vi spørger, hvilke fællestræk der er ved læger, der som Rikke Jensen vælger at blive udover den fastsatte pensionsalder.

”Ja, det har vi jo faktisk aldrig set på. Det var et meget godt spørgsmål. Det skulle vi måske gå ud og undersøge. Det er jo den positive ende af skalaen. Der kommer man ind og ser på, hvilken type menneske det er,” siger han og gætter på, at det er, fordi de er glade for arbejdet, kan lide patientkontakten og føler tilfredsstillelse ved det.

”I virkeligheden skulle vi nok kontakte et udsnit. Vi ved fra noget andet aldersforskning, at dem, der lever rigtig længe, har det fællestræk, at de er glade. Så hvis man har en god grundstemning i livet og kan se det rige liv i det, man laver, bliver man ældre,” siger Jørgen Skadborg. Men her og nu har han en anden opgave.

”Vi ved, at en stor og desværre stigende andel er slidte og kronisk overbelastede. Det man kalder udbrændthed. Så selve arbejdsmængden betyder, at nogle siger, at det orker de ikke, og så vælger de altså at gå tidligere på pension,” siger Jørgen Skadborg. Til trods for, at der kan være nok at ærgre sig over, holder han dog fast i, at han grundlæggende er optimist, og at han i øvrigt også ser en passion for at arbejde i almen praksis hos den unge generation.

”Optimismen er begyndt at slå igennem hos de unge, og almen medicin er topscorer, når man spørger dem, hvad de vil. Og så kan vi se, at når vi laver beretninger på afgang og tilgang, ser det fra næste år ud til, at der begynder at komme flere speciallæger i almen medicin,” siger Jørgen Skadborg.

Stærke relationer

Rikke Jensen oplever selvfølgelig også frustration ind i mellem. Den største er IT-fejl, som virkelig kan få hende op i det røde felt. Tit og ofte er der også mere arbejde, end det reelt er muligt at nå. Når det sker, ryger både frokostpauser, eftermiddage og aftener i lægegerningens navn. Men arbejdsglæden er intakt.

”Jeg tror, at jeg skal trækkes ud herfra. Ja. Det tror jeg virkelig,” siger hun og fortæller, at noget af det første, hun mærker, når hun vågner om morgenen, er en glæde ved at skulle møde sine patienter. Hun husker stort set alle og starter altid morgenen med at se, hvem der kommer den dag. Gennem et langt liv er det blevet til stærke relationer, og det er ikke sjældent, at en patient kvitterer for behandlingen med blomster eller chokolade.

”Det er min passion. Jeg er familielæge. Mine patienter kommer fra vugge og til grav. Jeg kender alle de små babyer, jeg har fulgt, siden mødrene var gravide. Nogle er ved at være 20 år, 25 år, 30 år, og så får de selv børn. Og de nægter at skifte læge, selvom de selv flytter, fordi de kan huske, hvordan det var at komme her som barn. Det betyder også, at jeg har hele sygehistorien inde i hovedet, så jeg ikke altid behøver at slå det op. Det er jo det, der sker, når man kender dem så godt,” siger Rikke Jensen før vores besøgstid er slut, og hun må tilbage til patienterne. 

Noget af det første, Rikke Jensen mærker, når hun vågner om morgenen, er en glæde ved at skulle møde sine patienter. Hun husker stort set alle og starter altid morgenen med at se, hvem der kommer den dag. Foto: Magnus Møller

Statistik og pension

Ifølge PLO’s beregninger går praktiserende læger i gennemsnit på pension som 66-årige

Tallene dækker dog over vigtige detaljer, da mange også har en relativt tidlig pensionsalder

Praktiserende læger er i gennemsnit 60,5 år, når de sælger deres ydernummer

48 procent af de 60- til 64-årige vælger at gå direkte på pension, efter de har solgt deres ydernummer

Gennemsnitsalderen ved salg dækker over en stor variation, som går fra 38 til 80 år

Kilde: Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

PLO: Brug for nye tilbagetrækningsordninger

Ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er en af løsningerne på nedslidningsproblematikken mere lempelige tilbagetrækningsordninger

PLO mener blandt andet, at der er behov for bedre generationsskifteaftaler

I dag skal man være 64 år for at få lov at lave en generationsskifteaftale. Det skal ifølge PLO sænkes til 60 år

Generationsskifteaftalen indebærer blandt andet, at man i lægedækningstruede områder kan have delepraksis i op til seks år

Kilde: Praktiserende Lægers Organisation (PLO)